x

Top Fem: Jacob Faurholt

Top Fem: Jacob Faurholt

Den 30-årige århusianske sangskriver Jacob Faurholt, der før i tiden slog sine folder under navnet Jacob Faurholt And Sweetie Pie Wilbur, har netop udgivet sit tredje album. Du kan læse et længere interview med ham her (Jacob Faurholt - Når noget så simpelt kan være så smukt), hvor han fortæller GAFFA om tilblivelsen af den nye plade, temaerne og singer-songwriter-traditionen. I samme forbindelse bad vi sangskriveren om at lave sin Top Fem:

Twin Peaks
Efter min mening den bedste serie, der er lavet. Jeg kan svagt huske, at jeg lå bag puden og smugkiggede, da serien blev sendt for mange år siden, og siden har jeg haft lyst til at gense den. Jeg købte derfor dvd-boksen og nød serien fra ende til anden sammen med min kæreste for et års tid siden. Jeg elsker det lille samfund, som serien udspiller sig i, og det utal af fantastiske personer, ikke mindst Kyle Maclachlan som Agent Dale Cooper. Og så selvfølgelig den uhyggelige stemning, som David Lynch er mester i at skabe. 

Haruki Murakami
Den første bog, jeg læste af denne japanske forfatter, som efterhånden har fået et bredt gennembrud, var Norwegian Wood. Den står frem som en af de bedste bøger jeg har læst. Murakami formår at skrive i et meget enkelt og smukt sprog. Norwegian Wood starter med, at hovedpersonen Watanabe sidder i et fly og lytter til The Beatles-nummeret Norwegian Wood, hvorefter han i minderne bliver kastet tilbage i tiden, til en stor og mislykket ungdomsforelskelse. Og så siger jeg ikke mere…, andet end at jeg anbefaler den på det varmeste. Jeg har siden hen læst en del af hans bøger, senest Kafka on the Shore, som i højere grad er en fantastisk fortælling om en dreng, som kommer ud på noget af en dannelsesrejse, hvor bl.a. katte kan tale! Men tjek ham ud!

X-Box 360

Jeg har altid været lidt af en spil-nørd og startede i sin tid med Commodore 64 med båndstation. Jeg er vild med adventure-spil, gerne af den gamle skole, så som Monkey Island, Maniac Mansion osv. Desværre bliver der ikke lavet så mange af den slags spil mere. For et års tid siden besluttede jeg mig for, efter års stilstand, at vække min gamle spil-lidenskab til live igen og købte en X-Box 360, og det er der kommet mange gode timer ud af! Jeg elsker horrorspil, som Silent Hill og Resident Evil-serien! 

Sophia

Et orkester (Robin Proper Sheppard – er manden bag det), som, da jeg startede med at skrive sange, var en stor inspiration for mig. Jeg så dem første gang på Huset i Århus i 1997, hvor jeg også købte debuten Fixed Water. Derefter var jeg helt solgt. De to første plader, som minder en del om hinanden, er simple, smukke, sørgmodige og melodiske, og de kan stadig varmt anbefales. Jeg vil ikke sige, at Sophia er en inspiration for mig længere, selvom de ind i mellem bliver nævnt i forbindelse med min musik. Det kan dog være, de spøger et sted. Der kommer i øvrigt en nye Sophia-plade til april, som jo nok ryger i indkøbskurven.

Mine medmusikanter
Som det er nu spiller jeg uden fast orkester, hvilket jeg nyder, da det giver mig en enorm frihed til at gøre, hvad jeg vil. Når det så er sagt, er jeg så heldig at have nogle gode venner, som hjælper til i studiet og ind i mellem på scenen, hvilket betyder meget for mig, og ikke mindst min musik. Mine sidste to plader er således lavet i tæt samarbejde med Kristian Westergård, som har produceret, mikset samt spillet med. Vi har også optrådt sammen live ved flere lejligheder, og jeg er vild med hans skæve tilgang til det at lave musik. Vi stemmer godt overens, og har desuden mange af de samme præferencer. En anden, som også skal nævnes her, er Kasper Rønberg Schultz, en efterhånden god gammel ven, som var en del af Sweetie Pie Wilbur (Faurholts gamle band, red.), og som jeg nu laver musik med i vores fælles projekt the NiNjA StARS. Kasper er en meget opfindsom musikant, som jeg sætter stor pris på i alle henseender.

Are You In The Mood For Love udkom den 16. februar og er tilgængelig på vinyl senere i marts måned.

Hvis du vil høre Faurholt live, kan du fange ham på Musikcaféen i Århus den 27. marts, Vestergade 58 i Århus den 3. april (med Pocket Life), eller den 7. april i Trinitatis Kirken i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA