x

Top Fem: Martin Hall

Top Fem: Martin Hall

Efter nærmest at have fået sit folkelige gennembrud i efteråret som dommer i DR1's talentshow Talent 2008 er sangeren, sangskriveren, komponisten, forfatteren med mere Martin Hall tilbage i sin vante rolle som eksperimenterende kunstner. Han er aktuel med det nye studiealbum "Hospital Cafeterias" og genudgivelserne af to ældre album, "Apparently All The Same" og "Random Hold", oprindeligt udgivet i henholdsvis 1984 og 1996, men nu remastereret og forsynet med bonusnumre. Vi har spurgt Hall, hvad han har på sin aktuelle Top Fem.


1. Malte Laurids Brigges Optegnelser

Øverst på listen ligger endnu en nattelæsning af den tysksprogede digter Rainer Maria Rilkes eminente (og eneste) prosabedrift "Malte Laurids Brigges Optegnelser". Det er tredje gang, jeg læser den – et værk, der ligesom Marcel Prousts skrifter kan læses med nyt udbytte, hver gang man fordyber sig i det. Dunkelt, sælsomt og sitrende. En seismografisk fintfølende sjæls strøm af lysende ord, der trodser al tyngdekraft, og som i deres fald mod stjernerne lyser verden omkring én op.

2. Futurlieder
Næste led i kæden må være cd’en “Futurlieder” med Franco Casavola, komponist og skribent inden for den italienske futuristbevægelse. Pladen indeholder 28 originale værker skrevet af ham mellem 1922 og 1927, indspillet af Daniele Lombardi (flygel) and Susanna Rigacci (sopran) mellem 1994 og 2004. Indeholder blandt andet ”Tango Viola Da Cabaret Epilettico”. Mere end almindelig anbefalelsesværdig. Og så vil coveret til pladen ganske givet minde visse brugere om en helt anden udgivelse ...

3. Westmalle Tripel
For at tingene nu ikke skal gå hen og blive alt for tungsindige, så lad mig lige inkorporere en flaske Westmalle Tripel på 9,5%. Har man periodisk fået absint nok, så er denne trappist-øl en gave fra himlen – beroligende og ren. Drikker ukristeligt lidt, men når det skal være, så er det så absolut mit foretrukne mærke.

4. Robert Wyatt
Har netop modtaget den lille Robert Wyatt-boks ”EP’s”, en vidunderlig miniature-samling bestående af fem discs, smukt designet af hans partner Alfreda Benge. Min favoritplade med Wyatt er ”Shleep”, hvorfra ”EP’s” blandt andet indeholder et remix af ”Free Will And Testament”. Kan nu bedre lide originalen, men Robert Wyatts stemme er og bliver gudesendt.

5. Undergængeren
Er faktisk endnu ikke begyndt på den, men glæder mig allerede så meget til at komme i gang med Thomas Bernhards “Undergængeren”, at den alene på grund af sin tilstedeværelse i rummet øjeblikkeligt ryger med på min aktuelle Top 5. Plot: Tre pianister møder efter sigende hinanden til undervisning hos virtuosen Horowitz; den ene af dem er Glenn Gould. Ifølge rygtet en uhyre giftig sag.

"Hospital Cafeterias" og genudgivelserne af "Apparently All The Same" og "Random Hold" er på gaden 2. februar, og samme dag kan du læse et længere interview med Martin Hall på GAFFA.dk

Martin Halls hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA