x

KLASSIKEREN: Lugter som teenageoprør og er ligeglad med en 30-års-krise

KLASSIKEREN: Lugter som teenageoprør og er ligeglad med en 30-års-krise

Det er 27 år siden, at Nirvana-frontmanden Kurt Cobain gik bort i en alder af bare 27 år. Efter at have intellektualiseret den ellers ret hjernedøde rockmusik på det ikoniske album Nevermind tog Kurt på tragisk vis sit liv et par år senere. GAFFAs skribent Jim Knutsson vender nu tilbage til albummet, der blev udgivet for præcis 30 år siden i dag. Albummet viser ingen tegn på alderssvækkelse.

Den legendariske hitsingle, og måske den bedste introduktion på et album nogensinde, Smells Like Teen Spirit” starter med et iørefaldende guitarriff, der minder om Bostons "More Than A Feeling". Så eksploderer sangen fuldstændigt, når bandets på det tidspunkt nye trommeslager Dave Grohl (i dag frontmand i Foo Fighters) sætter gang i et disko-inspireret beat, og Krist Novoselic falder ind med en skøn, tilbagelænet basgang i versene.

Musikvideoen, der foregår i det, der skal ligne en skoles gymnastiksal med tilhørende komiske effekter som anarkistiske cheerleaders, blev spillet døgnet rundt på MTV. Hvilket hjalp bandet med at sælge deres uforskammede, apatiske og uspolerede lyd og image. Ikke alene lugtede det af revolution inden for det trist indpakkede musiklandskab, der herskede på dette tidspunkt, men det lugtede fuldstændigt af ankomsten af noget nyt, der sparker alle døre ind og overtager scenen.

Titlen ”Smells Like Teen Spirit” kom fra, da Kathleen Hanna, sanger i riot grrrl-bandet Bikini Kill, skrev ”Kurt Smells Like Teen Spirit” på væggen, mens Kurt lå og sov. Hun henviste til deodoranten Teen Spirit, men Kurt fejlfortolkede det som et revolutionært slogan, da han vågende til beskeden og ikke kendte til deodoranten.

Tekstlinjer som ”I’m worse at what I do best, and for this gift i feel blessed” og ”I found it hard, was hard to find, oh well, whatever, nevermind” vidnede om en helt ny måde at skrive tekster på, og man kunne begynde at komme ind til fester blot ved at sige ”here we are now, entertain us.”

Deres anarkistiske holdning var også tydelig i det britiske tv-program Top Of The Pops, hvor de vrængede sig gennem showet, da de blev tvunget til at spille over et backtrack. Kurt forsøgte derfor at efterligne The Smiths-forsangeren Morrissey, mens resten af bandet overdrev og spillede fuldstændigt ude af takt.

Det er altid svært at følge op på et debutalbum, men producer Butch Vig (i dag medlem af Garbage) formåede at fange bandets rå udtryk fra debuten Bleach fra 1989 og polerede det til at blive en vidunderlig blanding af punk og pop, som i dette tilfælde skulle kaldes grunge. Den dynamiske opskrift med bløde, rolige, melodiske vers, der eksploderer til støjende omkvæd og ditto riff, var tidligere blevet lavet af inspirationskilder som Pixies, men aldrig til denne perfektion.

Både de helt akustiske sange, som mørke og virkelighedsbaserede ”Polly” om en 14-årig pige, der blev kidnappet, tortureret og voldtaget, og bløde, celloledsagede og afsluttende ”Something In The Way” deler udtryk med rå, direkte punk-sange som "Territorial Pissings" med sin parodiske intro. Sidstnævnte blev spillet i talkshowet Friday Night With Jonathan Ross, da bandet var blevet trætte af at spille den lovede hitsingle ”Smells Like Teen Spirit” og i stedet angreb både instrumenter og forstærkere. De tre vers i den korte punk-sang byder på linjer som ”when I was an alien, cultures weren’t opinions”, ”never met a wise man, if so it’s a woman” og ”just because you’re paranoid, don’t mean they’re not after you.”

I singlerne ”In Bloom” og ”Come As You Are”, hvor sidstnævnte har klare musikalske referencer til Killing Jokes’ sang ”Eighties”, viser Nirvana fortsat deres mørke humor både visuelt og tekstmæssigt med linjer som ”sell the kids for food” og ”take your time, hurry up, choice is yours, don’t be late”. Den sidstnævnte tekst skulle Blink-182 siden referere til i ”Adam’s Song”, da Mark Hoppus sang ”I took my time, I hurried up, the coice was mine, I didn’t think enough”.

Mens Kurt Cobain blev hyldet som et geni for sine tekster, sang han "I don't mind, I don't mind, I don't mind, I don't mind, mind, don't have a mind". Bassisten Krist Novoselic spillede ofte barfodet under de kaotiske koncerter og demonstrerede sit unikke og melodiske swing i singlen ”Lithium”, hvor Kurt blander brillante sorthumoristiske vers som "I'm so ugly, that's okay, 'cause so are you" og bare råbte ”yeah” om og om igen i de eksploderende omkvæd.

Frustreret over, hvor svært det var at indspille ”Lithium” i studiet, begyndte Kurt pludseligt at jamme, og resten af trioen fulgte den eksplosive rejse, der endte i et hårdt og freaky nummer kaldet ”Endless, Nameless”, som var skjult efter cirka 10 minutter i den sidste sang på disken. Frustration, når det lyder bedst.

Albumcoveret med en nøgen baby, der svømmer efter en dollarseddel, som hænger på en fiskekrog, er lige så ikonisk som musikken, og ingen i bandet anede, hvilken succes de ville opnå med dette album. De ville hurtigt blive betragtet som datidens største rockband. En succes, der også skulle vise sig at være for tung for Kurt Cobain at bære på sine skuldre.

LÆS OGSÅ: Babyen fra "Nevermind"-coveret sagsøger Nirvana for børneporno

LÆS OGSÅ: Nevermind fylder 30 – historien om Kurt Cobain, del 1 af 3

Albummet udkommer i øvrigt i en deluxe-boks den 12. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA