x

ÅBENHJERTIGT MATHILDE FALCH-INTERVIEW: Et helt normalt liv

ÅBENHJERTIGT MATHILDE FALCH-INTERVIEW: Et helt normalt liv

Nedenstående interview har tidligere været bragt på GAFFA.dk i juli 2021. Vi "genudsender" det i anledning af Mathilde Falchs aktuelle deltagelse i TV2's Toppen af Poppen

31-årige Mathilde Falchs vej har været mere stenet end de flestes. I maj udgav Falch sit femte studiealbum, Solen brænder, og i den anledning har GAFFA mødt sangeren og sangskriveren til et ualmindelig ærligt interview. Om anoreksi, stofmisbrug, alkoholisme, kærlighed, rockmusik og længslen efter et helt normalt liv.

– Jeg købte en sixpack i Karlslunde; det passede med, at jeg kunne nå at drikke lidt af den, mens jeg kørte hjemad – og inden jeg blev beruset – og så sidde i bilen og drikke resten, når jeg var kommet hjem. Jeg syntes ikke, min mand skulle se det. Jeg skammede mig. Så gik jeg op i lejligheden med en plan om ikke at skulle drikke mere. Men da jeg var kommet ind, kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne lade være, og gik ud efter en flaske sprut.

Ordene kommer fra Mathilde Falch og handler om hendes hidtil sidste aften på druk. Det er seks år siden, Falch sad nede i bilen og tømte den sidste sixpack – og aftenen blev kulminationen på en næsten ti år lang periode med alvorlige, personlige udfordringer. De hårdt optjente erfaringer og de genstridige dæmoner har leveret stof til efterhånden fem fuldlængde-album fra Falch. Det seneste, Solen brænder, udkom sidst i maj og byder som sine forgængere på en stærkt personlig sangskrivning. Her lægges ingen fingre imellem, når Falch sætter skarpt på livet, når det gør allermest ondt. Og sådan er det også, da jeg møder Falch til hendes første GAFFA-interview, siden hendes debutalbum udkom for ni år siden.

Vinduet

Vi er tilbage i lejligheden dengang i 2015, undervejs i indspilningerne af Falchs tredje album og med kroppen fuld af alkohol og skam. ”Min mand kom ind, kiggede på mig og sagde: ’Det her går ikke, det må stoppe. Jeg vil aldrig forlade dig, men vi får et lorteliv sammen, hvis du fortsætter sådan der’. De ord ramte og gik dybt ind,” husker Falch og fortsætter:

– Jeg havde troet, at jeg skulle leve et undergrundsliv med sprut og stoffer. At jeg skulle dø ung. Da jeg mødte min mand i 2010, startede en kamp for at kunne have et normalt liv, parallelt med kunsten. Og erkendelsen af, at også hans liv ville blive noget lort på grund af mit misbrug, ramte hårdt. Jeg stillede flasken fra mig. Dagen efter skulle jeg til lægen, fordi både min lever og mine nyrer havde det rigtig skidt. Jeg havde fået taget nogle prøver, og lægen spurgte mig direkte, om jeg var alkoholiker. Hun kunne se på tallene, at jeg drak for meget. Det føltes som om, at der åbnede sig et vindue, hvor jeg kunne handle på det. Og jeg har været ædru siden. Jeg tror på, at det handler om at ramme den slags vinduer i et misbrug, når de opstår. De er små, og nogle gange er man ikke i stand til at reagere på dem.

– Det kan provokere mig meget, når folk taler om viljestyrke i forbindelse med misbrug og tydeligvis ikke forstår, hvad misbrug er. Jeg var heldig, at jeg fik det vindue. Jesper blev et anker og en hjælp i forhold til at tro på, at jeg faktisk kunne blive en stabil type, en kone og en mor. Men jeg vil ikke være med til at fortælle en historie om, at kærligheden kan løfte dig ud af misbruget. Jeg kender rigtig mange fantastiske mennesker, som ikke lykkedes med at komme ud af et misbrug, selvom de har både børn og ægtefæller. Kærlighed alene kan ikke fjerne vores smerte og misbrug – der er flere omstændigheder, som er nødt til at være rigtige. Derfor er vinduet et meningsfuldt billede for mig.

Se musikvideoen til "Suk" fra det nye album, Solen brænder

Blodig dagbog

For Falch havde problemerne antaget uoverkommelige dimensioner allerede ti år forinden, hjemme på Langeland. Her udviklede teenageren Mathilde – datter af rockmusikeren og skuespilleren Michael Falch – en spiseforstyrrelse, som blev livstruende:

– Jeg var 17 år, da jeg blev indlagt. Dengang oplevede jeg, hvor svært det faktisk er at få hjælp i systemet – hvilket også er grunden til, at jeg stadig taler om de ting. Jeg havde anoreksi og nåede ud, hvor jeg ikke ønskede at levere videre. Jeg havde en psykolog og nogle pårørende, som ville mig det bedste, men vi oplevede, at det var virkelig svært at få lov at blive indlagt. Jeg blev først indlagt, da min læge vurderede, at jeg ikke ville overleve dagen ud – så det blev en somatisk tilstand, som muliggjorde min indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Det blev min vej til en seng på en lukket afdeling, hvor jeg blev sondemadet. Jeg havde givet fuldstændig op og ville ikke leve længere.

Det blev ønsket om at skrive sange – og helt konkret en blodplettet dagbog – som blev begyndelsen på Falchs vej ud af mørket. ”Jeg er vokset op med musik og har altid både spillet og skrevet,” fortæller Falch i dag og spoler tilbage til den afgørende dag på den psykiatriske afdeling for 12 år siden:

– Vendepunktet kom da jeg, efter godt et halvt års indlæggelse, begyndte at skrive. Jeg fik en dagbog, som jeg i første omgang brugte til at skjule, at jeg skar i mig selv. At jeg forsøgte at tage mit eget liv. Hver gang blev jeg kørt hen på en anden afdeling og blev lappet sammen igen. Og mod slutningen af dagbogen begyndte jeg rent faktisk at bruge den som et sted, hvor jeg kunne få mine følelser ud. Den blev min vej til at forstå mig selv. Dengang kunne jeg slet ikke snakke om mine tanker og følelser. Jeg har altid haft en rastløshed i mig og haft en følelse af ikke rigtigt at høre til.

– Men gennem at skrive fandt jeg et sted, som var mit. Mine ord begyndte at rime, og sangskrivningen gav mig livslyst og et sted at høre til. Jeg havde mistet håbet om at få et godt liv, men her var der pludselig noget, som jeg rigtig gerne ville. Jeg kan huske første gang, jeg for en stund var overladt til mig selv på afdelingen – jeg havde hidtil haft en fast vagt, 24 timer i døgnet, fordi jeg var så selvmordstruet. Nu var jeg endelig alene. Jeg fandt et skår fra en knust julekugle frem, det havde jeg gemt og besluttet skulle være mit våben. Jeg satte mig på sengen og tænkte, at øjeblikket var kommet – nu ville jeg tage mit eget liv. Og så kunne jeg pludselig mærke en følelse af, at håbet kom tilbage.

– I baggrunden kørte en cd med den amerikanske sangskriver Aimee Mann, som sang ”Save Me”, og symbolikken var ikke til at komme udenom. Måske var en form for frelse faktisk en mulighed. Det var oplevelsen af, at musikken borede sig ind og etablerede kontakt til et sted, som ellers var uden for rækkevidde. Jeg smed skåret, hev sonden ud og følte, at jeg var rask. Jeg var lige fyldt 18, så jeg udskrev mig selv. Så anskaffede jeg mig et lille Juno-108-keyboard, min Martin-guitar – som jeg stadig spiller på – og flyttede i en lille lejlighed i Vordingborg.

Se musikvideoen til titelnummeret fra det nye album, Solen brænder:

Desperat nødvendighed

Alene hjemme i den lille lejlighed i provinsen blev musikken et konkret redskab til at holde smerten på afstand. ”Jeg brugte al min vågne tid på at skrive sange og spille for mig selv. Når jeg skrev, følte jeg, at jeg havde en slags kontrol med de mørke ting, som stadig fyldte i mig. Det blev min vej tilbage og til at tage kontrol over mit eget liv. Når jeg skrev og spillede, kunne jeg ikke mærke smerten. Det var en måde at få det ud på – hvilket det stadig er, om end heldigvis ikke af samme desperate nødvendighed som dengang, siger Falch, som stædigt begyndte at skaffe spillejobs til sig selv kort efter udskrivningen fra den psykiatriske afdeling:

– Jeg slæbte jeg mit keyboard med til open mike-aften på det lokale spillested. Så sad jeg og spillede for min mormor og en bartender, som tog rigtig mange rygepauser. Jeg skulle bare ud at spille, så det gjorde jeg rigtig meget. Spillede på gader og stræder, skrev rundt til alle caféer og spillesteder, jeg kunne komme i tanker om – og kom i gang med at spille sammen med et lille band. Det gik hurtigt. Jeg havde bare lært mig selv nogle akkorder, og pludselig var jeg ude og spille koncerter.

Dermed var kampen mod dæmonerne dig langtfra overvundet. De antog bare – som dæmoner har en særlig evne til – nye skikkelser. For Falchs vedkommende blev det til adskillige års misbrug af først kokain og siden alkohol:

– Jeg prøvede at ryge og drikke for første gang som 11-årig. Det var en verden, som virkede meget dragende på mig. Mine venner gjorde det ikke, så det var mit eget projekt, indtil det lykkedes mig at finde nogle lidt ældre kammerater, som også gerne ville drikke og ryge. Mine forældre syntes selvfølgelig, at det var en rigtig dårlig idé. Men jeg syntes helt klart, at det var meget spændende. Da jeg fik anoreksi, stoppede jeg i flere år. Men når jeg lejlighedsvist drak, var det for at få blackout. Det var ikke en hyggeting, som det er for mange mennesker. Da jeg blev udskrevet – og stadig tumlede med store problemer – havde jeg en følelse af at være gået glip af en masse fester, hvor de andre havde haft det sjovt. Nu var det min tur, tænkte jeg.

– Jeg begyndte at eksperimentere med stoffer. Første gang, jeg prøvede kokain, vidste jeg nærmest på forhånd, at det ville være lige noget for mig. Derpå fulgte et år, hvor jeg tog rigtig mange stoffer. Og hvor jeg meget hurtigt blev afhængig. Sådan har mit mønster været: Efter den første cigaret var jeg storryger, efter den første kop kaffe skulle jeg drikke tyve om dagen, og sådan var det også med stofferne. Min mor og mine søskende opdagede det, da jeg en dag fik et blackout på stoffer. Derefter burede min mor mig inde på et værelse i nogle uger, hvilket var en stor hjælp for mig.

Lang fest

Efter afrusningen flyttede Mathilde til København, hvor hun, trods enkelte tilbagefald, formåede at holde sig fra stofferne. Til gengæld fandt hun i alkoholen en ny følgesvend, som gradvist overtog kontrollen de følgende år:

– Jeg var fokuseret på ikke at tage stoffer mere. Så begyndte jeg at drikke. Jeg havde en oplevelse af, at det ikke var lige så slemt som at tage stoffer, og folk omkring mig bestyrkede mig i opfattelsen. ”Så længe du ikke tager stoffer, er det fint...,” sagde de. Og i adskillige år derefter tænkte jeg derfor, at det var uproblematisk, at jeg drak meget. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke kunne lade være med at drikke. Jeg planlagde hver dag, hvornår jeg skulle have noget at drikke. Tankerne om det fyldte, og det er et fokus, som er frygteligt irriterende, fordi det stjæler pladsen fra alt andet. Jeg spillede meget, og i den setting var det acceptabelt at drikke meget. Jeg kunne så bare ikke stoppe, når jeg kom hjem.

I samme periode mødte jeg min mand og udgav plader. Jeg havde gode ting i mit liv, som de fleste misbrugere jo også har. Det var ikke entydigt, det var ikke bare fem år i helvede. Vi fejrede vores et-års bryllupsdag i et stort sommerhus på Samsø, hvor vi havde inviteret en masse venner. De strakte sig over otte dage, hvor folk kom og gik – men jeg var fuld hele tiden. Da festen var forbi, stoppede gæsterne med at drikke og glædede sig til at komme hjem til hverdagen. Mens jeg gav endeligt los – nu var det okay at drikke hver dag, og det var meget svært at lade være. Og folk omkring mig syntes ikke længere, at det var sjovt. Min mand ville ikke længere med mig til arrangementer, festen stoppede, og jeg kæmpede alene for min fortsatte ret til at drikke dagligt.

– Vi indspillede min tredje plade i et mørkt kælderstudie, og jeg tillod mig selv at gå i fordærv. Mange af sangene handlede om misbrug, og jeg gav mig selv lov til at drikke mig helt ned hver dag i den periode. I et håb om, at jeg så kunne stoppe, når vi var færdige med pladen. På det tidspunkt havde jeg prøvet et par gange at gå i behandling; jeg vidste godt, at jeg var ved at sætte mit liv over styr. Det fyldte for meget, på alle mulige måder. Jeg kunne ikke køre hjem, fordi jeg var fuld. Mit liv kunne ikke hænge sammen, simpelthen. Jeg havde ikke lyst til at have det sådan. Jeg vågnede hver dag og hadede mig selv, skammede mig dybt. Sagde til mig selv, at NU bliver det anderledes – blot for alligevel at drikke igen og vågne op til skammen dagen efter.

– Efter jeg stoppede med at drikke som 25-årig, var der mange, som spurgte, om jeg ikke følte, at jeg gik glip af noget. Men bare det at vågne op uden selvhadet er meget værdifuldt. Derudover var min krop skrøbelig, formentlig efter anoreksien. Mine organer havde haft det rigtig dårligt én gang, hvorefter jeg hældte en masse sprut på dem. Jeg havde kronisk blærebetændelse og gik til læge hyppigt, husker Falch.

Alle taler

Misbruget kulminerede under indspilningen af Falchs tredje album, Alle taler fra 2015 – og helt konkret den aften hjemme i lejligheden, hvor Jespers ord ramte hende som et godstog og fik hende til at stille flasken tilbage i skabet. ”Alle taler blev for mig en symbolsk afslutning på en lang, destruktiv periode. Der gik lang tid, inden jeg turde skrive igen,” husker Falch og uddyber:

– Jeg har måttet bruge lang tid på at adskille kunstneren og misbrugeren. Mange af mine egne musikalske helt har været misbrugere, nogle er endda døde af deres misbrug. Der er en del af kunsten, som trives godt i misbrug. I dag er jeg så heldig at være mor, have et hus og en hverdag, som jeg meget gerne vil have skal blive ved med at fungere. Men det er kontrastfyldt, og det står i nogen grad i modsætning til at være en produktiv kunstner. Jeg kan ikke sidde hele natten og være kunstner i dag. På den måde er det et kompromis for kunsten, når vi vælger det andet til. Jeg tror, vi får et bedre liv af det – men kunsten vil gerne være egoistisk, kunsten vil i bund og grund gerne være misbruger.

– Jeg skulle på turné umiddelbart efter, jeg var blevet ædru. Folk omkring mig opfordrede mig til at aflyse alt for at holde fokus på min ædruelighed. Men det var afgørende for mig at komme ud at spille og at lære at være i sammenhænge, hvor folk drak. For ellers ville mit liv for alvor gå i stå. Det lærte jeg hurtigt og trives udmærket i. Jeg elsker at feste, være sent oppe, danse, spille. Alle de ting, som mange forbinder med at være fuld, gør jeg stadigvæk. Det er vigtigt for mig, jeg har brug for at være i den dér feststemning. Men jeg var bange for at gå ind i skriveprocessen igen. Jeg havde aldrig skrevet en sang uden at være påvirket – jeg bliver hektisk og intens af at skrive, og det skulle jeg lære at være i uden at drikke. Jeg tænker stadig altid på at drikke, når jeg skriver. Det er nok bare en af de dér ting, jeg er nødt til at leve med – at der er situationer, hvor det er surt at undvære rusen. Og så huske, at der er endnu flere situationer, hvor det er markant bedre, at jeg er kommet ud af det.

Som et barn igen

Mathilde Falch har været ædru de sidste seks år – og er i dag mor til sønnen Leo, som hun skal hen og hente i børnehaven efter endt interview. Forinden havde hun genfundet modet til at skrive sange – nu i ædru tilstand – og i 2017 udkom fjerde album, betitlet Som børn igen. – Pludselig var det uundgåeligt for mig. Sangene kom bare, husker Falch og forklarer:

– Jeg beslutter mig ikke for at sætte mig ned og skrive. Pludselig er de der, og så vil de ud. Og hvis ikke jeg skriver, bliver jeg først for alvor sindssyg. Det blev en vild proces, hvor jeg skiftevis skrev og græd. Det var inden, jeg blev mor, så jeg kunne stadig godt tillade mig at sidde oppe hele natten og føle alt muligt. Jeg skriver ikke om tingene, mens jeg er i dem. Det kommer først bagefter, det er min måde at bearbejde oplevelser og følelser på. Privat er jeg dybest set ikke særligt interesseret i at snakke om mine følelser, og på den måde er jeg formentlig en besværlig veninde. Jeg gider ikke snakke om alt muligt. Det gør jeg i mit arbejdsliv og i min sangskrivning, så det interesserer mig ikke i mit privatliv. Ironisk nok, kan man sige.

I dag er de voldsomme problemer, som prægede Falchs tidlige ungdom – og første del af hendes karriere – kommet på afstand. Så meget, at Falch indimellem leger med tanken om at tage bare et enkelt glas rosé. ”Jeg ved godt, det muligvis er misbrugeren i mig, som taler”, tilføjer hun. De smertefulde erfaringer fylder stadig i sangskrivningen – også på det nye album, Solen brænder.

­– I forbindelse med min nye plade kunne jeg godt høre, at det lød, som om at jeg har et dårligt liv, fordi de her temaer stadig fylder så meget. Som om jeg ikke bare er en sangskriver. Jeg kan godt have lyst til at fortælle nogle andre historier. Men det har været vigtigt for mig at bruge min historie til noget og bruge den scene, som jeg har fået stillet til rådighed. Jeg holder mange fortælle-koncerter, hvor jeg taler om min historie – og jeg får post næsten dagligt fra folk, som står midt i en kamp eller er pårørende til én, som gør. Det fortæller mig, at det er godt at sætte fokus på de her problemer. Så pyt med, at der er nogle, som tror, at jeg stadig er indlagt, når de hører den nye plade.

Falchs fundament

I starten af karrieren var Falch i dialog med flere store pladeselskaber. Fremfor en hurtig start endte Falch imidlertid med selv at bygge sin karriere op fra bunden på den gammeldags måde. Og det har haft stor betydning, fortæller hun:  

– Jeg har en følelse af, at ingen kan tage det fra mig, som jeg har bygget op. Min musik er noget, jeg har med nogle personer – det er mellem mig og publikum. Vi aftaler at mødes på et spillested, og så gør vi det. Der er ikke andre inde over, vi er uafhængige. Min karriere bygger på, at jeg selv og et antal mennesker gerne vil min musik. Det er ikke pustet kunstigt op eller forsøgt stoppet ned i halsen på nogen. Tværtimod har det ofte føltes kikset undervejs, at jeg gik efter det. Jeg har stået og spillet, mens folk gik ligeglade forbi. Men der har siddet fem mennesker dernede, som godt kunne lide det – og så har de taget et par venner med næsten gang. Det er sådan, det er bygget op, og det kan man mærke til koncerterne. Arrangørerne på spillesteder har tit bemærket det – måske kom der ikke så mange, men dem som var der kunne til gengæld alle teksterne. Det handler ikke om at være populær, men om en ting, som jeg og mit publikum har sammen.

– Jeg har lige medvirket i tv-programmet Toppen af Poppen, og det var sjovt og spændende at høre om de her seje popmusikeres karrierer. Folk, som måske har udgivet deres første single på et stort pladeselskab og har haft et stort apparat i ryggen fra starten. I sådan en situation bliver fokus uundgåeligt et andet, fordi der er så mange mennesker involveret, som har brug for, at det skal blive en succes. Og som derfor bilder dig ind, at succesen er utroligt vigtig. Det er der aldrig nogen, som har bildt mig ind. Hvilket jeg er meget glad for, fordi det betyder, at jeg vitterligt er ret ligeglad med den dimension. I sidste ende handler det om, hvad der er et godt liv. Og for mig er det bedst, når det er musikken, som tæller – og ikke, hvor mange stjerner man har fået i GAFFA.

LÆS OGSÅ: Toppen af Poppen-stjerne fik skrevet hjertesag ind i kontrakt

Hør albummet Solen brænder:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA