x

Sia - Danskere får mig til at føle, at jeg er på opiater

Sia - Danskere får mig til at føle, at jeg er på opiater

Sia Furler. 34 år. Født i Adelaide, siden flyttet videre til London, Los Angeles og New York for at forfølge musikkarrieren. Hun har udgivet fire albums (det første selvudgivet), senest ”Some People Have Real Problems”, som udkom i USA og England sidste år, og som udkom herhjemme i februar. Sia, som hun kaldes, har været vokalist og optrådt med Tina Dickow (og senest José Gonzalez) i engelske Zero 7. Hendes stærke, lettere nasale stemme har også figureret på Massive Attack-numre. I Danmark er hun nok mest... eller mindst, om man vil ... kendt for at have lavet nummeret ”Breathe Me”, uddrag af hvilket bliver brugt i Nykredit-reklamerne. Du kender det, når du hører det. Hendes nye plade har skaffet hende massiv omtale i USA, hvor hun blandt andet har gæstet David Letterman i The Late Show. Det er også denne plade, der skulle blive hendes internationale gennembrud som solo-artist.

Sia har sikkert mange problemer, men dårligt humør er ikke et af dem. Vi fangede den stor-grinende sangerinde til en snak om kartofler, repetition, John F. Kennedy, BMW, det danske musikmarked og perspektiv på problemet ”problem”. Vi bringer her en forlænget version af interviewet.

Hej Sia. Vi skal tale om dit nye album, men lad os få nogle af de praktiske ting på plads først. Du er endnu ikke så kendt hos det danske publikum, så vil du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv. Hvis nu du skulle beskrive dig selv med tre ord?

- Small blonde potato, konstaterer sangerinden tørt med bemærkelsesværdig australsk accent, og allerede her bryder hun ud i det første af mange enorme latteranfald.

Du er fra Australien, men hvor bor og arbejder du for tiden?

- Jeg har ikke boet i Australien i 11 år. Jeg flyttede til London omkring 1997. Derefter videre til Los Angeles, hvor jeg har boet i to år, og nu i New York, hvor jeg har boet i halvandet år.

Hvad betyder det for din musik og sangskrivning, at du er fra Australien?

- Det betyder garanteret en hel del, men det er nok mere folkene, jeg var omgivet af. Min mor og far har haft stor betydning for min musik. Vi boede i en forstad til Adelaide, mod nord, hvor der var mange kreative fag. Musikere, costume designere, sådan nogle ting. Der boede endda også en hestehvisker. Sådan nogle ting. Desuden var vi venner med Colin (Hay, red.) fra Men At Work. Når jeg hører hans plader nu, så kan jeg høre, at jeg har stjålet en del fra ham. Ubevidst og uomgåeligt har jeg stjålet fra Uncle Colin hele mit liv.

På repeat

Hvor lærte du at synge?

- I mit soveværelse. Jeg havde en båndoptager og et bånd med plads til 30 minutter på hver side. Jeg fandt det igen på et tidspunkt i mit voksne liv. På den ene side var der et uddrag af et The Doors-nummer (Sia begynder at nynne klaver-stykket fra ”Light My Fire”, red.). Jeg havde kun optaget den del, og så gentog den det samme stykke igen og igen, og så sang jeg bare med. På den anden side var der gentagelser af et stykke fra The Pretenders' ”Don't Get Me Wrong”... Det kan jeg stadig ikke helt ramme.

Haha. Og hvad sagde dine forældre til at høre det samme igen og igen?

- Jeg tror ikke engang, de opdagede det. De var sikker nedenunder og havde venner på besøg. Men jeg tror, jeg har absorberet meget af min musikalske tilgang fra familien. De tog mig altid med til koncerter og i teateret. Vi var inde og se The Stray Cats (newyorker-rockabilly band), da jeg var fem år gammel. Jeg havde et par hovedtelefoner fra et fly på, men jeg var vild med kontrabassen, så jeg blev ved med at tage dem af, og fik henstillinger fra min mor. Jeg prøvede bare at synge med på alt den popmusik, jeg kunne finde. Jeg prøvede at imitere alle de sangerinder, jeg kunne lige. Og da jeg startede med at lave min egen musik, så var det faktisk variationer over imitationerne. Imitation plus kartofler = mig.

Hvad er din relation til Danmark? Du kender Tina Dickow?

- Ja, Tina og jeg var i Zero 7 på det samme tidspunkt. Vi var på tour sammen i et par måneder, nej faktisk mange måneder. Hun er et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hun har en meget tør form for humor, og hun er også en fremragende sangerinde. Jeg har også lært en enkelt anden dansker at kende gennem hende. Vi har spillet i Danmark flere gange. Er Roskilde i Danmark? Vi har spillet Vega og Roskilde Festivalen to gange.

Hvordan var det?

- Det var gode tider. Danskere får mig til at føle, at jeg er på opiater (man fornemmer, at det er et kompliment, red.) – enhver af de stoffer, som folk tager for at få smerten til at gå væk. Heroin, morfin. Danskere er som regel rolige på en gennemslagskraftig måde og har rigtig god humor, som får mig til at slappe af. Det er jeg vild med. Jeg kan huske, jeg snakkede med min management om det – Tim og David (Tim Clark og David Enthoven fra IE Music, som arbejder med Robbie Williams og danske Asteroid Galazy Tour). Jeg sagde til dem; Danmark, det er et marked, jeg virkeligt gerne vil ind på.

Hehe. Ja, men du vil nok hurtigt have overskuet det marked. Altså fem millioner mennesker genrerer jo ikke det helt vilde salg...

- Og folk vil sige: Sia? Oh yeah, hun var stor i Danmark.

Rige menneskers problemer

Tilbage til musikken. Hvad betyder ”Some People Have Real Problems” i denne sammenhæng?

- Det er faktisk en intern joke med bandet, som vi fandt på, da vi inspillede pladen. Og da vores management spurgte efter et navn, så var det næsten oplagt. Det var en sarkastisk kondensering af, at vi brokkede os over små ubetydelige ting. Trafikken var virkeligt dårlig, da jeg kørte til studiet i min BMW. Appelsinjuicen er ikke sød nok. Det er ikke mineralvand, men danskvand. Og så var ”Some People Have Real Problems” et godt svar. Det er en påmindelse til folk, at der findes mennesker med alvorligere problemer. Som ikke har en BMW, som ikke har adgang til rent vand, som sulter, som ikke har en kørestol og derfor ikke kan forlade sit hjem. Det er de rige menneskers problemer. Alle der kan gå ud og købe et album med det navn, har ikke et problem.

Du er tidligere blevet beskrevet som ekstremt selvbiografisk i din sangskrivning. Har det nogen sammenhæng med dine egne oplevelser?

- Nej, det gælder bare om at have en svag opmærksomhed på, at der er andre dele af verden, hvor folk sulter, dør og lever med enorm sygdomsrate. Mig og mine lever i en parallel virkelighed, hvor problemer er, når der er kø til sandwichbaren for at købe en aubergine-parmesan-frokost, eller når flyet er forsinket. Det er et forsøg på at opretholde en fornemmelse af perspektiv. Jeg siger selvfølgelig ikke, at jeg ikke selv nyder godt af de vesterlandske levevilkår. Jeg er ingen Mother Theresa.

Godt svar! Hvad er det, du forsøger at sige med pladen?

- Der er ikke noget overordnet tema, og ingen direkte forbindelse til titlen, der er båret af en teenage-humor. Intet i mit liv er sammenhængende på den måde, at jeg kan lave musik og konceptalbum på den måde. Sangene er skrevet over en periode på tre-fire år. Nogle er skrevet over længere tid, andre er skrevet en uge før vi gik i studiet. I slutningen af skriveprocessen har jeg som regel 40-50 sange at vælge imellem. Jeg vælger de 15 bedste at indspille og sender følere ud til venner, producere og managere. Det giver automatisk en stor spredning. Jeg er ikke dedikeret nok og har ikke referencer nok til at lave et konceptalbum.

Spørg ikke, hvad du kan gøre...

Jeg synes ellers, det er ret dedikeret bare at skrive 50 sange og indspille en plade?

- Det er sjovt, for det føles slet ikke som dedikation. Det er ikke hårdt arbejde at skrive sangene. Det er hårdt arbejde at få ordet ud på gaden. Det giver en vis selvtilfredsstillelse at arbejde hårdt med promotion, for ellers føles det slet ikke som et job. Repetitionen gør, at man bliver lidt skør.

Hvad har den nye plade gjort for dig, som de første ikke gjorde?

- Det er ikke, hvad pladen har gjort for mig, men hvad jeg har gjort for den... (Herefter en lang pause med latteranfald).

Haha. Rent John F. Kennedy...

- Jeg har ikke arbejdet og gjort særligt meget for de første to albums. Jeg lavede kun fire worldvide interview. Jeg tror, jeg har lavet 1200 interview på det her album allerede, siden det udkom i starten af 2008 i USA. Det handler ikke om talent længere. Det handler om strategi. Det fandt jeg først ud af for nylig. Du skal lave arbejdet, som singer-songwritere altid har gjort, og så skal du huske at fortælle det til tusindvis af mennesker. Jeg troede, at jeg havde en psykisk forbindelse til folk, som derfor bare ville gå ud og købe min plade. At Gud ville fortælle dem det. Det var selvsaboterende. Jeg var doven og uansvarlig, og basalt set ville jeg kun være med til at lave det sjove arbejde.

Hvor langt er du kommet med pladen?

- De første to plader var ikke så gode som den her. Man vil altid synes, at det seneste, man har lavet, er det bedste. Du vil ikke risikere at gå et skridt ned ad stigen. Jeg har også fundet ud af, at jeg skal lave promotion og interviews, hvis jeg skal tjene penge på det og leve af det.

Du er rimeligt hurtigt til at indrømme dine egne fejl og problemer. Det virker ret usædvaneligt, når man taler med folk, der skal promote sig selv.

- Det er en shame-attacking-strategi. Det er bedre at pege ens egne fejl ud, før alle andre gør det.

Beck (Hansen) tilføjer backing vokaler på ”Academia” og ”Death By Chocolate”, sidstnævnte hvor producer Greg Kurstin også spiller klaver. ”Some People Have Real Problems” udkom den 2. februar i Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA