x

En aften med en Dandy

En aften med en Dandy

For nylig havde GAFFA, via et interview i Vancouver, Canada, fornøjelsen af at få et indblik i The Dandy Warhols' guitarist Peter Holmströms (nummer 3 fra venstre) indgang til den kreative proces, der om noget har drevet Portland-kvartetten frem gennem de sidste 15 år.

Undervejs kom Peter Holmström omkring bandets op- og nedture, inspirationskilder og ikke mindst forholdet til Ondi Timoners prisbelønnede dokumentarfilm "Dig!" (2004). En film, der skildrer bandets fascination af og brud med idolet Anton Newcombe fra San Francisco-bandet The Brian Jonestown Massacre (BJM).

Ronnie had the most fun

Hvorfor udgive en greatist hits ("The Capitol Years") netop nu?

– Hvorfor ikke? Det var en del af vores kontrakt med Capitol Records. Vi har ikke følt, at det var det rigtige tidspunkt at gøre dette på tidligere, og jeg føler faktisk heller ikke, at nu er det rigtige tidspunkt. Dog var det ganske cool, da vi startede processen. Personligt lytter jeg aldrig til vores færdige albums, men nu var jeg ligesom tvunget til at sætte mig ned og forholde mig til det – hvilket faktisk var en overraskende positiv oplevelse.

Kan du fortælle lidt om processen bag albummet og forskellen mellem at turnere med et almindeligt album og et greatest hits?

– Altså – valg af tracks gav jo sig selv, det er primært alle vores singler på Capitol – plus "Holding Me Up" og "All The Money Or The Simple Life Honey". Disse tracks blev valgt, fordi de indrammer det specielle i vores univers, det der adskiller os fra andre bands.

– Vi har sådan set altid touret greatest hits, så der er ingen forskel. Vi har altid forsøgt at spille alle vores hits plus vores nye stof – det er derfor vores koncerter bliver længere og længere. Jeg undrer mig ofte over, hvordan The Stones gør det...

Jeg har lige læst Keith Richards' selvbiografi ("Life", 2010), han skriver lidt om problemerne med sætlister...

Her bryder Peter Holmstrøm ind og fortæller, at han lige har læst samme bog. Vi sammenligner "Life" med Ronni Woods biografi ("Ronnie", 2007) og konkluderer, at Ronnies skildring er noget mere løs og sjov – mens Keiths er grundig, næsten som en historiebog der kunne være del af pensum i skolen. Peter konkluderer grinende: Det ser ud til, at Ronnie har haft det sjovest – hvem skulle have troet det?

Siddende der backstage på The Commodore Ballroom ser guitaristen med de svenske aner lige så afslappet ud, som han altid har gjort. Iført bowler-hat, stramme jeans og håret ned i øjnene svarer han frit på alt mellem himmel og jord.

Skal vi afskrive The Dandy Warhols?

Hovedparten af bandmedlemmerne har børn nu, Courtney (Taylor-Taylor, sanger, red.) rejser pt. rundt med en nyfødt på jeres tour – skal denne greatest hits-udgivelse anskues som et tegn på, at The Dandy Warhols er ved at trække sig?

– Vi har nok naturligt skruet tempoet ned over de sidste par år, vi er jo ikke et ungt band, der skal bevise noget længere – så vi behøver jo ikke turnere hele tiden, selv om jeg faktisk savner det mere, end jeg forestillede mig.  

Hvornår kan vi forvente et nyt Dandy Warhols-album? Jeg læste et sted, at du har skamlyttet på Massive Attack på det sidste, kan vi forvente os noget i den stil?

– Vi er i gang lige nu. Vi vil gerne, at det skal være færdigt til næste sommer, men vi får se. Jeg er en kæmpe fan af Massive Attack, men det de gør, musikalsk, er jeg utrolig dårligt til. Vi har prøvet en mere elektronisk tilgang til det nye og også en mere countrypræget – som sagt, vi får se. Dog er målet at lave udtrykket mere simpelt i indspilningsfasen. Måske begrænse os til at kun indspille en håndfuld tracks hver, og så skal vi plukke fra det. Vi har lige indspillet en version af "Cherry Bomb" (The Runaways-nummer, red.) til en opsamling – det var sådan vi arbejdede der, og det virkede sgu!

Men det er jo ingen hemmelighed, at du har et band ved siden af The Dandy Warhols (Pete's International Airport, red.), kan du fortælle lidt om det? Og hvad med Brent (De Boer, trommeslager i Dandy Warhols), han er jo bosiddende i Australien nu, hvordan kommer det til at fungere med den nye plade?

– Pete's International Airport er et projekt, jeg har haft siden 1997, et sted hvor jeg tog alle de ideer, der ikke kunne finde plads andre steder, hen. Men ja, det er da rigtigt, at det er blevet mere seriøst på det sidste. Jeg har fået Jsun (Jsun Adams fra The Upside Down, red.) til at synge, og vi håber på at starte en tour til sommer.

– Vi har stadig base i Portland. At Brent bor i Australien skulle ikke få indflydelse på hverken indspilningsprocessen eller bandet.

Jeg fornemmer, for første gang, at vi er inde på noget her, som Peter Holmstrøm ikke ønsker at snakke så forfærdelig meget om.

Inspirationen

Kan du se tilbage på jeres udgivelser og høre hvad du var inspireret af på det tidspunkt?

– Inspirationen for mig er konstant. Jeg bliver inspireret bare jeg åbner en avis. Hvis jeg vil have bandet i en bestemt retning, begynder jeg at spille noget bestemt i tourbussen. På vores første udgivelser lyttede vi meget til Velvet Underground, T-Rex, The Verve osv. Courtney siger altid Galaxy 500, men det var aldrig noget, der inspirerede mig. Brent (trommeslager) kom ind i bandet, inden vi begyndte at indspille "Thirteen Tales From Urban Bohemia" (2000). Dengang sad han hele tiden i tourbussen og spillede akustisk guitar. Han spillede udelukkende America- og Greatful Dead-numre. Jeg tror, det var derigennem, Courtney fik ideen, at den akustiske guitar skulle være grundpillen i "Thirteen Tales..." – en form for 1970'er-feeling. På "Welcome To The Monkey House" (2003) prøvede vi mere at ramme en 1980'er-stil.

Det er jo snart 15 år siden, I udgav første gang. Hvis du skal se tilbage, hvad har så været op- og nedturene gennem den tid?

– Vi har spillet med Bowie, The Stones… you name it – ting der er helt ufattelige at tænke på. Nedturene har mest været, når ting bliver etablerede og fylder forretningssiden mere end musikken – men jeg klager ikke, jeg er glad for mit job.

Dig!

Tilbage i 2004 producerede Ondi Timoner en af de bedste rockdokumentarfilm nogensinde (i denne anmelders øjne) i form af "Dig!" En film, der på en sofistikeret måde skildrer had-kærligheds-forholdet mellem The Dandy Warhols og The Brian Jonestown Maassacre gennem syv år. Filmen vandt prisen som bedste dokumentar på The Sundance Film Festival samme år.

Det er snart syv år siden, "Dig!" blev vist første gang, hvordan har du det med den film i dag?

– Jeg kan godt lide filmen som en film. Dog kom der meget negativt ud af, at vi aldrig så den færdige version, inden den blev vist for offentligheden. Hun (Ondi Timoner) fulgte os gennem syv år, og jeg troede, hun var en ven. Men når alt kom til alt, klippede hun filmen sammen, så den ikke havde noget at gøre med virkeligheden og hvad der virkeligt skete – filmen fortæller en god historie, det er bare ikke en historie fra det virkelige liv.

Første gang jeg så filmen, troede jeg at Anton ville dø! Efter at have set filmen blev jeg simpelthen nødt til at opsøge ham, bare for at være sikker på, at han ikke var død. Så samme aften "Dig!" havde premiere, så jeg ham spille med Black Rebel Motorcycle Club i London. Vi er jo stadig venner med Anton og resten af BJM i dag.

Come on, I må da have skullet godkende det færdige produkt?

PH: – Vi underskrev en del ting over de syv år uden altid at vide, hvad det var – vi troede, det skulle være en film om at være i et band – ikke en konkurrence mellem to bands. Men på den gode side gav det BJM en masse omtale, de spiller for fulde huse verden over uden en pladekontrakt nu.

Så Ondi er ikke længere en ven?

– Set i bakspejlet har hun nok aldrig været det!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA