x

REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

GAFFAs samlede skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – ved prioriteret afstemning – kåret de bedste danske album i 2021. Der var som sædvanlig tæt opløb om pladserne.

20) Iceage: Seek Shelter

Hamskiftet fra no wave-smadder til modent rockband er fuldbragt på Seek Shelter, og selvom der stadig findes vildere indslag i løbet af albummet, er det rent faktisk lidt svært at høre, at det er samme band, vi har med at gøre. Selv Elias Rønnenfelts dommedagscroon har forandret sig til at næsten at være ren og skær skønsang. Kvaliteten er dog stadig høj hele vejen.

19) Jomi: Lyst

Lyst er et sangorienteret, dansksproget album i spændingsfeltet mellem sofistikeret jazzpop, singer-songwriting og indierock med erklærede forbilleder i navne som Joni Mitchell, Anne Linnet og PJ Harvey, og resultatet er fremragende. Alt på Lyst er simpelthen gennemsyret af høj kvalitet. Teksterne, melodierne, arrangementerne, vokalerne, musikerpræstationerne, produktionen. 

18) Communions: Pure Fabrication

Den ekstremt velsyngende Martin Rehofs stemme ligger stadig et sted mellem Brett Anderson, Sune Wagner og Michael Møller, og hans sangforedrag er en af grundene til, at Pure Fabrication bliver en levende og medrivende oplevelse. Når Rehofs stemme får lov til at ramme de høje, klangfulde toner i sit lysere register, er det nærmest svært at få armene ned. Det er sgu rart at høre en klangfuld og vedkommende frontmand i et alternativt, dansk rockband.

17) Mouritz Hørslev Projektet: Lykkelige mennesker

Denne gang får vi ni sange (med Mads Mouritz’ blide vokal i front) og tre digtrecitationer, hvor Lone Hørslev – som har skrevet albummets tekster – træder frem. Ligesom de tidligere udgivelser fra duoen er her tale om et meningsfuldt makkerskab, hvor de gode tekster følges fintfølende til dørs af de medvirkende musikere. Denne gang mediteres over både kærligheden og – ikke mindst – en bekymrende samtid, som sættes i perspektiv gennem poetiske panoreringer tilbage i historien.

16) Peter Sommer & Palle Hjorth: PSPHPT

Det har efterhånden kørt i flere år. Det afdæmpede, spartanske og Gainsbourgske sidespring, Peter Sommer og hans faste co-driver, den mesterlige klaverbokser Palle Hjorth har sammen uden om Sommers normale og aldeles fremragende backingensemble Tiggerne. Det har over tiden bragt dem til mange af landets kirker, kulturhuse og små spillesteder. Diskret har det set-up kastet dem i armene på et nyt publikum. Et, der ikke kommer for festen, men kommer for at lytte og reflektere. Nu er der så kommet et helt album af disse voksne fortolkninger. Resultatet er fremragende.

15) Angående Mig: Alt det jeg alligevel ikke tør sige

Det er svært at tro på, at der er noget, som Angående Mig ikke tør sige på sine punkede hiphop-inspirerede numre. Med sin anden ep giver den unge kvinde ironisk og oprørsk fingeren til skammen ved at have noget at sige. Ep’en eksperimenterer nemlig med trommemaskiner og atmosfæriske lyde, der fremstår som en mere smadret fortsættelse af ep’en Kunsten at lade som om, der udkom sidste år”. Men Alt det jeg alligevel ikke tør sige har ikke de samme slebne radiovenlige singler. Der er mere leg i lyden og kompositionerne, især med AutoTune og forvrængning af Laura Lilholt Andersens karakteristiske, dybe vokal.

14) Calby: Burnout

I en musikverden, hvor AutoTune og synthesizers fylder en del i lydbilledet, og hvor alle og enhver kan bakse et middelmådigt nummer sammen på deres computer, er det forfriskende at høre noget, der lyder ægte, autentisk og måske endda (pudsigt nok) en anelse gammeldags. Hvis du lukker øjnene, imens du lytter til albummet, vil du højst sandsynligt kunne fornemme en støvet kælderbar med brune stole, flossede ølbrikker og en mikroskopisk scene i hjørnet, hvor den moderne soulsanger Calby står med sit band. 

13) Benjamin Hav: Tesla

Et bombardement af singler og albumudgivelser har på rekordtid løftet Benjamin Hav fra hans succes med Albert Wanscher over i et decideret kultfølge omkring hans fortsat absurde ordspil leveret med sang og dyb kommanderende røst. Havs fremtoning efterhånden er så enestående, at andre rappere næsten kun kan lyde som efterligning eller stærk kontrast. Tesla fortsætter stilen fra forgængerne med veloplagte gæsteoptrædener, skarpe hooks, potente produktioner og frygtløs sangskrivning

12) Erika de Casier: Sensational

Erika de Casier forstår at producere sine numre, så de smager af 90’er-r&b-nostalgi med tydelige tråde til Aaliyah, TLC og det tidlige Destiny’s Child. Hun har taget det bedste fra fortidens pophymner og givet dem et drys af modernitet, så de også fungerer for dem, der ikke nåede at opleve magien ved MTV-kultprogrammet TRL's tryllebindende koncept. Der er da heller ingen tvivl om, at albummet rummet intelligente produktioner, som – når de sættes sammen med de Casiers næsten hviskende vokal – hæver hele kvaliteten af albummet.

11) Chinah: Feels Like Forever

Generelt er udtrykket noget mere lyst og finurligt end det, man har hørt fra elektro-indie-gruppen tidligere. Interludet ”Tailor” er en lille, legende synth-ballade med mystiske stemme-samples, og det er netop inputs som dette, der løfter hele albummet og gør det til et delikat og nytænkende projekt. Men Chinah har (heldigvis) ikke glemt, hvordan man viser tænder. Det beviser titelnummeret med mere aggressive percussions, insisterende bas og en mere laissez-faire vokalføring, der går fint over i et støvet og neddæmpet tema af ”Mysterious”, som følger trop lige efter.

10) Rebecca Lou: Heavy Metal Feelings

Der er sket meget, siden Rebecca Lou albumdebuterede. Dengang var det et band, nu er hun en solist. Og dengang spillede de punkrock, men i dag er de forvrængede guitarer og hårdtpumpede trommer delvist erstattet af keyboards og elektroniske beats, og musikken er lige så tæt på pop som punk. Heldigvis har Rebecca Lou ikke fået filet alle sine kanter af, og hun har også beholdt sine to stærkeste kort på hånden: Stemmen og sangene.

9) Artigeardit: Held og lykke med at komme hjem

Tekstmæssigt indikerer Held & lykke med at komme hjem på mange måder, at Artigeardit stadig er den samme med alt, hvad det indebærer af tankestrømme, kvindeproblemer og eksistentielle tømmermænd. På lydsiden er der dog sket en klar udvikling eller i hvert fald tiltrængt eksperimenteren. Selvom Artigeardit på mange måder har formået at skabe sin egen nichelyd, er han ikke bleg for at gentænke sit udtryk. En af de rappere, der trods adskillige år i gamet stadig har meget at byde på.

8) Lydmor: Capacity

Capacity rummer så mange nuancer og lag, både i teksterne og produktionen, at det er umuligt at absorbere det hele på én gang. For i labyrinten står detaljerne i en uendelig kø. Her er ambience sounds af metroer og tordenvejr (Labyrinth Faced Man og The Gadget Song). Her er 808-bas og AutoTune (LSD Heart). Her er pop og Björk i ét (Nevada). Her er leg med rum og klang, der giver dybde. Her er stilhed og støj. Her er mørkt og industrielt. Her er varmt og organisk. 

7) Selma Judith: Getting Angry, Baby

De 20 numre, som pladen byder på, er hver især små genistreger, der tilsammen skaber en begavelse af en debut, man kan høre er skabt af en kvinde, der i den grad har forstand på både at gribe de klassiske og poppede elementer an og fusionere dem ind til nye former og formater. Alligevel lyder det aldrig som en kraftanstrengelse, men blot ren leg for sangeren, sangskriveren og harpespilleren, som formår at skabe lydbilleder og fortællinger, der fra øregangen kryber ind i brystkassen, varmer godt og bliver siddende længe efter.

6) Jung: Forfra forbundet

Jung, der mildest talt bragede igennem med debuten Blitz, fortsætter fremad med fuld kraft med sange, der er kondenserede i deres energiudladninger. Jung har nemlig perfektioneret sig i at dreje popsange af tre minutters varighed. Det gør albummet til noget af en hurtigløber, hvor der ikke er tid til at dvæle ved melodisætningen, som er på plads fra start. Der er derfor truffet nogle markante valg af Jung, der ikke et øjeblik blotter sig eller lader tvivlen råde. Og øvelsen lykkes, og de får det til at lyde forbandet godt.

5) Bremer/McCoy: Natten

Bassisten Jonathan Bremer og tangentspilleren Morten McCoys musik er minimalistisk loungejazz med et umiskendeligt nordisk præg, et element af moden melankoli, en stram enkelhed, klar stringens og nok så væsentligt: en særegen kompromisløshed. Alt er melodisk og let at fatte, men ikke af den grund én-dimensionalt. De to musikere har vitterligt fundet en god balance mellem det helt enkle og det meget facetterede i deres cykliske musik. Og de beviser endnu engang, at de både kan fastholde deres profil og udvide deres spektrum.

4) Guldimund: Dem vi plejede at være

Der lefles ikke for nogen. Eller noget. På albummets ni sange udleveres alt. Tekstmæssigt nøgent og alvorstungt beskrivende om et parforhold, der trænger til akut førstehjælp. Musikalsk højtragende og patosfyldt. For hvor vi er vidne til den 15. bølge af mainstream 80'er-recirkulation i alment radiobølgeland, har Guldimund helt anderledes store ambitioner med sin eksperimenterende indie-folk. Det er modigt. For både operationen lykkes, og patienten overlever.

3) Prisma: Inside Out

Prisma anden ep er kun et kvarter lang – og den klare inspiration kommer fra danske helte som Mew og især The Raveonettes, der blandes med mere tvetydige navne fra start-10’ernes indiepop-boom som LCD Soundsystem og Tame Impala. Og alligevel besidder de fire sange en ekstremt høj kvalitet. En klangverden, der består af lige dele retro coolness, knugende, gotisk mystik, enkle pophooks og en fantastisk charmerende æstetisk sans, som går igen i alt fra komposition til produktion.

2) Love Shop: Levende mænd i døde forhold

Levende mænd i døde forhold er mørk, minimal og elektronisk popmusik uden derouter. Produktion og akkompagnement holder fokus fuldstændig på Unmacks natsorte sange, og ikke en tone eller tekstbrok er overflødig. På den måde kunne indgangsvinklen minde om de tendenser, Nick Cave har haft på senere plader som Push the Sky Away, Skeleton Tree og den glimrende Carnage fra i år. Rolige, syntetiske skyer af truende mørke og en eksistentiel følelse af afmagt og dyb melankoli.

1) Drew Sycamore: Sycamore

Drew Sycamore laver noget af den bedste popmusik, der findes på den danske musikscene i øjeblikket. Selvom stilen er lidt mere distinkt end på debuten, kan man stadig høre de helt særegne træk og kontraster, som kendetegner Drew Sycamore. Fra den rå, kantede guitar på ”45 Fahrenheit Girl” til den følsomme, klare vokal på ”Bodytalk”, fra kæmpe partybangers som ”I Wanna Be Dancing” til nedbarberede kinddansballader som ”Didn’t Get To Know You At All”.

Uanset hvilket nummer man lytter til, har man lyst til mere. Mere rå attitude og fandenivoldskhed som på ”Take It Back”, der med sin vibrerende opbygning hele tiden lægger op til den helt store energiudladning. Mere 80’er-lyd som på ”Tainted Love”, der blander et iørefaldende beat med en vild vokalpræsentation. Og mere inderlighed og søndagsbluesstemning, som følger med ”Crying Wolf”, der både giver ondt i hjertet og behagelige kuldegysninger på én og samme tid.

Albummet viser en kunstner, der både kan være skramlet og upoleret og følsom og blottet, og hvor man ikke nødvendigvis skal passe i en specifik kasse. Det er et album, der bør høres mange gange, og som cementerer Drew Sycamore som en af de toneangivende musikere i Danmark anno 2021.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album



Hør sangene på en playliste her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA