x

KLASSIKEREN: Opløst i sin menneskelige form for at kunne skabe et mørkt himmerige

KLASSIKEREN: Opløst i sin menneskelige form for at kunne skabe et mørkt himmerige

The Cure nåede mere end deres fulde potentiale på dette mesterværk, som ville opfylde Robert Smiths ønske om at have skabt netop sådan et inden det år, han fyldte 30. GAFFAs Jim Knutsson har næsten udelukkende rosende ord at dele ud af, når han bevæger sig tilbage til 1989 for at genopleve opløsningen af det menneskelige band, som i stedet ville tage en himmelsk form

Tavsheden brydes først, når en næsten uhørlig intro af en krigerisk blæseroptræden godt 20 sekunder inde i nummeret bliver angrebet af en stor, svulstig orkester-synth-loop, der er til at dø for, med tilhørende tung bas og langsomt unikt trommespil, hvor tordenen også gør sig gældende. Det føles som at være kommet til himlen, og en stemningsfuld, men samtidig distinkt guitarloop bygger blot på atmosfæren, og det bliver utroligt nok endnu smukkere i den indledende ”Plainsong”.

Når Robert Smith stræber efter at nå frem til mikrofonen for nærmest hviskende at talesynge dialogen, der udgør de ekkoende, kolde, regnfulde og mørke linjer om jordens undergang og død over den varme lydmåtte, afslutter han versene uventet og brat med ”then you smiled for a second.” Som for at give en form for håb for denne verden, og derfor bruges sangen i dag lige så meget til begravelser som bryllupper for mærkelige puslespilsbrikker, der har fundet hinanden.

Den sløve intro til den efterfølgende ”Pictures of You” bygger stille men sikkert videre på en af deres smukkeste sange, der eksploderer i en farverig eksplosion af legende guitarloops, der danner baggrund til Robert Smiths fineste sangpræstation nogensinde. Selvom du hørte den uden at være blevet kysset i dine teenageår, forstod du, at det er sådan, ulykkelig kærlighed føles.

Det ottende studiealbum byder på en perfekt blanding af alt, som bandet havde været og snust til tidligere. Alt fra navleskuende gothrock til lette popmelodier, hvor hver sang føles som et kunstværk, der er værdigt til at blive hængt op i et galleri. Overfladen er tilstrækkeligt flot til at lokke én ned i dybet, hvor pladen ligesom hallucinogene stoffer tager én med på en rejse uden for denne verdens rammer. Og stoffer og alkohol var også et problem inden for bandet, hvor keyboardspilleren Lol Tolhurst fik sparket efter, at pladen var udgivet, fordi han ikke bidrog med noget musikalsk længere.

At Adele fortolkede ”Lovesong” på sit rekordsælgende album 21 siger noget om styrken af Robert Smiths evne til at fremkalde følelser med enkle ord. Det er dog originalen, man skal lægge vægt på, som med sit uptempo skiller sig ud på pladen, hvor en ligefrem basgang er i fokus. Han skrev den som en bryllupsgave til sin kone, Mary Poole, som han stadig er gift med. Det tog ham næsten 15 år at kunne sige noget så enkelt som ”whatever words I say, I will always love you.”

Dette magnum opus er en af de bedste plader nogensinde og blev skabt, mens Robert Smith forsøgte at gemme sig fra den stjernestatus og depression, som fulgte med successen efter det forrige album, Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me, ved at fortabe sig selv i LSD. Han følte, at hans successer havde været overfladiske, og at han endnu ikke havde skabt det ikoniske værk, som alle andre kendte musikere havde lavet, før de fyldte 30 år. Noget, som ville stå imod tidens tand.

Og apropos LSD, så kommer du til at få mareridt om edderkopper gennem den gotiske musikvideo til ”Lullaby”, som væver den hviskende og hvæsende sang sammen med vuggevisen, der fungerer mere som en alarmklokke, hvor det gælder om at vågne i tide, hvis det skal lykkes dig at komme ud af spindelvævet. Smith hentede inspiration fra, når hans far plejede at finde på spontane vuggeviser, som han sang for ham, når han ikke kunne sove, og som ofte havde forfærdelige slutninger, der nærmest var tænkt som halvt maskerede trusler til, at det straks var tid til, at drengen skulle falde i søvn.

Den nye keyboardspiller, Roger O’Donell, som sluttede sig til bandet for at dække for Lol Tolhursts alkoholproblem på den forrige turné, brillerer på albummet.  I ”Fascination Street” er det dog bassisten, Simon Gallup, der tager alt fokus med sin hårdt pulserende og mørke, forførende look over et fast beat, mens Smith synger om en alkoholiseret aften i New Orleans, hvor Bourbon Street får sig et nyt navn.

Indspilningerne var langt fra gnidningsløse, og som sædvanligt, så er det ofte, at bands præsterer bedst, når de forskellige bandmedlemmer næsten forsøger at trumfe hinanden. Mørket og depressionen bliver kun dybere, jo længere ind i pladen, man kommer, og bliver til slut nærmest klaustrofobisk, inden man til sidst slippes fri. Selvom de mister en smule momentum i anden halvdel af pladen, bliver den første tanke endnu engang at påbegyndte den sammenhængende rejse på ny gennem bandets mest hypnotiserende og smukkeste værk nogensinde.

LÆS OGSÅ: The Cure-bassist forlader bandet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA