x

REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

GAFFAs samlede skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – ved prioriteret afstemning – kåret de bedste danske album i 2021. Der var som sædvanlig tæt opløb om pladserne.

20) Lil Nas X: Montero

Sangeren, rapperen og internetfænomenet Lil Nas X har været en omdiskuteret karakter, siden hans countryrap-hit “Old Time Road” erobrede alverdens hitlister i 2019. For mange har han og hans udforskning af genrer indtil videre været svær at placere, og derfor var det ikke umiddelbart til at regne ud, hvordan sangerens debutalbum egentlig ville komme til at lyde. Nu er det her så, med gæsteoptrædener fra blandt andet Doja Cat, Elton John og Miley Cyrus og stadig genremæssigt vidtfavnende. I løbet af udgivelsen fortæller Lil Nas X åbent og ærligt om sine usikkerheder, sin fortid, om ensomhed, om ulykkelig kærlighed og om sin seksualitet – og kvaliteten er høj. 

19) Robert Plant & Alison Krauss: Raise the Roof

14 år. En evighed i musikkens verden. Og det har ikke skortet på opfordringer i de mellemliggende år til Robert Plant og Alison Krauss om at følge op på Raising Sand – det overraskende samarbejde mellem rockguden og bluegrass-superstjernen, der blev en millionsucces. At Plant har rundet de 73 år og Krauss de 50, betyder intet. Stemmerne passer fortsat uforskammet godt sammen og fremstår stærke hver især på et album, hvor kærlighed og tab er kodeord. Kærlighed som i drivkraft eller destruktion. Tab som i bristede drømme og livstro – eller mistet eksistensgrundlag.

18) Spellling: The Turning Wheel

Hvor Spellling brugte Mazy Fly og debuten Pantheon of Me til at perfektionere en særegen blanding af sovekammerpop, horror-soundtrack og BR-orgel, har hun på The Turning Wheel åbnet op for alle inspirationskilder og satset alt på et enormt spraglet kludetæppe af… ja, alt hvad hjertet begærer? Bevares, man kan godt genkende Cabral, hvis man ved, hvor hun kommer fra. Dertil er hendes udgangspunkt i okkultisme, sort magi og sci-fi stadig stærk i sangskrivningens fundament. Men ved første ørekast rammer de ambitiøse og dybt orkestrerede klangfarver en på de i alt 12 sange, der udgør denne fortryllende forvandlingskugle af psychpop.

17) Low: Hey What

Det distortede lydbillede, bandet skaber i samarbejde med produceren BJ Burton (Bon Iver, Taylor Swift, Charli XCX) fungerer nærmest som en slags lydbølger, der svøber sig mareridtsagtig om lytteren. Men når de drømmende og overjordiske vokaler træder ind, fungerer de som det opblødende bindemiddel, der giver albummet sjæl og substans. Og denne gang ligger de klædeligt helt fremme i lydbilledet i forhold til sidst. Lows mareridtsagtige støj lyder på Hey What som kirkesalmer kørt gennem en blender. Efter næsten tre årtier har bandet genopfundet sig selv.

16) Foo Fighters: Medicine at Midnight

Med deres tiende album har Foo Fighters begået deres til dato korteste album. Ni sange og knap 37 minutter er det blevet til, men kvalitet er jo bedre end kvantitet, og der er ikke mange kedelige stunder på udspillet. Udgivelsen er nok også deres mest poppede og dansevenlige til dato, uden dog at sælge ud af rocken og bandets grundværdier, og melodimaterialet er stærkt hele vejen.

15) Drake: Certified Lover Boy

Fortællingen om drengen, der blev far, men måske aldrig mand. Selvom temaet er set og hørt ad flere omgange i rapperen og sangerens diskografi, er det aldrig sagt så koncist og distinkt. Certified Lover Boy er i al sin plathed, klichéer og stjålne idéer fra nær og fjern noget af det bedste og mest selvudleverende, som Audrey Graham og det efterhånden mangfoldige bagland har skabt.

14) Tyler, The Creator: Call Me If You Get Lost

Hvor forgængeren Igor introducerede en ny side af Tyler, vender han på dette album stærkt tilbage til rappen ‒ i mere end én forstand. Først og fremmest i form af, at han på dette album er vendt tilbage til at rappe derudad, og derudover fordi albummet er krydret med referencer til hiphop-æraerne før Tyler og hans jævnaldrende greb stafetten ‒ fra det tydeligt Old Dirty Bastard-inspirerede albumcover, til det faktum, at ingen anden end mixtapekongen DJ Drama hoster albummet og løbende agerer hypeman på udgivelsen. På lydsiden er albummet velproduceret og spækket med alt fra soul-, og r&b- til rock- og dancesamples. 

13) The Killers: Pressure Machine

Der er sikkert mange, der har et ambivalent forhold til byen, de voksede op i. Vennerne, drømmene, den første kæreste og alle forestillingerne om, hvad der skulle ske – om de så blev forløst eller kuldsejlede. Men at det skulle danne basis for et koncept-style album med Las Vegas' bombastiske sønner i The Killers og samtidig skulle afsløre, at Brandon Flowers ikke oprindeligt er fra Vegas, men der imod fra lillebyen Nephi, det havde vi nok ikke ventet. Men sådan er det, og det er et inspirerende valg – tydeligt inspireret af Springsteen.

12) Little Simz: Sometimes I Might Be Introvert

Seks år efter udgivelsen af sit debutalbum har den engelske rapper Little Simz nu landet sin fjerde albumudgivelse. Og hvis der stadig skulle herske tvivl om, hvorvidt Little Simz fortjener sin plads på scenen, maner dette album den godt, grundigt og uigenkaldeligt i jorden. Udgivelsen tager lytteren med på en rejse gennem sindet hos en introvert, velreflekteret, skarp og talentfuld ung kvinde. Fra hendes egne oplevelser, tanker og følelser til overvejelser om samfundet og verden og hendes egen position i den. Noget, der i høj grad bidrager til albummets kvalitet, er de mange forskellige typer instrumentaler, som Simz hver især mestrer at rappe over til et 12-tal. At lave en udgivelse med 19 numre er måske lige til den lange side, men variationen i stemning, tempo, instrumenter og tematikker gør, at albummet på intet tidspunkt er andet end underholdende.

11) Thåström: Dom som skiner

På det tiende album sænker Nordens bedste sangskriver paraderne og virker næsten i balance med sig selv, mens han beskuer sit eget liv. I forhold til forgængeren Centralmassivets kaskader af tung og højspændt industrial prøver Thåström med færre virkemidler at lade sangene emme i et elektronisk krydsfelt af melankoli og poetiske iagttagelser.

10) Kanye West: Donda

Næsten to timer lange Donda kræver virkelig noget af sin lytter. Ikke kun din tid, men også din fulde opmærksomhed og tankevirksomhed, før værket for alvor folder sig ud. Her er ingen banger af en oplagt hitsingle, men Kanye er tydeligvis gået efter det kompromisløst knugende og himmelsøgende gospelfornemmelser snarere end dansegulvet. Donda indeholder dog stjernestunder, der matcher toppen af mandens tidligere bedrifter. Et album, der var været ventetiden værd.

9) The War On Drugs: I Don’t Live Here Anymore

Et album, der beviser, at hverken eventuel corona-relateret rust eller Adam Granduciels relativt nybagte faderskab har bekriget The War On Drugs' kapabilitet. Både bandets besnærende, 80'er-nostalgiske far-rock-lyd og det vanlige, vanvittigt høje bundniveau går igen, om end man har komprimeret indholdet en anelse i forhold til de to umiddelbare forgængere. I Don't Live Here Anymore er en udgivelse, der endnu en gang er med til at befæste The War on Drugs som et af nutidens fremmeste rockbands. Slet og ret. 

8) James Blake: Friends That Break Your Heart

Der er omhyggelig plads til både rap, gæstevers og duetter, mere tempo og variation end de forrige udgivelser, og så er sangskrivningen om muligt endnu mere i fokus på Blakes seneste album. Manden med klaveret og den bløde stemme lavet endnu en stor lytteroplevelse, hvor du næsten ikke kan undgå lige at stoppe op og lytte ekstra godt efter eller spole tilbage for lige at fange de små skift eller blændende finurligheder. 

7) Adele: 30

Adele har en kvalitet i stemmen, der får én til straks at sænke skuldrene og sukke på den gode måde. Hendes fjerde udspil er et album med mange udtryk – på godt og ondt. Fra de velkendte klaverballader med store omkvæd over let elektroniske elementer og et jazzsample til noget, der minder om et forsøg på at genskrive The Great American Songbook med kor, violiner og hele udtrækket. Et album, der både viser musikalsk vovemod og understreger, at hun stadig er en helt formidabel sanger.

6) St. Vincent: Daddy’s Home

Annie Clarks musik er en unik popmutant båret på lige dele indie-quirk, retrolyd, art-school-teater og hendes altoverskyggende varemærke i den virtuost skrattende lead-guitar. Det er 70’ernes sorte New Yorker-funk, soul og r&b, som Clark lader sig inspirere af på Daddy's Home, hvor Rhodes, clavinet, kaskader af blæs og stryg og tørre, håndspillede grooves går hånd i hånd med Clarks guitar. Uanset hvilke klæder Annie Clark klæder sig i, lyder hun dog stadig som sig selv. Ikke ulig en vis Starman, i øvrigt.

5) Lana Del Rey: Blue Banisters

Kun små syv måneder efter, hun berigede os med Chemtrails Over the Country Club, er Lana Del Rey tilbage med endnu et fuldlængde-album. Kvaliteten af materialet og intensiteten af fremførelsen heraf er dog bestemt i behold. De klaverbårne sange, der præger Blue Banisters, bevæger sig både i velkendt Lana-territorium og ud ad nye stier. Nok er sangene ved første lyt måske ikke lige så melodisk umiddelbare som på forgængeren, men til gengæld smyger de sig som en klapperslange gennem negligé mindst lige så effektivt ind under huden for at blive der et godt stykke tid.

4) Wolf Alice: Blue Weekend

London-kvartetten har præsteret et album, der konstant veksler mellem det pompøse og storladne og det skrøbelige og helt nære. Det varierede musikalske udtryk var også markant på deres to første udspil, men bliver på Blue Weekend løftet til et nyt niveau. Der veksles næsten symbiotisk mellem shoegaze, grunge-klang og klassisk guitarindierock, imens bandet formår at fremstå på én gang sårbare og helt igennem selvsikre rockstjerner. Det stritter i virkelig mange retninger, men alligevel formår Wolf Alice at binde trådene sammen til et helstøbt værk.

3) Nick Cave & Warren Ellis: Carnage

Et album, der har mere karakter af digtrecitation og lydlandskab end af regulær rockmusik. Dommedagstematikken er ingenlunde nyt stof hos Cave, men giver selvfølgelig konkret mening i forhold til albummets aktuelle kontekst: den store COVID-19-pandemi, som har tvunget en række lande i undtagelsestilstand og konfronteret en højt udviklet civilisation med sin egen forgængelighed. Med deres sproglige billeder og indimellem åndeløst smukke forløb rækker sangene her dog ud over deres umiddelbare situation: Carnage er ikke et corona-album, men vel snarere en sangcyklus om fortabelse og frelse.

2) Lana Del Rey: Chemtrails over the Country Club

Som sædvanligt er der masser af dybde hos Lana, til trods for, at hun tydeligvis bevæger sig i højere luftlag end så mange andre. Albummet har måske ikke samme episke anslag som forgængeren Norman Fucking Rockwell, men hvem er også interesseret i gentagelser? Lana del Rey har for længst bevist, at hun er i stand til at udvide sit fascinerende univers, og albummet her hører til blandt hendes fineste bedrifter. Afsindigt iørefaldende og døsigt afhængighedsskabende.

1) Billie Eilish: Happier Than Ever

En generationsstemme og en verdensstjerne. Det er beskrivelser af 19-årige Billie Eilish, som står klistret ud over internettet, og det er svært at argumentere imod.

Hendes toer er et superstærkt album, som lever op til alle forventningerne. Albummet kredser om emner som misbrug, seksuelle overgreb, grooming, håbløs forelskelse og berømmelse, og hvordan den har sneget sig ind i samtlige aspekter af Eilishs tilværelse i L.A.

Happier Than Ever trækker på soulens inderlighed og jazzens legesyge DNA og lader det være lydtæppet, mens det undersøger, hvordan berømmelse har skadet Eilishs tilværelse, at ”the male gaze” kan tage et skib ud af verden, at der er nogle ulækre strukturer i verden, og at det faktisk stadig er svært at navigere gennem en karriere i så ung en alder, når alle vil have et stykke af én. Det er kombinationen af det genkendelige i de ældre organiske lyde og det nye og elektroniske lydbillede. Og den kombination resulterer i fremragende popmusik, som kun Billie Eilish og producer og bror Finneas kan lave det.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

Hør sangene på en playliste her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA