x

Nekrolog: Elliott Smith (1969-2003)

Nekrolog: Elliott Smith (1969-2003)

Én af de seneste ti års vel nok mest lovende og talentfulde musikere og sangskrivere – amerikanske Elliott Smith – gik tirsdag den 21. oktober bort, i en alder af 34 år, som vi skrev på GAFFA.dk i onsdags. Tidligt onsdag morgen forlød det at Elliott Smith var blevet fundet i sin lejlighed i Silverlake, Los Angeles af en kvindelig bekendt, omkommet efter et dødeligt knivsår i brystet, med al sandsynlighed udført af ham selv.

Elliott Smith blev med sine tidlige soloplader, som han lavede sideløbende med sin medvirken i bandet Heatmiser, kendt i indiekredse som en lavmælt, men melodisk og stilsikker singer-songwriter. Et større publikum blev opmærksom på Smith efter hans optræden til Oscar-ceremonien i 1998, på baggrund af hans medvirken på soundtracket til Good Will Hunting – en begivenhed, som den gennemført sky og anti-kommercielle Smith til det sidste havde blandede følelser omkring.

På sine senere plader begyndte Smith at udvide sin musikalske palet på det kraftigste, med udstrakt brug af strygerarrangementer og en mere avanceret brug af studiet i forhold til de tidlige, lo-fi-orienterede udspil. Siden de koncerter, der fulgte i kølvandet på hans seneste, ambitiøse album – Figure 8 fra 2000 – havde der været stille omkring Smith, men tidligere i år begyndte det at virke, som om han var kommet på benene igen, i godt humør, og i fuld gang med indspilningerne til det, der skulle have været hans næste udspil, dobbeltalbummet From A Basement On The Hill. Det vides endnu ikke, i hvor vid udstrækning Smith nåede at fuldende albummet.

Heatmiser
Elliott Smith blev født Steven Paul Smith i Omaha, Nebraska den 6. august 1969. Navnet Elliott tog han i high school-tiden. Forældrene blev skilt kort efter, at Smith blev født, og barndommen blev tilbragt hos moderen i forskellige småbyer i omegnen af Dallas, Texas. Han begyndte som niårig at tage musikundervisning, og allerede i en alder af ti år vandt Smith en præmie i en lokal konkurrence for en komposition, han havde lavet.

I teenage-årene flyttede Smith til Portland, Oregon, for at bo hos faderen og for at gå på high school. Her havde han bandet Stranger Than Fiction. Senere gik han på Hampshire College i Amherst, Massachusetts, hvor han studerede filosofi, jura, og statskundskab og havde kortvarigt bandet A Murder Of Crows.

Det var i collegetiden, at Smith indledte et venskab med guitaristen Neil Gust, som han dannede det støjende indieband Heatmiser sammen med. Heatmisers karriere voksede støt op gennem de tidlige 90'ere, og kulminerede, da bandet fik en stor kontrakt med Virgin i 1996, hvilket blev bandets dødsstød. Efter færdiggørelsen af albummet Mic City Sons, i øvrigt den eneste af bandets plader, som Elliott Smith efterfølgende var nogenlunde tilfreds med, gik Heatmiser i opløsning. Neil Gust har sidenhen dannet bandet No. 2, og Heatmisers bassist Sam Coomes kendes nu primært for sin duo Quasi, mens trommeslager og producer Tony Lash har produceret plader for bl.a. The Dandy Warhols, The Minders og Death Cab For Cutie.

Solo
Elliott Smith stod nu tilbage med en Virgin-kontrakt, som han ikke ville have, og som viste sig at være resultatet af en skjult dagsorden fra pladeselskabets side, der i virkeligheden kun var interesserede i at skrive kontrakt med Smith. Smith var begyndt at optage sine egne sange på firespors-båndoptagere allerede som 14-årig. Denne vane fortsatte han med op gennem Heatmiser-dagene, hvilket resulterede i hans første soloalbum, Roman Candle, der blev udsendt i 1994 på det lille selskab Cavity Search. Den positive modtagelse af pladen overskyggede i nogen grad Heatmisers succes, og gjorde ikke den allerede anspændte stemning i bandet bedre. Året efter udsendte Smith endnu et soloalbum, denne gang simpelthen med titlen Elliott Smith, og denne gang på selskabet Kill Rock Stars, der ellers var og er mest kendt for at udgive plader med småpolitiske og Riot Grrl-orienterede navne som f.eks. Bikini Kill.

Elliott Smith, der ofte på sine tidlige plader spillede de fleste instrumenter selv, opnåede endnu større succes med sit tredje album, Either/Or fra 1997, igen udgivet på Kill Rock Stars. Pladen kom i Europa ud i 1998 på det engelske Domino Records, der i øvrigt også har genudgivet de to første albums. Smith, der her var inde i en meget produktiv periode, indspillede pladen sideløbende med arbejdet på Heatmisers svanesang Mic City Sons, men havde i samme periode alvorlige problemer med selvtilliden, nerver og alkohol.

Trøstet af Celine Dion
Filminstruktøren Gus Van Sant havde set Elliott Smith optræde rundt omkring på de små klubber i Portland, og de to indledte et bekendtskab. Da Van Sant i 1997 arbejde på sin blockbuster-film Good Will Hunting, med bl.a. Matt Damon, Ben Affleck og Robin Williams, besluttede han at inkludere et par Elliott Smith-sange på lydsporet. Og så rullede lavinen. Smiths sang ”Miss Misery” blev nomineret til en Academy Award for årets bedste filmsang. Elliott Smith indvilgede i at optræde live til årets uddelingsceremoni, udelukkende fordi man havde truet med, at man ellers blot ville få en anden til at spille sangen.

Resultatet blev til et af de mest bizarre øjeblikke, ikke bare i Elliott Smiths korte liv, men i tv-historien som sådan. Iført en hvid smoking lignede den skrøbeligt udseende sanger én, der var faldet ned fra månen, som han stod der midt i Oscar-verdenens glimmer og glamour og fremførte sin nøgne sang, kun akkompagneret af en akustiske guitar og med stjerner som Jack Nicholson siddende blot få meter væk. I øvrigt havde superstjernen Celine Dion umiddelbart inden Smiths optræden givet den noget nervøse sanger et kram og fortalt ham, at hans nervøsitet blot ville gøre hans optræden bedre – en hændelse, der - som Smith siden har fortalt - gjorde det umuligt for ham at hade Celine Dions musik lige så meget bagefter, som han gjorde før! Det blev i øvrigt ikke Smith og ”Miss Misery”, der vandt prisen. Det blev i stedet Celine Dion, med sangen ”My Heart Will Go On” fra Titanic, som hun fremførte lige bagefter Smiths optræden, mens Smith selv var travlt optaget af ikke at komme til at træde på Madonnas kjole på vej tilbage mod sin plads i salen.

Personligt forfald og kunstnerisk fremgang
I samme periode flyttede Smith fra Portland til New York, for at komme ud af det narko-orienterede miljø i Portland, som han var blevet involveret i. Nu begyndte han imidlertid at dyrke et allerede truende alkohol-misbrug endnu kraftigere end før, og lod sig endda involvere i bar-slagsmål, hvor hans chancer ikke så gode ud.

Mens Elliott Smith i sit personlige liv så ud til at være på vej ned ad en rutchebane, blev det fortsat ved med at gå op ad bakke rent kunstnerisk. Pladeselskabet Dreamworks opkøbte Smiths Virgin-kontrakt, og det var her hans næste albumudspil XO senere i 1998 blev udsendt. Albummet var et stort skridt fremad for Smith, der nu for de fleste sanges vedkommende havde forladt den minimalistiske stil til fordel for en stort anlagt, orkestreret og studieorienteret stil, dog stadig med den lidt udefinerbare skrøbelighed fra de tidlige plader intakt. Albummet blev Smiths bedst sælgende, og sange som den iørefaldende ballade ”Waltz #2” fik en del airplay. På pladen gør Smith også brug af en række studiemusikere som f.eks. Jon Brion og Joey Waronker, hvoraf sidstnævnte også har fungeret som trommeslager for f.eks. R.E.M. og Beck.

Det album, der skulle blive Elliott Smiths sidste, mens han endnu var i live, Figure 8, blev udsendt i 2000 og indfriede alle de løfter, der var blevet givet på XO. Albummet blev produceret af Smith selv i samarbejde med de ofte benyttede indie-producere Tom Rothock og Rob Schnapf, der også havde produceret XO samt mixet Either/Or. Figure 8 blev delvis indspillet i Londons Abbey Road-studier og byder på komplekse pop-arrangementer og et varieret udbud af sange. Her finder man både den melankolske minimalisme, der har været med til at placere Smith med et ben i sadcore-genren, men i lige så høj grad finder man en Elvis Costello-agtig kompleksitet og elegance og en Paul McCartney-agtig melodisk sødme (og på et enkelt nummer høres det samme klaver, som The Beatles anvendte på ”The Fool On The Hill”).

Optimistisk
Efter Figure 8-turnéen var der stille omkring Smith, alt imens rygtesmedjen arbejdede på højtryk. Smith var nu flyttet til Los Angeles, bl.a. med henblik på narkoafvænning, hvilket mislykkedes. Imidlertid cirkulerede historierne: …om hvordan Smith til tider ikke mødte op til sine egne optrædener, som følge af påståede skader og helbredsproblemer; ...om ustabile liveoptrædener, hvor han kollapsede midt på scenen; …om hvordan han var blevet fundet på et toilet på en klub i Silverlake, L.A., bevidstløs og med en nål i armen.

I november sidste år blev Smith og kæresten Jennifer Chiba (fra bandet Happy Endings) sandsynligvis ofre for vold fra nogle sikkerhedsvagters side til en koncert med Flaming Lips og Beck i L.A. Sagen var stadig under juridisk behandling ved Smiths død, så detaljerne er endnu ikke offentligt kendte, men tumulten resulterede for Smith i en rygskade, der krævede behandling med stærk smertestillende medicin, til parrets store fortrydelse, Smiths uheldige misbrugshistorie taget i betragning.

Men samtidig var der også pludselig positive udviklinger at spore hos Elliott Smith: Han medvirkede i sin turnéguitarist Shon Sullivans bandprojekt Goldenboy; han gennemgik et nyt, effektivt narkoafvænningsprogram med brug af bl.a. aminosyrer og blev herved både clean og ædru, nu kun plaget af mindre problemer med sin korttidshukommelse; han brugte mere tid på en støtteorganisation for misbrugte børn, han havde oprettet i 2000; Han brugte endnu mere tid i sit hjemmestudie, fyldt med udstyr med en gennemsnitsalder på 30 år i Echo Park, L.A; han spillede en støttekoncert for The Needle Exchange Program, en organisation der arbejder med at uddele rene nåle til narkomaner; han jammede med The Jon Spencer Blues Explosion; Han udgav en single på det lille selskab (med et navn, der nu har en uheldig klang) Suicide Squeeze i august; han havde nogle sange med i soundtracket til filmen Southlander: Diary Of A Desperate Musician; Han begyndte at give interviews, hvor han virkede optimistisk og entusiastisk omkring sit kommende album From A Basement On The Hill, der skulle have været udsendt i år.

Og i tirsdags blev han altså fundet død af et knivstik i brystet.

Noget af det unikke ved Elliott Smith var, at uanset hvor stort anlagt og gennemproduceret en given sang var, skinnede en ubeskrivelig intimitet og nærhed altid igennem. Og uanset hvor minimal og lavmælt en given sang var, med Smiths næsten hviskende vokal og nuancerede akustiske guitarmønstre, besad den en storhed, der gjorde Elliott Smith til meget mere end en navlepillende og ”følsom” singer-songwriter. Hans sange var lige så solrige, som de var triste og vidner, med deres opfindsomhed og veludviklede melodiske fornemmelse, om stor inspiration fra The Beatles, Big Star og Brian Wilson. En slags ”folk-punk”, der både var rå og sofistikeret.

Elliott Smiths venner, bekendte såvel som journalister, der har mødt ham, omtaler ham som ydmyg, generøs og behagelig. Han vil blive savnet.

Elliott Smiths officielle website, Sweet Adeline, er for øjeblikket begrænset til kun at indeholde nekrologer, men en genvej til det fulde site kan opnås via http://www.sweetadeline.net/multimedia/html

Læs et stort interview med Elliott Smith fra i sommer på http://www.undertheradarmag.com/es

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA