x

Her er de bedst og værst anmeldte koncerter på årets Spot Festival

Her er de bedst og værst anmeldte koncerter på årets Spot Festival

Vi tager et kig på de koncerter, der har fået flest og færrest stjerner af GAFFA

Årets Spot Festival er ovre, og det betyder, at et hav af koncerter har fået stjerner af GAFFA. Festivalen, der plejer at blive afholdt i foråret, blev i år på grund af corona rykket til september og kortet ned til kun at vare to dage. Det har dog ikke gjort noget ved hverken besøgstallet eller kvaliteten. GAFFAs anmeldere har i år givet fra to til seks stjerner. Se listen herunder og læs hele anmeldelsen ved at klikke på bandnavnet.

Bedst - seks stjerner:

Saveus ******

””Everchanging” – med houseklaver, groovy bas og masser af gospelkor på backtrack – debutsinglen ”Levitate Me” og endelig ”Himalaya”, der begynder med en stille intro og bygger op til at eksplodere med det fanfarelignende keyboard efter et minut. Publikum er fuldstændig euforiske under disse fire sange. I mine 30 år som koncertgænger har jeg yderst sjældent oplevet noget lignende.”

Næstbedst – fem stjerner:

Andreas Odbjerg *****

”Det er som om, at sangene har sit eget liv. Festen er til stede, om Odbjerg vil det eller ej. Det vil han dog. Der er nærvær, og han synger kraftfuldt og fuldstændig selvsikkert. Det er pop i sin reneste form.”

Angående Mig *****

”Svævende mellem en rasende og rå attitude, små smil og ærlige bekendelser mellem sangene foretog Angående Mig en dediceret demonstration af, hvordan man lukker sådan en scene på SPOT Festival.”

Athletic Progression *****

”Under Jonas Cook's keyboard lå en pedal med effekter, blandt andet nogle bastunge trommer, der kom i spil hen imod slutningen af den korte koncert. De atmosfæriske trommer samlede de tre musikere, så det vibrerede i brystet og fremhævede deres sammenspil, så jeg blev fuldstændig opslugt.”

Benny Jamz *****

”Han (Benny Jamz) en stjerne på scenen, der i den grad har tag i sit publikum. Så meget, at han et par gange måtte afbryde koncerten og bede folk træde et skridt tilbage – eller tage den lidt med ro – fordi der var for meget tryk på oppe foran.”

Blæst *****

”Energien er høj, da Blæst starter ud med ”Ikke sige nej” fra deres ep Vindstille, og der går ikke lang tid fra, at idé bliver til handling, da den ørehængende tekst “fletter fingre, fletter hår” straks får gruppen af veninder foran mig til at pille i hinandens lokker.”

Brimheim *****

”Med oplagt band – blandt andet bestående af Baby in Vains Lola Hammerich og Benedicte Pierleoni på henholdsvis guitar og bas – greb Brimheim publikum ved struben og holdt godt fast. Den triol-fyldte “Kafka” blev introduceret tight band, smukt kor og drønskøn vokalpræstation fra Brimheim, der kom op i de helt høje luftlag.”

EmmaDop *****

”Alle tre musikere formår i den grad at komme ud over scenen. Især forsanger og guitarist springer rundt og har tydeligt en fest med hinanden. EmmaDop formår, på trods af udfordringer med lyden, at holde en fest med publikum, og man falder for deres spilleglæde og charmerende energi.”

Ida Laurberg *****

”Laurberg demonstrerer igen, at det er legende let for hende at leve op til sin indspillede stemme. Det er dog inderligheden, der gør, at man går fra koncerten med følelsen af, at man lige har set noget stort.”

Kh Marie *****

”De første vibrationer fik sat sig på huden, da de mørkklædte korsangere i baggrunden summede lange dronetoner til ”sorte bølger”. Frontkvinden sørgede for en overdrevet AutoTune i lydbilledet, mens nummeret eskalerede mere og mere – og så var forestillingen i gang.”

Mina Okabe *****

”Kombinationen af tid og sted og publikum og kunstner ramte fuldstændig plet denne tidlige torsdag aften, og efter syv velspillede numre fra det netop udgivne debutalbum må Okabe være gået i backstagelokalet med ømme kinder og et kæmpe selvtillidsboost efter den flotte, flotte optræden.”

Naked *****

”Årets NAKED-koncert blev en meget smuk præsentation at nogle mere eller mindre nye og alle åbenlyst talentfulde artister, som blev ført ud af deres vante univers og ind i det akustiske. De fire sangere præsterede alle sindssygt stærkt på hver deres måde og klædte samspillet med Ljunggren så flot.”

Nicklas Sahl *****

”Da intronummeret ”Planets”' karakteristiske riff startede, rejste publikum sig instinktivt fra de røde sæder, og kun de færreste satte sig tilbage igen efter dette. Nummeret bragede ud gennem højtalerne, mens Sahls stemme kæmpede med publikums kor om at synge højest”

Prisma *****

”Prisma tog publikum ud på en rejse gennem deres lydunivers, vi fik både tostemmige, svævende vokaler, helt uden akkompagnement, de gav den gas med hver deres fræsende guitar (eller bas for Sirids vedkommende), eller tog en omgang synkron slagtøjsudveksling. Alt sammen perfekt vævet ind og ud af hinanden.”

Rebecca Lou *****

”Rebecca Lou skuffer ikke oven på den højtidelige intro. Hun er nemlig, om ikke rockstjerne, så en stjerne in spe, og hendes på én gang lidt hæse og alligevel rent-pitchende stemme svigter ikke et øjeblik gennem koncerten, og det gør materialet og hendes sceneperformance heller ikke.”

Selina Gin & The Iconics *****

”De alvorstunge sange bliver leveret med en vis selvironi, som egentlig ikke virker upassende, for når musikken spiller, tænker man ikke over, at Selina Gin gør grin med sin jyske udtale (hun stammer fra Odder) og laver sjov med, at hun næsten er på hjemmebane.”

Soleima x LiveStrings *****

”Kontrast skal vise sig at blive et nøgleord igennem hele koncerten. Soleimas ellers ret up-beat musik har fået en tur igennem den klassiske maskine. En kombination, der er fuldstændig perfekt. Soleima tager os på en rejse igennem hele følelsesregisteret, fra grådens rand til folkemusik.”

Svaneborg Kardyb *****

”Vi var da også kun et par numre inde, før publikum begyndte at pifte og klappe og reagere på Svaneborg Kardybs smukt velopbyggede numre. Det var to musikere, der mestrede deres instrumenter, og mere skulle der ikke til for at blive suget med ind i deres minimalistiske univers.”

Søn *****

”En fremragende koncert, som forhåbentlig kan være med til at give Søn lidt mere medvind på cykelstien. De er stadig primært et kender-fænomen, der får gode anmeldelser og Steppeulv-nomineringer, men kun kan trække et mindre publikum i storbyerne og har beherskede streamingtal.”

Ydegirl *****

”Ydegirls karakteristiske, dybe, bløde og meget flotte stemme lægger sig som en varm dyne om publikum, og musikerne supplerer med et sprødt lydbillede, hvor de længselsfulde toner på violinen og de plukkede strenge på guitaren bør fremhæves.”

Værst – to stjerner:

Okapi **

”Derfor var det også ekstra mystisk, da koncertens første minutter bød på drømmende ambience fra guitarist Osvald Littauer, mens de andre to sad som mediterende tilskuere. Mystikken falmede dog ret hurtigt under sættet. For selvom Helena Wanners vokal elegant nåede de højere luftlag og virkelig sørgede for mange gode momenter, var musikken primært rodet og forvirrende.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA