x

IRIS GOLD-INTERVIEW: Den lange rejse op til Planet Cool

IRIS GOLD-INTERVIEW: Den lange rejse op til Planet Cool

Hun både ligner og lyder som et internationalt fænomen og har lige indspillet nyt album på Bahamas med Eurythmics-legenden Dave Stewart. Men egentlig er Iris Gold en københavnsk outsider, som har bygget det hele op fra bunden. Og nu er hun endelig klar til både at synge og tale om den lange, hårde vej.

Iris Gold befinder sig på sin lille søns værelse, han er ude at lege, og hun spekulerer på, om det mon snart begynder at regne. Hun sidder henslængt ved sin laptop og ordner sit tykke, sorte hår, mens jeg stille og roligt åbner samtalen, som skal blive til en forsideartikel om hende. Det hele er meget nede på jorden, men tag ikke fejl: Iris Gold er the shit. Siden hun debuterede med albummet Planet Cool i 2019, har den rap- og soulfunderede solist skrevet kontrakt med agenturet WME, som har nogle af verdens største stjerner i stald. Og så er hun blevet opdaget af poplegenden Dave Stewart.

Hendes nye plade er indspillet med Stewart i hans studie på Bahamas. Og så er det en plade, hvor Iris har taget skridtet fra debutpladens muntre eskapisme til et tekstunivers, hvor hun for første gang adresserer nogle af de knap så sjove aspekter af en turbulent livsrejse. En rejse, der startede i et socialt boligbyggeri i London og førte videre via kollektiver i København, indtil Iris som 12-årig blev smidt ud og måtte klare sig selv. Jeg fortæller Iris, at jeg har glædet mig til at drøfte netop bagsiderne af at vokse op i et frit og flippet miljø, og hun svarer entusiastisk:

– Man bliver helt fucked i forhold til dem, som har haft nogle mere firkantede rammer. Efterhånden finder man så ud af, at de også er fucked – alle er fucked. Det er mest et spørgsmål om, hvordan det kommer til udtryk. Jeg følte, at jeg var mere blottet end mange af mine skolekammerater. Det er svært at skjule, hvis man kommer fra et hjem uden særlig mange penge, går i mærkeligt tøj og ikke har de rigtige ting. Børnene fra Kartoffelrækkerne (område på Østerbro, red.) med deres mærketøj og materielle velstand passede bedre ind – eller kunne i hvert fald bedre skjule deres udfordringer.

Følelsen af ikke at høre til blev et afgørende udgangspunkt for både mennesket og musikeren Iris Gold. Men inden vi folder den historie ud, beder jeg Iris følge sit spor helt tilbage til begyndelsen. For hvem er hun egentlig, og hvor kommer hun fra, denne Iris Gold?

Artiklen fortsætter under billedet

Min jamaicanske farmor

Iris kom til København som treårig efter at have tilbragt de første år i London. På en ferie mødte Iris’ indiske mor en dansk mand, som endte med at blive som en far for Iris. Efter længere tids langdistanceforhold besluttede moderen at flytte til Danmark med sin datter. Sin biologiske, jamaicanske far mødte Iris først som niårig. Han er aldrig blevet en afgørende figur i hendes liv – men det er til gengæld hendes jamaicanske farmor.

– Jeg har meget af min styrke fra hende. Jeg havde tit tænkt over, hvorfor jeg var den, jeg var. Der var træk, som jeg ikke følte passede ind, hverken i min indiske eller danske familie. Min far har desværre nogle store, psykologiske udfordringer og deltager ikke rigtig i livet – men det gør min farmor i dén grad. Hun har otte børn og utallige plejebørn. Til hendes 90-års fødselsdag var der næsten 20 mennesker, som claimede hende som mor. Hun var syerske hjemme på Jamaica, men blev sygeplejerske, da hun kom til England. Hun kom fra ingenting, i dag ejer hun to huse. Hun er 94 i dag og stadig knivskarp. Hun cracker jokes og prøver altid at se på det positive.

– Hun er et godt kvindeligt forbillede, og hun har lært mig noget om at være sort kvinde. For eksempel håret, som jeg sidder og ordner nu. Man fletter det for at passe på sine krøller og undgå, at det filtrer sammen til dreadlocks. Det vidste jeg ikke som barn. Jeg gik rundt og lignede Michael Jackson med en stor, rund afro og havde ikke ret mange tænder i munden – jeg så ret gøglet ud. Da jeg mødte min sorte familie, lærte jeg at fikse mit hår, at føle mig smuk og være stolt af at være sort. Sådan havde det ikke været hjemme i Danmark, hvor jeg ikke rigtig følte, at jeg passede ind. Jeg fik kommentarer på gaden, og ”hvor kommer du fra?” eller ”ih, noget flot hår” var som regel det første, folk sagde til mig. Hos min sorte familie i England var jeg én af dem. ”You can’t run away from it, you look like one of us!” sagde min farmor. Det var fedt at opleve.

Artiklen fortsætter under billedet

Lort i håret

Mødet med de jamaicanske rødder var en afgørende begivenhed for en lille pige, som hjemme i København følte sig anderledes og forkert. ”Det er hårdt altid at skulle fortælle den historie. Det er forbundet med en masse smerte”, siger Iris i dag, inden hun alligevel går med til at tage os med tilbage:

– Ja, jeg blev mobbet. Fordi jeg var fattig, fordi jeg var sort, gik i det forkerte tøj, havde min store afro og ikke ret mange tænder. Jeg ville gerne hedde Lone, være blond og have blå øjne. Sådan havde jeg det i lang tid, og det gjorde, at jeg blev vant til at være meget alene. Jeg forsvandt ind i en anden verden, en fantasiverden, hvor alting var bedre end i virkeligheden. Hvor der voksede hjerter på træerne, som man kunne spise og få bonuspoint. Hvor folk krammede hinanden, ingen var alene, og alle havde en bedste ven. Min første plade hedder Planet Cool, og det var i virkeligheden præcis dét, min fantasiverden var: Et sted, hvor alt var godt. Jeg havde også en usynlig ven, som havde skikkelse af skiftende dyr. Jeg forestillede mig, at jeg var en pirat – og så rejste vi rundt inde i min verden og samlede guld, husker Iris. Og barndommens eskapistiske parallelunivers blev det direkte afsæt for hendes tekstunivers, efterhånden som det begyndte at tage form.   

– Den første sang, jeg udgav, hedder ”Goldmine” og handler netop om den historie, som jeg fortalte mig selv igen og igen som barn. For på et tidspunkt begyndte jeg at skrive historierne ned og bruge dem som afsæt for digte og tekster, og det gør jeg stadigvæk. Fordi det var en fantastisk verden, mit billede af hvordan verden burde se ud. På den måde har min barndoms fantasiverden været med til at skabe mit univers som musiker – mit udtryk og mit budskab.

I folkeskolens sidste år ændrede rollerne sig. Fra at være udenfor blev Iris pludselig populær og genstand for ikke mindst drengenes opmærksomhed. Det var en situation, som var svær at styre, husker hun i dag:

– Hiphop var cool, og jeg lignede lidt én fra musikvideoerne, så jeg fik rigtig meget opmærksomhed, især fra drengene. Jeg kunne slet ikke styre den magt, det gav pludselig at være hende den smukke – efter så længe at have været hende med ”lort i håret”, som de plejede at sige. Det var underligt at opleve, og jeg begyndte at mobbe tilbage. Det var revenge of the nerds. Jeg blev selv én, som drillede andre. Vi var et crew af piger, poptøser som gik til dans og ville noget med musik uden helt at vide, hvordan vi skulle gøre det.

– Jeg ville gerne lære at rappe, og nogle af mine første raptekster blev rettet til af Karen Mukupa og Natasja. De første tekster handlede meget om antiracisme, Malcolm X og sådan noget. På det tidspunkt blev det kedeligt, og jeg begyndte at skrive om andre ting. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville – om det skulle være dans, rap, sang eller skuespil.

– Jeg lyttede mest til gammel hippiemusik som The Mamas & The Papas, Jefferson Airplane og den slags – det passede ind i den fantasiverden, jeg havde skabt som barn. Hiphoppen kom først senere, da nogle af mine aunties besluttede, at det var på tide, at jeg udvidede min musikalske horisont. Så tog de mig igennem hele pensum, fra tidlige navne som Public Enemy og Beastie Boys og videre op til i dag. Min måde at rappe på hænger formentlig sammen med, at de lagde vægt på at lære mig at lytte til old-school rap.

Artiklen fortsætter under billedet

I studiet med Natasja

Hjemme i kollektivet var der få faste rammer og ingen voksne til at smøre madpakke og skabe struktur. Til gengæld et udvidet netværk af omsorgspersoner, en masse interessante voksne – og med dem adgang til et spændende, kreativt miljø. ”Jeg voksede op uden egentlige forældre, til gengæld havde jeg et community af rigtig fede mennesker omkring mig”, som Iris sammenfatter det og forklarer:

– Især mine mostre var superseje og havde mange venner, som var dj’s, stylister og andre kreative ting. Blandt andet kendte de Natasja og Karen Mukupa, og da de fortalte, at jeg og mine veninder havde nogle raptekster, blev vi inviteret over i studiet med dem. Da vi kom derover, var vi så generte, at vi ikke turde rappe én ad gangen. I stedet rappede vi alle samtidig, ind i den samme mikrofon. Jeg syntes, de var virkelig seje, og det gør jeg sådan set stadig. Jeg skal snart dele scene med Mukupa ved de såkaldte Black Voices-koncerter. Jeg ville ønske, at Natasja også var der – det ville have været stærkt.

Uden voksne til at sætte rammen forsøgte Iris selv at skabe struktur i sit børneliv. Og siden, da hun blev teenager, var hun tilbageholdende med at kaste sig over rusmidlerne. ”Fordi jeg havde set så mange ryge, tage stoffer og være stive i min barndom, fik jeg lyst til at gå den modsatte vej. I hvert fald et stykke tid”, husker Iris og tilføjer:

– Jeg var rimelig disciplineret i forhold til mine rutiner og ritualer: Jeg lavede morgengymnastik, inden jeg tog i skole, og jeg var god til at få lavet mine lektier. Jeg røg og drak ikke, jeg havde set for meget. Oplevet voksne, som jeg troede, jeg kunne regne med, pludselig ændre sig. Det syntes jeg var vildt skræmmende. En af mine veninder begyndte at ryge, da vi var 11-12 år og fik på et tidspunkt en hashpsykose, blev helt bimmelim og røg på Sct. Hans (psykiatrisk hospital, red.). Det skræmte mig meget, for vi var ret ens. Bagefter sagde hun til mig – specifikt til mig – at jeg aldrig skulle ryge eller tage stoffer. Det føltes som om, hun kunne se noget i mig, som jeg ikke selv kunne se. Så jeg fulgte hendes råd. Jeg har aldrig rørt stoffer. Til gengæld drak jeg meget, senere hen – det blev min flugt.

Artiklen fortsætter under billedet

Hippieliv

Samtalen bevæger sig naturligt ind på den sociale arv. Det er en stærk kraft, der som regel indhenter én på den ene eller anden måde – også i de tilfælde, hvor man har gjort en bevidst indsats for at lægge afstand til sit bagland. ”All I really know is my hippie life and it goes to show”, sang Iris på gennembrudshittet i 2019. Jeg nævner, at jeg kender folk med historier, som ligner hendes i mit eget bagland, og hun nikker og svarer:

– Jeg troede, at jeg havde undsluppet det hele. At jeg slet ikke var flippet, fordi jeg var så målrettet og vidste, at jeg ville noget kreativt. Men der var mange ting i hovedet, jeg gerne ville slukke for, uden at være i stand til det. I dag laver jeg yoga, mediterer og har også gået til psykolog for at få noget afklaring og ro i hovedet. Men i mange år drak jeg bare i stedet for. Over for mig selv undskyldte jeg mig med, at det ikke var så slemt – det var jo ikke stoffer. Jeg tænkte, at jeg kunne styre det – men det tror jeg egentlig ikke, at jeg kunne. Fordi jeg netop drak for at undgå at tænke.

Og hvad med Iris’ biologiske mor, som gennem hele samtalen er undsluppet mellem linjerne? ”Vi havde desværre ikke den bedste relation. Derfor var jeg nødt til at finde nogle andre kvinder at se op til og få noget råd og vejledning fra”, fortæller Iris og fortsætter:

– Min mor havde formentlig travlt med de ting, hun nu koksede rundt med i sit hoved. Senere fik jeg meget glæde af min danske farmor – altså moren til den mand, som i sin tid fik min mor til at flytte til Danmark. Min danske farmor er stadig som en mor for mig, hun er et af de få mennesker, som jeg kan regne 100 procent med. Hun har givet mig den uforbeholdne kærlighed, som min mor ikke var i stand til. Den uforbeholdne kærlighed, som de fleste forhåbentlig oplever som børn, kom senere til mig. Men i dag har jeg den, og det betyder meget. Min farmor formulerede det endda i en mail på et tidspunkt, og det var rart at se det på skrift. Fordi jeg ikke har fået det hjemmefra, aldrig haft den følelse. En person, som vil tage én, med alle ens fejl og også de gode sider. En som kan se én, uden at man behøver at sige noget.

Artiklen fortsætter under billedet

London kalder

Tre år efter sit første møde med sin jamaicanske familie besluttede en meget ung Iris at forlade København og slå sig ned i London. Det var en radikal beslutning, som skulle vise sig at være en god idé – både på et personligt og et kunstnerisk plan:

– Jeg blev smidt ud hjemmefra, allerede da jeg var 12 år. Det betød, at jeg blev rodløs, tiltrak de forkerte mænd og havde nogle lorteforhold. Det gik ikke særlig godt. Og så besluttede jeg at tage til England. På det tidspunkt havde jeg mødt min jamaicanske familie og havde desuden altid rejst frem og tilbage mellem Danmark og England, fordi min indiske familie boede derovre. Det virkede som en god idé at tage derover og starte forfra.

I London fandt Iris endelig et miljø, hvor hun kunne være helt sig selv – og en omgangskreds, hvor det var normalt at falde uden for de gængse rammer:

– Jeg var så heldig at møde nogle mennesker, som var perfekte for mig. Outsidertyper som jeg selv, som lavede musik og ikke passede ind i klichéerne om, hvordan man skulle være. Jeg havde altid tænkt, at hvis man var sort og lavede musik – så lavede man hiphop eller r&b og gik klædt på en bestemt måde. Her mødte jeg nogle typer, som udfordrede det billede og var venner på kryds og tværs. Flere af dem blev mentorer for mig og nærmest som familie – jeg kalder dem onkler. En af dem var en punktype med piercinger, tatoveringer og dreadlocks, og som lyttede til Radiohead og Red Hot Chili Peppers – samtidig med at han kunne rappe fucking dope. Han kunne rappe som Biggie (den afdøde rapper The Notorious B.I.G., red.). Han var et paradoks.

– Det var befriende at møde de mennesker, og for første gang i mit liv følte jeg, at jeg passede ind. For jeg passede heller ikke til det billede, folk havde af mig derhjemme – for eksempel lyttede jeg helst til ”hippiemusik” som Jefferson Airplane og The Beatles. Det var en rar tid, selvom jeg ikke havde nogen penge og levede af dåsetun og toastbrød. Jeg kunne godt skrive tekster, digte, men de folk lærte mig at strukturere en sang. En af dem havde et studie, hvor jeg kunne komme og lære, hvordan det fungerede. Det var næsten som at få en gratis musikuddannelse, og jeg har bevaret kontakten med flere af dem – to af mine ”onkler” er med på den nye plade.

Artiklen fortsætter under billedet

Uden sikkerhedsnet

Takket være gode kontakter og en pæn portion gåpåmod lykkedes det Iris at skabe sig et navn i England og komme til at varme op for nogle af poppens seriøse sværvægtere.

– Den ene af mine ”onkler” var virkelig godt connected og kendte mange store advokater. Han introducerede mig for en masse fede mennesker, og jeg blev tilknyttet forskellige managere. Nogle klikkede jeg mindre godt med, andre fungerede rigtig godt – og takket være de gode forbindelser kom jeg til at varme op for store navne som Blur, Taylor Swift og Robbie Williams. Andre dage spillede jeg shows, hvor der stod 100 mennesker – det var meget op og ned. Eftersom der ikke er noget velfærdssystem ligesom herhjemme, kan du gå direkte fra at køre med klatten til at være virkelig broke, siger Iris og tilføjer:

– Det har tit været sådan, at managere eller pladeselskaber syntes, det var fedt, hvad jeg lavede, og at jeg var en speciel type. Min baggrund, min forkærlighed for flower power-musik. Men når de så endelig tager mig, vil de gerne gøre mig til en ny Rihanna, Beyoncé, eller hvem der nu er hot på det tidspunkt. I de situationer har det været svært at sige ”Jamen, var det ikke fordi jeg er anderledes, at I ville have mig?” Jeg har ikke altid været stærk nok til at sige fra, til at sige, at jeg ikke gider at passe ind – at jeg er okay med at skille mig ud og være mig selv. Jeg har en del erfaring med det, kan man sige.  

Artiklen fortsætter under billedet

Langdistanceforhold

I sidste ende valgte Iris at vende hjem til København og starte på helt bar bund. ”Jeg savnede Danmark. Jeg havde hele tiden danske kærester, hvilket gav mig mulighed for at rejse frem og tilbage mellem Danmark og England og bevare et ben i begge lejre”, husker Iris og tilføjer:

– Til sidst mødte jeg en fyr, som jeg for alvor forelskede mig i, og så besluttede jeg at vende tilbage til Danmark. Jeg forsøgte stadig at lave min musik i England, men det gik ikke rigtigt. Det er ligesom et langdistance-forhold, det er virkelig svært. Så min karriere i England gik gradvist i vasken, og det gjorde mit forhold i Danmark også. Jeg var flyttet tilbage til Danmark af kærlighed, og så slog vi op. ”Fuck, hvad gør jeg?”, tænkte jeg. Skulle jeg tage tilbage til London og starte forfra? Eller skulle jeg starte helt fra bunden i Danmark, hvor jeg aldrig havde udgivet musik og i øvrigt ikke havde noget sted at bo?

– Heldigvis trådte min danske farmor til og sagde ”Du kommer bare og bor hos mig, så finder vi ud af det”. Det var første gang, nogen havde sagt sådan til mig. Hun forstod intet om musikbranchen, og hvad det var, jeg ville, men tog mig ind og elskede mig. Og da jeg så flyttede ind, kunne hun se, hvor målrettet jeg gik efter at finde en manager og et pladeselskab. Jeg fik også mit første rigtige job, på en restaurant, og jeg elskede det. Det er en taknemmelig opgave at servere mad: Du kommer med en portion mad, folk smiler og er glade. Og fordi det går stærkt, gav det mig også mulighed for at slukke for alle tankerne oppe i hovedet.

Artiklen fortsætter under billedet

Fede tider

– Det var en fed tid. I løbet af et år opnåede jeg alt det, jeg havde drømt om. Jeg fandt en manager, et pladeselskab, købte en lejlighed og begyndte at spille musik. Det gik rigtig godt med den første sang, ”All I Really Know”, i radioen, og jeg spillede på Roskilde, husker Iris i dag.

Umiddelbart inden Covid-19-pandemien nåede hun at spille en række shows i Danmark i starten af 2020. Og nu er Iris Gold så klar til atter at fyre op under den bemærkelsesværdige karriere. I første omgang med rækken af Black Voices-koncerter i København og Aarhus i september og til februar et nyt studiealbum indspillet med Eurythmics-legenden Dave Stewart. Og denne gang er hun klar til at sætte ord på nogle af de svære ting, frem for at flygte til sin selvopfundne Planet Cool:

– Dave er en ældre herre og meget rolig. Han er den vildeste entrepeneur; jeg kender ikke nogen, som har gang i så mange ting – men han er zen. Han formåede at tage det virvar, som er mit liv og få det fokuseret ned på en plade. For mig har det været godt at have en, som var ældre og har været igennem en masse ting til at hjælpe mig med at få styr på tingene og få dem ind i musikken på en ærlig måde. Han har fået mig til at turde tale om nogle rigtig svære ting uden at skulle putte alle mulige metaforer på, som jeg plejer.

– Jeg synes dybest set, at det er rigtigt svært at tale om de hårde ting, fordi jeg helst vil have, at alt skal være godt, blomster og Planet Cool. Jeg har haft brug for den flugt, brug for positiviteten. Men jeg ved jo godt, at det er vigtigt også at beskrive rejsen op til Planet Cool og se på, hvorfor jeg har haft brug for et utopisk paradis. Det skyldes jo nok, at jeg ikke har haft det særlig godt. På den nye plade taler vi også om de dystre ting og det, som har været rigtig ubehageligt. Ikke på en deprimerende, men på en stærk måde: Jeg har været igennem det her, jeg er en survivor, nu er jeg her – og du kan også gøre det!

Rød som en fisse

I 2020 blev Iris Gold mor til sønnen August Cosmos. Den livsforandrende oplevelse har naturligvis også præget den nye plade, som Iris kalder ”en hyldest til kvinder, til kvindens styrke”:

– I musikbranchen har det ofte været sådan, at man som kvinde bliver betragtet som mindre sexet, mindre relevant, hvis man får en baby. Det synes jeg er ved at ændre sig. Det er også et tema i teksterne på pladen: “With a baby on my hip / but I still look hot, though…” synger jeg for eksempel. Jeg føler mig kun mere sexet af, at min krop har kunne lavet et andet menneske. Det ville jeg gerne have med på pladen og forhåbentlig også inspirere andre kvinder til at have det sådan.

På det kommende album stifter verden også for første gang bekendtskab med en helt ny figur, nemlig Vilva Flame:

– Hun er mit andet alter ego. Hvor Iris Gold er peace, love and flowers, er Vilva Flame virkelig filthy. Hun taler om at være ”rød som en fisse, der lige har født” og sådan noget. Efter jeg blev mor, følte jeg ikke, at jeg kunne give den fuld gas – så en dag tog jeg en rød paryk på og sagde ”Hello, I’m Vilva Flame, darling” – og så begyndte jeg at sige en masse meget beskidte, slemme ting. En dag kom jeg i studiet som Vilva Flame, og Dave udbrød bare ”Yeeeahh”. Så begyndte jeg at rappe et vers, som endte med at komme med i sangen ”Girl, Pick Up Your Drum”. Jeg tror, vi alle sammen har en vild side. Hvis vi aldrig lukker den ud, eksploderer vi. Og det kunne jeg formentlig mærke, efter jeg var begyndt at leve som husmor i et kernefamilieliv. Kommer vi til at høre mere til Vilva Flame fremover? Ja!

Se videoen til "Girl, Pick Up Your Drum" – artiklen fortsætter nedenfor

Dave Stewart om Iris Gold

Iris Golds nye album er indspillet med Eurythmics-veteranen Dave Stewart i hans studie på Bahamas. Vi har fanget poplegenden til en snak om samarbejdet med det danske stjerneskud.

– Vi talte i telefon sammen et års tid, før vi mødtes. Vi eksperimenterede med at lave musik online; jeg var i Los Angeles, og Iris var i Danmark, tror jeg. Så mødtes vi i London. Hun havde meget travlt på det tidspunkt, så hun kom hvirvlende ind i min hotellejlighed på Ham Yard I Soho som en tornado. Jeg var ved at sammensætte et show, som skulle spilles i Royal Festival Hall i London, og jeg spurgte, om hun ville synge en Eurythmics-sang med Emeli Sandé, Beverly Knight og nogle andre ved koncerten. Det var ret sjovt, for jeg kunne hurtigt høre, at hun ikke rigtig kendte nogen Eurythmics-sange. Men hun var så modig, at hun i stedet stillede sig op på bordet og sang den gamle Aretha Franklin-duet ”Sisters are Doing It for Themselves” – med en selvopfunden tekst, som hun digtede på stedet. Jeg elskede det.

– Jeg blev overbevist, mens vi øvede. Jeg bad hende synge en vanskelig sang, som hedder ”Love You (Like a Ball and Chain)”. Den er svær at synge, fordi man skal gå en oktav op og virkelig være kraftfuld i den sidste halvdel af sangen. Den kræver også virkelig en evne til at optræde. Jeg småsnakkede lidt med Iris i øvelokalet, så prøvede vi sangen – og hun ramte rent og fremførte den, som havde hun stået på scenen, selvom vi stadig bare øvede. Det var en dobbelt test fra min side: For at se, hvordan hun optrådte og for at høre, hvordan hendes vokal ville være, når hun var presset. Det var dér, det gik op for mig, at hun er en stor sanger og performer. Den sidste test var, da jeg skrev en sang med hende i London. Hun var syg og missede sit fly af samme grund, men alligevel skrev vi en stærk sang på tyve minutter. Den hedder ”Heatwave”.

– Det var en kompliceret rejse at foretage for Iris, med hendes lille baby August. Bahamas via Paris, Cuba, Nassau og Eleuthera og derfra med båd til den lille ø, hvor jeg bor. Hun var både udmattet og spændt, da de ankom, og vi ventede nogle dage med at gå i gang med at arbejde, så jetlagget lige kunne lægge sig. Jeg foreslog, at vi skulle skrive udendørs halvanden time om dagen, bare med en akustisk guitar. På den måde skulle vi skrive alle sangene til pladen og være sikre på, at de kunne spilles på enhver tænkelig måde. På den måde fik vi skrevet ti sange henover godt ti dage. Derefter brugte vi et par uger på at indspille dem i studiet, hvor jeg spillede de fleste instrumenter – inklusive trommer. Michael Bradford var både tekniker og bassist på optagelserne; senere spillede Brian Jobson fra Jamaica bas.

– Siden tog jeg til Memphis og indspillede blæserne med nogle af musikerne fra Bruno Mars’ band i et fantastisk, legendarisk studie, Willie Mitchells Royal Studios. Al Green indspillede altid der. Derefter optog jeg min veninde Sheila Es percussion til nummeret ”Away We Go” og min veninde Lynn Mabry, som jeg kender fra Talking Heads. Hun er en fantastisk vokal-arrangør og korleder. Jeg indspillede også nogle få overdubs med en fyr, som kalder sig The Real Free og er fantastisk til at spille bas, synthesizer med mere. På den måde kom albummet på plads. Samtidig havde jeg det virkelig sjovt med at arbejde med Iris. Der var ikke noget, hun var bange for at afprøve, og det er præcis sådan, jeg synes, det bør være i studiet. Man bør føle sig fri til at være lige, hvad og hvem, man har lyst til. Det var sådan, ”Vilva Flame” opstod. Og endelig havde vi det virkelig sjovt med at filme en masse, inklusive det som endte i videoen til ”Girl Pick Up Your Drum”.

– Det er et eklektisk album på den fantastiske måde, som album kunne være før i tiden. Når man lytter til et Prince- eller Beatles-album, er det en blanding af fantastisk musik, melodiske og rytmiske sange og stærk historiefortælling og narrativer. Historien på det her album bliver fortalt fra en stærk kvindes synspunkt. En person, som har været igennem en masse og er i stand til at udtrykke det gennem musik og billeder. Jeg er sikker på, at det her album bliver vigtigt for Iris’ videre færd, for hun sætter virkelig niveauet her. Det demonstrerer, at Iris kan bevæge sig i en hvilken som helst musikalsk retning og stadig være Iris Gold. Det er en ting, som Annie (Lennox, red.) og jeg også opnåede: Eurythmics kunne gå i alle musikalske retninger og stadig blive modtaget som Eurythmics. 

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson samler stjernehold til at hylde den sorte kvindelige musikhistorie


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA