x

Tricky: Jeg er stadig som et barn – jeg indtager alt, du lægger foran mig

Tricky: Jeg er stadig som et barn – jeg indtager alt, du lægger foran mig

GAFFA mødte den nu 42-årige Adrian Nicholas Matthews Thaws, bedre kendt som Tricky eller The Godfahter of Trip Hop. Under en times interview på den canadiske vestkyst blev det til en snak om blandt andet, hvordan man som 27-årig forholder sig til succes overnight, børneopdragelse og om det ansvar, der følger med rollen som kunstner. Undervejs kom vi også omkring de stoffer, der har dikteret store dele af Trickys liv og selvfølgelig spørgsmålet om en Massive Attack-udgivelse med Tricky om bord.

Tricky tager storsmilende imod i det lille tilrøgede backstage lokale på spillestedet The Venue i Vancouver, British Columbia. 170 cm høj og med høje tindinger ligner han en 42-årig udgave af den Tricky, der gennem de sidste 15 år har dannet par med, blandt andre, Björk og Martina Topley-Bird, samarbejdet med Red Hot Chili Peppers, Alanis Morissette, Live, Cindy Lauper og mange, mange flere. På bordet foran sig har han et anseligt udpluk af det, Vancouver er mest kendt for – BC weed.

Jeg læste i The Guardian tidligere år, at du var holdt med at ryge pot?

Tricky: – Jeg ryger kun en lille smule nu. Tidligere var det første, jeg gjorde, når jeg vågnede, at tænde en joint. Nu ryger jeg kun et par stykker om dagen. Jeg opdagede, at jeg var holdt med at spise og har jo røget pot som en skorsten, siden jeg var 12 år gammel. Nu spiser jeg morgenmad, træner, går i studiet og ryger derefter.

Tilbage i 1991 var Tricky en del af Massive Attacks debutudgivelse "Blue Lines". I 1994 medvirkede han på opfølgeren Protection, og året efter udgav han sin egen debut "Maxinquaye". En udgivelse, der gav den dengang 27-årige forældreløse dreng fra Bristol berømmelse overnight. "Maxinquaye" strøg direkte ind som #3 på den britiske top 100. David Bowie skrev et indlæg i det britiske Q magazine samme år: "Here come the horses to drag me to bed – here comes Tricky to fuck up my head" – The thin white Duke havde for første gang fundet sin overmand, når det kom til at udvikle en ny progressiv musikstil. Dette varede dog kun et kort øjeblik. Tricky valgte bevidst at sabotere den berømmelse, han aldrig kunne finde sig til rette med.

At miste din anonymitet er det værste, der kan ske
For præcis et år siden blev "Maxinquaye" genudgivet med en håndfuld bonus tracks – hvordan ser du på den udgivelse nu – og hvordan ændrede den dit liv tilbage i 1990'erne?

– Jeg lytter aldrig til min egne udgivelser, efter jeg har indspillet dem, kun hvis jeg har glemt en tekst. Jeg har aldrig set noget formål i at genudgive. Jeg har den jo i forvejen, hvorfor skulle jeg købe den igen for en håndfuld ekstra tracks, der ikke var gode nok til at komme på udgivelsen i første omgang – det var ikke min ide at genudgive "Maxinquaye". Jeg gik udelukkende med til det, fordi jeg havde brug for pengene på det tidspunkt.

- Det er ikke sundt for nogen at blive berømt så hurtigt og på så lille et grundlag. Når Björk og jeg gik ned ad gaden, og folk genkendte os, eller vi fandt os selv på forsiden af The Sun hver dag, begyndte det at ændre den måde, vi gik, snakkede og forholdt os til ting på – at miste din anonymitet er meget usundt.

På samme tid blev de folk, der havde været bag mig på pladeselskabet fyret. Jeg blev inviteret til møde med det nye hold. De blev ved med at spørge mig "hvor mange enheder har du solgt, hvor mange vil du gerne sælge af dit næste album?" – ting jeg ikke havde nogen anelse om og ingen interesse i.

- Efter de oplevelser, der kom med succesen tilbage i midt-1990'erne, har det altid været et fokus for mig at holde begge ben på jorden. Jeg prøver altid at komme ud til publikum efter mine shows og drikke en øl. Jeg er ikke som Daddy G (Massive Attack, red.), der siger nej, når folk vil tage et billede med ham. Hvis jeg mister mig selv, mister jeg min musik – jeg hænger gerne ud med alle, jeg behøver ingen VIP-behandling.

I 1996 samarbejdede Tricky blandt andre med Neneh Cherry, Björk og Terry Hall fra Coventry-ska-gruppen The Specials. Sammen udsendte de det noget dystre "Nearly God"-album – et album, der ikke havde noget som helst, der lugtede af en radio-hitsingle.

– "Nearly God" var min modreaktion mod berømmelse. Jeg ville ikke være nogens bitch. Havde jeg udsendt "Blowback" (2001) som opfølgeren til "Maxinquaye", havde jeg sikkert været en noget større stjerne i dag. "Nearly God" blev langtfra det, selskabet havde håbet. Efter udgivelsen begyndte de at tale om, at vi skulle fokusere mere på at ramme det sorte publikum næste gang – jeg laver ikke musik møntet på racer, farver eller køn, hvordan er det overhovedet muligt? Hvis folk finder min musik, finder de den, uanset hvordan de ser ud.

Alt, hvad jeg laver, bliver nødt til at komme fra erfaringer

Hvad var den kunstneriske inspiration bag din seneste udgivelse, "Mixed Race"(2010)?

– Grundidéen var at finde tilbage til at have det sjovt. Jeg plejer at isolere mig, når jeg indspiller. Denne gang havde jeg venner boende i studiet, og vi hyggede os bare generelt med at lave pladen.

Når jeg lytter til "Mixed Race", finder jeg det utroligt personligt...

– Jeg tror, alle mine album er personlige. Jeg kan ikke spille instrumenter, jeg kan kun lege med lyde, og derfor er det teksterne, der skal stå frem for mig – jeg er ikke trænet til at komponere, så jeg må lave alt, musik og tekster ud fra erfaringer.

"Mixed Race" åbner med nummeret "Every Day". En sang, der har referencer til den mor, der begik selvmord, da Tricky var fire år gammel. På nummeret "Bristol to London" figurerer Trickys yngre bror, Marlon Thaws.

Kan du uddybe teksten i "Every Day"?

– Det handler selvfølgelig om min mor og om den far, der aldrig har villet have noget med mig at gøre. Men det handler også om den intuition, som børn har, noget, der forsvinder, når de indrulleres i samfundets konformitet og spilleregler. Alene af den grund ville jeg ønske, min datter ikke behøvede at gå i skole, jeg ville ønske, hun kunne bevare sin barndoms intuition. Jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, det fungerer, men ville ønske, at vi ikke mistede de kvaliteter, vi har som børn.

– Jeg kan give et eksempel. Da min datter var fire år gammel, og jeg boede i New York, var vi en dag ude at gå på Manhattan. Pludselig løber min datter hen og tager en fremmed gammel kone i hånden. Den gamle kone samler min datter op og begynder at græde. Hun fortæller, at hun engang havde en lille pige, men nu var helt alene – børn kan simpelthen fornemme de ting, det kan ikke forklares uden at lyde som en spirituel kliché.

– Min bror har arbejdet på musik de sidste syv år, men det er først inden for det sidste år, han har fundet ud af, hvad han laver. Det gør mig stolt at have min lillebror med på mit album.

Los Angeles og "happy meals"
Efter at have boet i USA en del år (New York og Los Angeles, red.) er du nu flyttet til Paris, hvorfor ikke London?
– Jeg kan simpelthen ikke klare London. London er Starbucks – alt er on the go, alle klubber er kommercielle. Det er ikke mit land mere, det er kun for turister og rige japanere.

– Jeg var i Paris og holde jul for et par år siden. Tog lidt ecstasy og gik ned ad Champs-Élysées. Her slog det mig, jeg er ikke klar til at dø endnu, der var stadig ting, der skulle opleves – Paris skulle blive starten på et nyt kapitel.

Hvorfor ikke bare blive i Los Angeles?

– At jeg endte i LA, var en fejl. Jeg boede i New York, men arbejdede i LA, da 9/11 skete. Efter det tog jeg bare aldrig tilbage til New York. Det blev hurtigt tydeligt, at jeg ikke var moden nok til LA. Der er stoffer og sprut overalt. Jeg kan gå uden at drikke, ryge og tage stoffer i uger. Men jeg er som et barn, hvis du smider det på bordet, foran mig lige nu, tager jeg det hele. Derfor kunne jeg ikke blive i LA, jeg var slet ikke i stand til at navigere i det. Vi – mine venner og jeg – havde en cocktail, vi kaldte et happy meal. Du blander valium, muskelafslapper og coke og sniffer det, og du svæver resten af dagen – du mister dage. En dag korte jeg ud til Las Vegas, iført et spritnyt jakkesæt. Jeg "tog" et par happy meals undervejs og parkerede udenfor en stripklub, hvor jeg skulle møde mine venner. Det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op næste dag kun iført boksershorts – ingen jakkesæt, ingen bil, ingenting.

– Det var tid til at forlade Los Angeles. Jeg kender ikke så mange mennesker i Paris. Min bedste ven har været træner i Fremmedlegionen. Han drikker ikke, ryger lidt pot – men det er det. Vi træner hver dag, han er ved at lære mig at løbe – så jeg holder mig til ham.

Jeg bliver jo nødt til at spørge: bliver du nogensinde genforenet med Massive Attack?

– De har jo åbnet muligheden for det i et par radiointerview i England. Hver gang vi mødes,  snakker vi dog aldrig om det, underligt nok. Jeg ville være med på idéen, hvis produktet blev godt. Hvis vi endte med at stå tilbage med en håndfuld halvdårlige sange, skulle muligheden for at skrotte det være til stede. Men ja, jeg ville da være klar på at gøre forsøget.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA