x

Jamie Cullum – Harry Potter på klaver

Jamie Cullum – Harry Potter på klaver

En kollega beskrev dig som en klon mellem Jamie Oliver og Elton John, et passende billede?

- Ha, ha, den er god. Jeg er en udmærket kok og en udmærket pianist, så det er ikke helt ved siden af. Jeg tror, at Jamie ville grine ad det; jeg ved så ikke helt, hvad Elton vil sige, fortæller Cullum, retter på charmekluden og - a propos mad - går i krig med en større kyllingesalat. Vi befinder os på en 8. sals tagterrasse i det centrale Oslo, på en sjælden, varm og solrig efterårsdag. Velbekomme!

Nu er det ikke første gang, at Jamie - altså Cullum - bliver slået i hartkorn med Sir Elton, faktisk er han såvel forbillede som rådgiver for førstnævnte, men først et lille svinkeærinde.

Ud over at være en habil sangskriver, alene og i samarbejde med andre, har Jamie Cullum altid dyrket kunsten af fortolke. Tidligere er det gået ud over (crooner)klassikere som "Singing In The Rain" og "I Get A Kick Out Of You", og også artister som Jimi Hendrix og Radiohead har stået for skud. Senest er r&b-baben Rihanna taget under kærlig behandling, først med "Umbrella" og nu med en jazzet og indtagende version af "Don't Stop The Music", hvilken figurerer på Cullums aktuelle album "Pursuit". En practical joke, eller er der mening med galskaben?

- Jeg forstår, at du stiller det retoriske spørgsmål, men jeg håber, at du kan høre, at det er alvorligt ment (det kan jeg, red.). Jeg kan lide den iboende humor i at præsentere en sang i en helt anden kontekst, end du forventer; jeg synes, at den er blevet forvandlet til en mørk vuggevise. Måske fordi jeg har dyrket så meget jazz, har jeg alle dage været optaget af kunsten at fortolke. Det var også den måde, jeg indirekte opdagede Elton John på, da jeg hørte pianisten Ben Folds' cover af "Tiny Dancer". Senere har jeg dyrket hver en tone, Elton har spillet, og så har han støttet mig i det, jeg gør. Elton sagde til mig: "Folk glemmer, hvor stor og vigtig en del af den musikalske helhed, det er at fortolke, og hvilken kolossal egenskab det er at gøre det godt. Det gør du, så bliv ved med det." Så hvis det er okay med Elton...

Med arret i panden
Store ord fra en mester til en anden, for 30-årige Jamie Cullum er allerede ved at danne skole. På samme måde som J.K. Rowling markant har stimuleret børns og unges læselyst, har Jamie Cullums succes - ikke mindst på de britiske breddegrader - medvirket til, at flere unge har kastet sig over tangenterne, altså Harry Potter på klaver!

- Ha, ha, Harry Potter på klaver!! Når jeg skal til et "fancy dress party", kommer jeg faktisk altid som Harry Potter. Jeg har størrelsen og frisuren, så jeg skal bare tage brillerne på og male arret i panden.

Hvordan føles det at være rollemodel?

- Jeg har hørt, at der er unge, som har givet sig i kast med klaveret delvis på grund af min succes, og det synes jeg da er fantastisk. På den anden side er jeg meget opmærksom på, at det ikke må begrænse mig og medføre, at jeg skal leve op til andres forventninger. Jeg stiler efter, at musikken skal være grænseløs, og favner alt fra gamle jazzstandarder til moderne popmusik og blander det sammen på min egen måde. Der er big band-jazz med Count Basies (legendarisk kapelmester i en menneskealder, red) band indspillet i Tony Bennetts studie, andre steder er der elektroniske beats, og så er "Pursuit" produceret efter nutidige standarder. Det har været et mål, at sangene ikke skulle føles malplacerede efter for eksempel et Jay-Z-nummer.

Hvis Cullums mange fans bliver inspireret af hans live-performance, behøver de store pianoproducenter ikke at frygte finanskrisen. Ud over at han giver den fuld skrue som ekvilibristisk klaverbokser er et fast element i Jamies liveoptrædener, at han målrettet klatrer op på flygelet og, med et kækt lille rejehop, hopper ned på scenen til publikums udelte begejstring. Ifølge pressematerialet har unge Cullum smadret fem klaverer og beskadiget yderligere 12!

- Ja, nu er det ikke sådan, at jeg går ind for, at man skal smadre sit klaver, selvom det måske virker lidt selvmodsigende, når coveret på Pursuit er et klaver som eksploderer! Men jeg har ønsket at tage noget af højtideligheden ud af instrumentet. Inden for rockmusikken er der en række guitarister, der, ud over fantastiske spillemæssige kvaliteter, også er gået til stålet og har givet musikken kraft, udtryk og vildskab ved at hærge og smadre deres instrumenter, som for eksempel Jimi Hendrix og Pete Townshend. Når det så kommer til klaveret, er det som en hellig ko, der skal behandles med den yderste respekt og forsigtighed. At nedbryde den barriere tror jeg lettere kan få unge til at give sig i kast med instrumentet.

Kunsten at lytte
Når man taler med Jamie Cullum, refererer han til en syndflod af artister, inden for såvel obskure som velkendte afkroge af det musikalske spekter. Klokken syv om morgenen, inden han fløj til Norge denne dag, købte han flere norske album, blandt andet med norske Susanna And The Magical Orchestra, og giver for undertegnede en større udredning af Rune Grammofons (norsk pladeselskab, red.) fortræffeligheder, og om norsk musikkultur i det hele taget, sådan bare for at tilsætte lidt lokalkolorit. Hvor mange musikere er så fordybet i at arbejde med eget materiale, at de ikke får hørt meget andet, er det modsatte tilfældet med Jamie Cullum.

- Jeg er storforbruger af musik og konsumerer det som mad og opfatter først og fremmest mig selv som lytter. Sådan har det altid været, jeg bliver konstant inspireret.

Jamie er lidt af en mester på sit instrument og lyder som én, der har taget lektioner og øvet sig otte timer om dagen som knægt.

- Ja og nej. Jeg er autodidakt og har aldrig gået til klaver. Men jeg har dyrket musikken intenst. Det er noget, jeg har fra barnsben af; alle spillede i familien, og der var flere instrumenter i vores hjem. Jeg er bare altid blevet inspireret af dygtige instrumentalister. Jeg har siddet i timevis og lyttet til Herbie Hancocks Maiden Voyage og afspillet hver en tone, så jeg til sidst kunne den selv fra ende til anden. Sådan har jeg siddet i 10 timer i træk, dag ud og dag ind, men det var ikke noget, jeg skulle eller noget, jeg gik til. Det var mere som en leg, der opslugte mig totalt. Jeg har altid elsket og dyrket dygtige instrumentalister. Så var jeg helt vild med Jeff Bridges' klaver i "The Fabulous Baker Boys" (filmklassiker, hvor smækre Michelle Pfeiffer ligger og spinder som en kat på pianoet, red.). Jeg afspillede filmen meget langsomt, men kunne ikke få det til at lyde rigtigt. Det viste sig selvfølgelig, at det ikke var Bridges, men Dave Grusin (amerikansk pianist og komponist, red.), der spillede i virkeligheden! Det havde jeg ikke lige tænkt på!

Og så til det obligatoriske emne, Jamie Cullum nok er allermest træt af at tale om:

Du har spillet for dronningen, fortæl.

- Det er helt i orden, at du spørger. Jeg har spillet for hende tre gange. Første gang var til hendes fødselsdag, en meget privat fest for 40 mennesker af den tætteste familie. Det var en stor oplevelse. Prince Charles havde hørt mig og syntes, at jeg var manden til opgaven. Det var, mens "the Queen mother" stadig levede (hun døde i 2002 i den modne alder af 101 år, red.). Jeg er stor beundrer og tilhænger af monarkiet og synes, at dronning Elizabeth er et strålende overhoved for landet, så det var en stor ære. Der var optrædener fra store kulturpersonligheder som Penelope Keith og Alan Rickman, og jeg mødte hele den kongelige familie: Prince Charles, kronprins William, prins Harry og så videre.

Men du hoppede ikke ned fra flygelet lige i favnen på dronningen?

- Nej, det gjorde jeg ikke, afslutter Cullum tørt.


Cullum og Clinten
Er der to, der holder sammen i showbizz, er det Cullum og Eastwood - nærmere bestemt den hårdkogte legende over dem alle - Clint Eastwood. Senest har Cullum skrevet titelmelodien til Gran Torino på opfordring fra mesteren selv.

- Jeg kender Clints søn Kyle Eastwood, som er en dygtig og respekteret jazzmusiker. Han spillede nogle af mine ting for sin far, som han blev meget begejstret for. Clint hyrede mig til Monterey Jazz Festival, som han organiserer, og bad mig senere om at færdiggøre og skrive teksten til en sang, han havde påbegyndt med Kyle, titelmelodien til Gran Torino. Det gjorde jeg og sang den over telefonen til ham to uger senere. Det har været stort at møde ham. Han er stadig høj, stærk og veltrænet og en meget rar, venlig og engageret mand. Vi lavede en større fotosession og et to timer langt interview til Q Magazine, uden nogen problemer overhovedet. Han elsker musik og musikere, og er alt andet end en spoleret Hollywood-stjerne. Vi sad hjemme hos ham, og han smækkede to sixpacks på bordet, en med vand og en med øl for at høre, om vi var tørstige, og så har han altså bare dén stemme.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA