x

KOMMENTAR: Rocken er ikke død – og det er ikke mindst kvindernes fortjeneste

KOMMENTAR: Rocken er ikke død – og det er ikke mindst kvindernes fortjeneste

Justus Ortmann er 22 år og musiker i bandet Moebius

Kære Simon Heggum

Jeg erklærer mig hermed uenig i din artikel for nylig på GAFFA.dk vedrørende rockmusikkens tilstand. Du kan til dels have en pointe i, at rockmusikken i sin reneste form måske ikke har vanvittigt mange musikalske komponenter at variere over. Ikke desto mindre er den, efter min mening, på vej tilbage. Den har rigtig nok ligget i koma de sidste mange år, hvor hiphoppen for alvor har gjort sit indtog på hitlisterne. Der har selvfølgelig været kunstnere som Arctic Monkeys (som tydeligvis har lagt distortionpedalen på hylden på seneste plade), Queens Of The Stone Age, Jack White, Royal Blood med flere, som har gjort sit for at holde fanen oppe, men den har ikke været videre prominent i populærmusikken.

Og ja, Greta Van Fleet er måske mere en budgetudgave af Led Zeppelin, end det er nyskabende rock. Som referencer til den tvivlsomt sejlivede genre nævner du Led Zeppelin og David Bowie, som jo må siges at være ikoner, der ændrede både genren og musik generelt. Men ud fra det virker det for mig at se, som om din opfattelse af rocken er noget bedaget.

Der er nemlig en del unge kvinder, der har taget den op til revision. Du nævner Olivia Rodrigo med en let trækken i mundvigen, og det er jo heller ikke rock i den klassiske forstand. Rockens tilbagevenden er, som du også nævner, funderet i 00’ernes amerikanske highschool-rock, men det er ikke desto mindre rock. Billie Eilish har fundet den overdramatiske tråd frem blandt monstrene under sin seng på titelnummeret fra hendes seneste plade Happier Than Ever. Bare fordi det ikke længere er læderjakker, eyeliner og Sex, Drugs and Rock & Roll, kan det stadig godt være rock. De er jo stadig sure på nogen, hvilket du også lidt nævner som et af komponenterne med ”farlighed og attitude”.

En anden er Phoebe Bridgers, hvis performance i Saturday Night Live ender ud i en kamp mellem guitar og monitor og skrig, skrål og højfrekvente guitarløb og må siges at være inspireret af nogle ikoniske The Who-optrædener. Så jeg vil nu mene, at farlighed og attitude lever i en vis forstand.

Og så er vi endnu ikke kommet til det, der sker på den danske musikscene lige for tiden. Jeg går ganske vist tit og ærgrer mig over, at den danske musikscene godt nok er meget præget af den førnævnte hiphop og dertilhørende r&b. Men udover at Danmarks største band siden Gasolin’, The Minds of 99 spiller rock i form af post-punk/new-wave-hymner, så er der for nylig begyndt at ske andre rockede ting og sager. Seneste og mest fremtrædende skud på rockstammen er de anmelderroste Joyce, der med både højtråbende, sure tekster, hurtige trommer og smadderguitar spiller en blanding af punk og stadionrock, og forsanger Sebastian Wegener leverer attituden helt ud til skidtet under neglene i liveformatet.

Derudover har duoen FABRÄK udmærket sig ved en form for Beastie Boys-punk-råbe-rap. De proklamerede godt nok til deres koncert under Spot Festival, at de ”ikke er et fucking punk-band” og deres nyeste single, ”24”, er også tættere på new-wavens Echo & The Bunnymen end Beastie Boys. Den har dog samme høje tempo som deres single ”VOLDSOM”, der lægger ud med hurtige trommer og hylende guitar-feed. I deres anden single ”DAARLIGT” ligger også en halvironiske let-punket samfundskritik, med næsten Talking Head’sk instrumentering. Din rockens trifecta: Sandheden, farligheden og tempoet.

Slutteligt vil jeg fremhæve søster-duoen PRISMA (billedet), hvis seneste ep Inside Out, jo høstede seks stjerner af dig selv. Endnu et band med høj fart, både musikalsk og karrieremæssigt. PRISMA har i modsætning til førnævnte navne et mere elektronisk fundament, men stadig en let distorted guitar buldrende rytmesektion, der kunne minde lidt om Depeche Mode tilføjet deres egne, meget karakteristiske harmonier. Med tekster om angst skriver de sig også ind i en form for rock’n’roll. Noget, der måske mere tilskrives 90’ernes klynkerock som Radiohead, Jeff Buckley og til dels også grungens ligegyldighedstilgang til tilværelsen hos Kurt Cobain og Chris Cornell.

At rocken stadig bruges som et aktivistisk og norm- og traditionsbrydende værktøj, er en af grundene til, at vi ikke skal lade den dø. David Bowie sagde engang, at da han begyndte at lave musik, var det en måde at påvirke samfundet på. At være aktivistisk. Nu er det en karrieremulighed. Efter punken svinede samfundet til i 70’erne og 80’erne, kom grungen og var ligeglad, og så kom klynkerocken og var ked af det. Men det har alle gange været et opgør med traditioner. Selvom det helt klart er meget karrierebaseret i dag, findes der stadig aktivistiske og samfundskritiske elementer.

Rocken er den genre, der bedst gengiver vreden og er derfor oplagt at bruge som udtryksform for frustrationer. Som sagt, så har kvinderne taget rocken til sig på det seneste, hvilket indebærer en form for underbevidst aktivisme i et opgør med de gamle rocktraditioner. Der har selvfølgelig været andre årsager til, at de ikke har været så meget på banen, men det har traditionelt set været en mandegenre. Måske fordi det jo er en meget aggressiv genre. Nu har kvinderne taget den op og på fornem vis. Så når landets største liveband spiller rock. Og kvinderne spiller rock. Og folk hører det og kan lide det. Så må det jo betyde, at det stadig kan betyde noget for nogen, og lige så snart det gør det, så skal man lade det leve.

Rocken lever efter min mening stadig. Selvom den har lidt en anelse de senere år, så bliver der pustet nyt liv i den fra alle forskellige leder og kanter. Og den kommer (forhåbentlig) til at blive ved med det. Som jeg læser det, er rocken efter din mening en af de mere simple og begrænsede genrer. Og ja. Led Zeppelins udgave af rocken er død. Rockismen er død. 60’erne og 70’erne er 50+ år siden. Men rockmusikken har flere facetter end sort. Og det er dem, der er tilbage på banen. For at citere et andet storhittende rockband, nemlig vinderen af dette år Eurovision Song Contest (som givetvis er noget af det mindst rock’n’roll du kan komme på) Måneskin: ”ROCK AND ROLL NEVER DIES!”

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Her ser vi rockens døde krop – skal vi lade den rådne op?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA