x

Josh Homme: Kaptajn på eget piratskib

Josh Homme: Kaptajn på eget piratskib

Mandag den 7. marts genudgiver Queens of the Stone Age deres selvbetitlede debutalbum fra 1998. I den forbindelse har GAFFA fået en snak med primus motor Josh Homme.

I genudgiver jeres debutalbum, 12 1/2 år efter det kom i butikkerne. Er der en speciel anledning til dette?

Josh Homme: – Den har været ude af tryk i et stykke tid, og det tog mig et stykke tid at få albummet tilbage…

Så det var en juridisk ting?

– Nej, det var bare med hensyn til licensering til forskellige selskaber i forskellige dele af verden, og den begyndte at gå ud af tryk rundt omkring. Det virker som om at på dette tidspunkt, hvor man kan finde en femte generations kopi på YouTube, så bør den også stadig kunne fås i butikkerne.

Stod du selv for re-masteringen, eller var det en outsider?

– Jeg arbejder ikke med outsiders! Jeg er outsideren. Jeg arbejdede med de samme folk, som jeg har arbejdet med på flere album, for at bevare pladen. Den er næsten identisk med originalen. Lydmæssigt er den mindre end de andre plader, men det er vigtigt for mig, at den bevarer sin individualitet.

The making of…

Kan du fortælle mig lidt om, hvordan det var at lave denne plade?

– Det interessante er den situation, som bandet opstod fra. Jeg var i bund og grund stoppet med at spille musik, og prøvede at være studerende. Og jeg havde intet tv, ud over nogle gamle tegnefilm fra Anden Verdenskrig, så dem så jeg overdrevent mange af. Men jeg begyndte at få de her sange oppe i mit hoved, og den første jeg fik, var "Regular John". Da jeg begyndte at spille den, var det ligesom derfra, det hele skete.

Så den var ligesom dit "eureka moment", som definerede din lyd og stil?

– Ja, den sang var ligesom dæmningen, der brast, og jeg havde lyst til at lave noget, der var totalt anderledes end det, jeg hørte rundt omkring; hvis jeg skulle lave noget, ville jeg have det til at definere sin egen niche. Så det var først, da jeg forstod, hvad "Regular John" gik ud på; den der slags kantede, tunge trancerock for piger, du ved…

Ja, det er faktisk en meget rammende beskrivelse!

– Og med modsætningsforholdet til vokalen som ligger ovenpå, som skal få folk til at tænke "Hvad er det? Det giver ikke mening!"

Kaptajn på sit eget piratskib

Er det egentlig ikke første gang, du har sunget på bånd?

– Jo. I Kyuss prøvede jeg at synge et par gange, men det lød forfærdeligt! Jeg havde faktisk også en guitarist, bassist og sanger, da jeg boede i Seattle, men to dage inden vi tog hjem til ørkenen for at optage pladen, fyrede jeg dem… Jeg var virkelig passioneret omkring, hvordan det skulle lyde, og jeg tror ikke, de var helt så interesserede i det, som jeg var.

Jeg undrede mig lidt over, hvorfor du valgte at præsentere det som et band, for så vidt jeg kan regne ud, producerede du den selv, spillede alle instrumenterne, og sang på den?

– Altså, man kan jo aldrig flygte fra sit eget soloprojekt, kan man? Og jeg havde en idé om, at det skulle være ligesom… et piratskib! Dét var idéen. Og Kyuss havde så store, og mange, slagsmål med pladeselskaber, som ikke forstod, at vi nægtede at ændre på noget. Så jeg syntes, det vigtigste var at skabe noget, og spille det med nogen bagefter, i stedet for at skulle forklare det til dem, inden man skulle spille det. Det var det samme med mine bandmedlemmer; jeg kunne ikke forklare dem, hvordan det skulle lyde, og så sige "jeg lover at det bliver godt!" Så jeg tænkte: "Jeg laver det selv, og så finder jeg nogen at spille med senere." Sådan skulle det være.

Frigørelsen fra Kyuss

I havde ikke noget pladeselskab, da I optog den, vel?

– Nej, men vi havde udgivet "Man's Ruin" ep'en, som var en Kyuss/Queens ting, og jeg fik min første check med rigtige penge – jeg fik 42.000 dollars, så da vi lavede denne plade, brugte jeg de 41.800 dollars!

Det må have givet en del frihed til at eksperimentere i studiet?

– Hvad det gjorde var, at det gav os det sidste ord. Vi skulle ikke stå til ansvar over for nogen. Og det tillod mig at adskille mig fra Kyuss, for selvom jeg elsker Kyuss, så følte jeg mig også malet op i et hjørne med dem, for vi havde mange, mange regler.

Og du havde spillet med dem i omkring 10 år.

– Ja, siden jeg var et barn – 14 år gammel. Så det var min egen frigørelse, og jeg måtte selv betale for den.

Pladeselskaber som slavepiskere

Når I gjorde det på den måde, var det så svært at få den ud? For jeg kan se at den kom ud på Roadrunner, som mest er kendt som et metal-selskab, og Loosegroove, som er….

– Roadrunner er en af den slags selskaber, som prøver at eje dig som en slave. Jeg har forfærdelige historier om dem. Som når de vil have dig på turné, og så i sidste øjeblik siger, at de ikke vil give dig penge, med mindre du skriver under på merchandise- og publishing-aftaler. Vi tænkte bare: "Wow, I er virkelig nogle evil fucking assholes!" Men sagen er den, at efter Kyuss havde jeg fået så meget erfaring med den slags, at jeg indså, hvordan det skulle gøres. Så jeg optog den selv, og licenserede den til Roadrunner, og så kunne de ikke få lov at have "fængsels-sex" med mig. Og Loosegroove er jo Stone Gossards pladeselskab, og han er jo en virkelig oprigtig og omsorgsfuld musikentusiast… Og Roadrunnner er ingen af de ting.

Jeg har siddet og kigget på coveret, og det er jo lidt kontroversielt. Var det tænkt som en finger til musikindustrien?

– Jeg har altid været vild med cover art, som får dig til at sætte farten ned, uanset hvor du er på vej hen. Og spørgsmålet var, om man kunne vise en kvindes skridt, hvis det var dækket til. Og i Amerika kom jeg faktisk ind i en diskussion med Wal*Mart, fordi de har en undertøjsafdeling i deres katalog, hvilket de syntes var fint. Men i det øjeblik, der var musik involveret… De endte med ikke at sælge pladen. Det er også derfor, den næste plade kom til at hedde Rated R, ligesom i det amerikanske censursystem. Jeg tænkte: "Hvis jeg censurerer mig selv, hvordan kan I så gøre mig noget?" Det var en dum måde at opsøge problemer på, men på den anden side, så havde jeg ikke nogen hobby! Jeg havde en del fritid, og tænkte "hvordan fucker jeg bedst med de her folk?"

Who Made Who?

En af mine venner sendte mig en YouTube-video, hvor du spillede sangen "Space For Rent", som jo er lavet af et dansk band, så jeg er lidt nysgerrig for at høre, hvor det kom fra?

– En af mine venner, Jesse Hughes (forsanger i Eagles of Death Metal, red), som mange siger har det bedste overskæg i rock 'n' roll, havde sangen "Space For Rent" af Who Made Who på en compilation, og han sagde "Jeg troede, det var dig!". Jeg lyttede til den og syntes, det var en fed sang. Jeg skulle spille et show med min ven Chris Goss, og vi ledte efter nogle sange, vi kunne spille, for vi ville ikke bare spille vores egne. Så jeg fik chancen for at synge den, og det er en af den slags sange, som jeg synes er meget… sand! (Griner).

– Og det er en smuk sang. Jeg prøvede faktisk at få den med i en film, jeg arbejdede på, så folk kunne høre den, men som det ofte er med verdens Roadrunner-agtige pladeselskaber, så var der nogen, der sagde "Åh, en film – vi vil have en million dollars". Drengene i bandet var garanteret sådan helt "Åh, for fanden…". Kan vi ikke bare lade musikken flyve frit som duer over et bryllup?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA