x

Vampire Weekend – Hvide mænd kan også spille afro-pop

Vampire Weekend – Hvide mænd kan også spille afro-pop

Et af forrige års mest forfriskende pust på den alternative scene var uden tvivl det unge newyorkerband Vampire Weekend. Deres selvbetitlede debut endte med at sælge op imod en million plader på verdensplan, takket være heftig turnévirksomhed og mediernes ubetingede kærlighed. En af bandets musikalske forcer var forkærligheden for den lette afrikanske popmusik – en genre, som vestlige navne som Paul Simon, Peter Gabriel og David Byrne tidligere har ladet sig inspirere af. I Vampire Weekends univers lød det dog ikke som en hyldest til det store kontinent, men mere som en eksotisk ingrediens, de med drenget charme blandede med det bedste fra The Smiths, The Kinks og tidlig Elvis Costello.

Efter at være blevet kåret som det næste store hvide håb (de var blandt andet på forsiden af det store amerikanske Spin Magazine, inden de overhovedet havde et album i handlen), tog bandet den lange turnévej rundt i verden som charmeoffensiv. Over 250 koncerter senere var tiden inde til en pause, men kun på 14 dage, før arbejdet gik i gang med det nye album "Contra".  

Bassist Chris Baio fortæller: – Der var ikke rigtig nogen grund til, at vi tog en lang pause fra musikken, for så længe vi ikke er trætte af at spille, er der jo ingen grund til ikke at forsætte.

– Vi ville heller ikke lave et album, der var radikalt anderledes end det første album, for vi er stadig meget glade for det album, og det har lytterne også været. Men vi har da udfordret os selv ved at arbejde med nye instrumenteringer, og vi er også blevet meget mere inspireret af jamaicansk musik og ska-genren.

Vant til kritik
De fire medlemmer kender alle hinanden fra deres tid på det prestigefyldte Columbia University, og før Vampire Weekend var en realitet, stod den på rapmusik. De tre andre i bandet havde dannet en rapgruppe, der hed L'Homme Run, fortæller Baio og forsætter: – Det varede dog ikke længe, da de hurtigt fandt ud af, at det mere rockorienterede var sagen. Der var her, jeg kom med i bandet, og det har vel været i starten af 2006. Vi spillede en del koncerter rundt omkring i byen og gik så småt i gang med at indspille det, der skulle blive vores debutalbum. Kort tid efter var pladekontrakten i hus, og resten er historie, siger bassisten og griner over, hvor hurtigt og problemfrit det er gået med bandet.  

Når man ryger så hurtigt til tops i folks bevidsthed, er der også en stor chance for, at det vender lige så hurtigt rundt igen. Er det noget, I frygter?

– Vi har allerede hørt al kritikken. Lige fra "I kan ikke spille på jeres instrumenter" til "I fortjener ikke den opmærksomhed, I har fået" eller  "I er bare sådan nogle overprivilegerede rigmandssønner." Man bliver heldigvis immun over for den slags. Vi lever i internettets tidsalder, og det vil altid være muligt at finde folk, der er negative. Jeg elsker for eksempel The Clash, og hvis man leder, skal man nok finde kritik af dem på nettet. Og hvis Joe Strummer kritiseres for at være en dårlig musiker, jamen så har vi nok også fortjent at blive hængt ud. Jeg selv kunne aldrig finde på at skrive negative kommentarer om musik på nettet. Jo måske, da jeg var 12 år gammel, men det er sikkert også den mentale alder for dem, der gør den slags nu.

Sejlersko og Dostojevskij

At kalde Vampire Weekend overprivilegerede rigmandssønner er måske at stramme den. Men trods alt et nemt mærkat at hæfte på et band, der for det meste optræder i sejlersko og Ralph Lauren-skjorter – et look, nogle kan huske fra 80'ernes yuppier. Helt billig har deres skolegang heller ikke været, da en universitetsuddannelse på det privatejede Columbia University koster i nærheden af en million kroner. Men føler bandet nogensinde, at de kunne have sparet deres forældre for den udgift, da de nu har valgt at lægge uddannelsen på hylden og fokusere på det flakkende musikerliv?

– Mine forældre har heldigvis ikke bedt mig om at betale pengene tilbage, og jeg vil også mene, at de fire års uddannelse har gjort os til de mennesker, vi er i dag, så på den måde har det været det hele værd. Og hvem ved, måske synes vi ikke, det er spændende at spille musik resten af livet, og så har vi jo noget godt at falde tilbage på.

Slutteligt, hvis du selv var vampyr, hvem ville du så bide og dermed udødeliggøre?

– Hvis jeg må gå tilbage i tiden, så ville jeg bide Dostojevskij (vægtig russisk forfatter fra 1800-tallet, red.), for så kunne han blive ved med at skrive. Vi har i øvrigt snakket om, hvor sjovt det er, at der er kommet så mange vampyr-film og serier, efter at vi startede bandet. Men det kan vi vel næppe tage æren for.

Diskografi:
Contra
(Playground Music / XL Recordings, 2010)
Vampire Weekend
(Playground Music / XL Recordings, 2008)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA