x

Thee Attacks: Guds eget land venter på selvsikre rockknægte

Thee Attacks: Guds eget land venter på selvsikre rockknægte

Hvordan er det gået i øvelokalet?
- Det er gået rigtig godt! Vi er ved at kunne alle vores sange fra "That's Mister Attack to You!", så vi er i fuld gang med at skrive og lære nye numre. Men hvis vi skal være helt ærlige, så er øvelokalet på det sidste mest blevet brugt som opbevaringsrum. Det er stort set kun et sted, vi kommer for at hente gear. Vores sætliste ligger efterhånden så meget på rygraden, at det der med at øve virker fuldstændigt overflødigt. De nye numre, vi har med, bliver som regel lavet til lydprøver.

Hvad kan vi så forvente os af koncerterne i USA og senere på foråret i Danmark?
- I kan, som altid, forvente, at vi giver et brag af en koncert med masser af energi! Men I kan også forvente en lille drejning i forhold, til hvad Thee Attacks tidligere har stået for. Nu er vi ikke til at stå for. Det bliver mere læder, mere rock og meget mere sexappeal… he he.

Hvad plejer I at gøre, inden I går på scenen?
- Hmm… Det vil vi egentlig helst holde for os selv, men lige før så er det hele ret arketypisk: Vi drikker en whisky – og ofte opdager vi også på dette tidspunkt, at vi har glemt at skrive sætlister.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?
Der står bare det, ethvert dansk rockband har: En dressurhest, et bur lavet af læder og hør… Derudover er der øl, whisky, vin til chaufføren og en sodavand til os. Frugt er sundt, og chips smager godt, så det har vi også. Og ellers håndklæder!

Hvad hører I i tourbussen?
- Det er den evige kamp, da alle gerne vil være bussens dj! Derfor ser vi for det meste bare film. Men ellers hører vi god rock'n'roll som eksempelvis The Who, White Stripes, Rolling Stones og Wolfmother. Én ting er dog sikker: Vi skal altid høre "Free Bird" med Lynyrd Skynyrd, når vi ruller over Storebæltsbroen!

I skal spille seks koncerter til SXSW-festivalen, hvoraf den ene er i forbindelse med det officielle program. Hvad håber I at få ud af de koncerter?
- Vi håber ligesom alle andre at blive hørt af de rigtige folk, men det er jo en kæmpe kamp om branchefolkenes gunst. Forhåbentlig kommer vi til at spille for alle mulige mennesker, som har noget at skulle have sagt i branchen. Vi har været så heldige, at David Fricke fra Rolling Stone Magazine har kåret vores plade til én af de ti bedste plader i 2010, så derigennem satser vi på at kunne at ramme nogle af de folk, man gerne vil spille for. Det kan jo være lidt svært at få de store drenge til at høre på én, når man er et lillebitte band fra Danmark.

Jeres guitarist, Terry Attack, skal under festivalen også sidde i et panel, hvor han sammen med blandt andre David Fricke og Patrick Keeler fra The Raconteurs skal diskutere "How mod culture changed the world". Hvordan er det kommet i stand?
Terry: - Vores manager, Mads Mulvad, skrev en dag, at jeg lige skulle tjekke vores mail, og der lå så en mail fra Will Hodgkinson, som blandt andet skriver freelance for musikmagasinet Mojo. Han var blevet spurgt af SXSW, om han ikke ville holde en "talk" om mod culture. Han havde efterfølgende spurgt vores producer på det første album, Liam Watson, om han kendte nogen, der kunne være friske på at deltage, og han henviste ham så til mig.

Hvordan tror du, Terry, det bliver at sidde over for så store kanoner og skulle diskutere mod culture?
Terry: - Jeg tror, det bliver helt vildt fedt. Ugen forinden, jeg blev spurgt, havde jeg lånt en bog af Søren fra The Blue Van om "mod culture", der er skrevet af Ian McLagan, som er en af de her "big shots". Så det hele er lidt sjovt og lidt surrealistisk. Pete Townshend har endda skrevet oplægget, vi skal snakke om, eksklusivt til det her. Det, jeg glæder mig mest til, er at møde de her folk, som jeg er stor fan af, og som egentlig er personer, jeg aldrig troede jeg skulle komme til at møde.

I har også netop spillet en lille håndfuld koncerter i New York. Er I generelt begyndt at rette kræfterne mod at slå igennem i USA?
- USA er et kæmpestort land, og det er vel på sin vis alles drøm at slå igennem "over there". Vi vil enormt gerne slå igennem USA, og det er også vores store mål, men det bliver ikke nu, vi kommer til at arbejde stenhårdt for det. Vi er der først og fremmest for at gøde jorden til næste gang, vi tager derover. Altså få nogle af de rigtige folk på de rigtige selskaber og de rigtige agenter ud og se os. Derefter kan man så gøre sig forhåbninger om at slå igennem. Men man ved jo aldrig, hvad der kunne komme til at ske ved de her koncerter…

Hvilke planer har I ellers for den nærmeste fremtid – er I eksempelvis begyndt at skrive sange til et nyt album?
- Vi er så småt gået i gang med den næste plade. Vi har langt fra alle sange klar, men vi kan godt løfte sløret for, at det bliver en helt anden slags plade end "That's Mister Attack To You". Det er ikke fordi, vi ikke kan lide vores første plade – vi beholder stadig den nerve, som Thee Attacks er kendt for - men det nye, vi er i gang med at lave, kommer til at definere en ny musikgenre, en ny æra og måske en ny tidsregning.

Thee Attacks kan efter deres visit i det amerikanske opleves på fire af landets spillesteder i løbet af marts, april og maj måned. Koncertdatoerne falder som følger:

25. marts - Loppen, København
1. april - Fermaten, Herning
16. april - Bygningen, Vejle
14. maj - Kulisselageret, Horsens 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA