x

The Raveonettes – Se din frygt i øjnene

The Raveonettes – Se din frygt i øjnene

Uden at Sune Wagners sange nødvendigvis er decideret dystre, så kredser de alligevel ofte om natten og mørket, ligesom han gennem hele karrieren har haft for vane at fremføre dem sent om aftenen i relativt dunkle omgivelser. Men hvad består denne fascination i? Og hvordan har den 37-årige sanger, guitarist og sangskriver det generelt med tilværelsens dystre tematikker? Det fortæller han om i dette interview, som markerer udgivelsen af det femte album fra The Raveonettes, Raven In The Grave, der netop opererer med det spøgelsesagtige og foruroligende.

– I modsætning til mange andre folk, som jo skriver mange af deres sange om natten, og som godt kan lide den ro, som natten giver, så har jeg aldrig kunnet skrive om natten. Jeg skriver altid om morgenen. Så fascinationen af natten består i, at det er dér, jeg får inspiration – men jeg kan ikke bruge den inspiration før næste dag. Jeg bliver nødt til at være klar i hovedet, og jeg bliver nødt til at være udhvilet for at kunne fælde alle mine tanker ned. Jeg har tit prøvet at skrive numre, mens jeg har været beruset, eller mens jeg har røget en fed – for det kunne jo være, der kom noget anderledes ud af det! Det er jo helt klart en anden situation. Men det er bare aldrig nogensinde lykkedes for mig. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har haft mit sande jeg med i det. Der har ikke rigtigt været den ærlighed, som jeg syntes skulle til, for at jeg kunne skrive en god sang.

Har du det som Paul Simon – "hello darkness, my old friend"?

– Ja, måske. Jeg synes i hvert fald, at jeg har mange tanker om natten. Måske er det fordi, det er slutningen på dagen, og man har gået hele dagen og tænkt over et eller andet, og så støder det hele måske sammen, når natten nærmer sig. Og måske er man også lidt mere sårbar om natten, fordi man er træt, og så er ens parader er nok også sænket lidt.

Natten forbindes jo også i langt højere grad end dagen med det mystiske og uforklarlige. Er det noget, der fascinerer dig, og noget, du dyrker?

– Jeg har aldrig set et spøgelse. Men i den ene eller anden grad tror jeg helt klart, der er nogle energier, som i hvert fald kan forekomme rimeligt uforklarlige. Jeg har mange venner og bekendte, som har oplevet et eller andet i dén målestok, og jeg tror jo ikke, at de lyver. Men jeg har engang selv set en ufo! 

Hvor så du den henne?

– Ombord på en flyver fra New York til København, da jeg var en ung mand. Det er nok 15 år siden. Det var et kegleformet lys, som var meget, meget langt ude i horisonten. Jeg studsede over det og tænkte over, hvad fanden det kunne være. Det kunne jo sagtens være en anden flyver, men lige pludselig rykkede den her trekant helt tæt på flyveren! Og så begyndte hele flyveren at ryste ret voldsomt, og så lige pludselig rykkede den op – og hen – og ud! Det gjorde den tre gange, og hver gang, den kom hen til flyveren, var der virkelig seriøs turbulens.

Var der så ikke andre, der så den?

– Nej, problemet med mange af de dér overnatningsflyvninger er jo, at folk for det første sover. Og for det andet får man tit besked på, at man skal rulle sit gardin ned, for ellers så kommer lyset ind om morgenen og vækker folk, og det vil de ikke have. Men jeg er ikke så god til at sove, når jeg flyver, så jeg kan godt lide at have det oppe og bare kigge på stjerner. Men jeg sad da hele tiden og kiggede rundt i flyveren og tænkte, at der må da være nogen, der ser et eller andet! Samtidig ligger det jo så også lidt til ens natur, at man ikke går op til stewardessen og siger, "der er altså en ufo – kan vi ikke lige flyve i en anden retning eller et eller andet??" – det har man jo heller ikke lyst til! Så det bliver en oplevelse, man lidt har for sig selv, og som man virkelig kan tænker over i lang tid bagefter.

 

Nær-drukneulykke fjernede al frygt for døden

Der er nogle mennesker, der er rene nervevrag og er bange for alt i hele verden, og der findes også dem, der virker komplet frygtløse i forhold til deres omgivelser. Hvor ser du generelt dig selv på den skala?

– Jeg er da ikke frygtløs på nogen måder. Men man lærer selvfølgelig at blive lidt mere frygtløs, når man rejser så meget, som vi gør, for vi oplever jo mange ting og kommer hele tiden i forskellige miljøer og kulturer. Så man ser måske lidt lettere på verden, end man gjorde før i tiden. Men jeg passer da rimelig godt på mig selv i sociale situationer. Jeg er ikke den dér mand, der står og kæfter op i baren og tiltrækker sig opmærksomhed.

Er du nogensinde bange for dig selv?

– Ja, jeg synes tit, jeg har haft nogle episoder, hvor jeg virkelig har været bange for, at der skulle ske et eller andet virkelig alvorligt med mig. Det kan jo være, hvis man er inde i en periode, hvor man drikker meget. Så synes jeg, at det kan tage så meget overhånd, at man godt kan blive lidt skræmt over sig selv. Du ved, at du ikke kan blive ved med at gøre det, og du ved, hvordan du får det, og hvad der kan ske. Og så kan man blive nødt til at kvitte helt for at kunne forstå, hvad problemet er.

Hvordan har du det med gravsteder og kirkegårde? Kan du finde ro der?

– Ja, det kan jeg godt, og jeg kan faktisk rigtig godt lide dem. Jeg synes, det er smukke steder at være.

Hvordan har du det med din egen dødelighed?

– Den har jeg det i grunden fint nok med. Jeg var tæt på at drukne engang, hvor jeg ligesom accepterede, at jeg skulle dø. Og når man først kan acceptere det, så er der slet ikke noget at være bange for. Så oplever man en fuldkommen ro – mere ro, end jeg nogensinde har haft i hele mit liv. Og siden den dag har jeg ikke været bange for at dø.

Har dit syn på døden ændret sig efterhånden, som du er blevet ældre?

– Jeg har haft den dér med, at jeg ikke har lyst til at ligge på mit dødsleje, og så var der nogle ting, jeg ikke fik gjort. Men når jeg så er begyndt at tænke på det, så kan jeg allerede se nu, at jeg allerede har fået gjort meget, meget mere, end jeg nogensinde drømte om, at jeg skulle gøre. Så det har jeg slet ikke noget problem med længere. Så er der nogle gange nogle ting med at stifte familie og få børn og sådan nogle ting, men så tænker jeg jo også, at det har jeg jo stadig masser af tid til.

Hvad tror du, der sker med dig, når du dør?

– Det er et godt spørgsmål jo. Det er sådan nogle tanker, jeg aldrig rigtig har gjort mig så meget i. Døden er stadig for mig sådan en størrelse, som jeg ikke rigtigt helt kan kapere, selv om man ved, at den er ganske normal. Det er lidt ligesom at kigge ud i universet og tænke på, at der måske er andre planeter med liv på. Jeg har ikke rigtigt nogle forestillinger omkring det.

Har du tænkt over, hvilket nummer, du gerne vil have, at der bliver spillet til din egen begravelse?

– Jeg tror slet ikke, der skal spilles noget. I hvert fald ikke rockmusik!

 

Det, der frygtes af flest

Jeg har sammensat en liste over nogle af de ting, som folk i almindelighed er mest bange for – og så kan du jo passende fortælle mig, om det også gælder dig. Døden har vi allerede været inde på, men en af de helt store er at skulle holde en tale for en stor forsamling.

– Den er jeg også temmelig bange for. Den er jeg ikke vild med. Min manager er jo lige blevet gift nede i Italien, så jeg skulle holde en tale, som både skulle appellere til den italienske side af familien og så hans amerikanske side. Dér var jeg sgu temmelig nervøs.

Man kan jo synes, at det er lidt pudsigt, nu du er så vant til at stå på en scene og synge og spille foran folk.

– Ja, men jeg har det jo heller ikke godt, når jeg skal derud og stå. Dér er jeg lige så nervøs. Men det samme, der sker i talen, som der så sker i musikken, er, at når man først er i gang, så er man ikke nervøs mere. Det er hele den dér ventetid op til, der er slem.

Og det er ikke blevet bedre de sidste 18-20 år?

– Absolut ikke, nej.

Hvad så med nåle?

– Nej, dem er jeg overhovedet ikke bange for.

At flyve?

– Heller ikke.

Er du på nogen måde mørkeræd?

– Nej, faktisk ikke. 

Edderkopper?

– Dem er jeg bange for! Det er noget, jeg har fra min mor, tror jeg. Hun har altid været bange for dem, og hun har altid lært os, at dem skulle man ligesom bare være bange for. Det har ikke været sådan noget med "nej, det skal du da ikke tænke på – det er da en sød lille én, og nu skal du se, så sætter vi ham udenfor". Det har været hele huset, der skulle lukkes ned, frem med støvsugeren, og så måtte man slet ikke røre ved noget! Så den hænger stadig i mig, det gør den altså.

Hvad så når kalenderen viser fredag den 13.?

– Nej, heller ikke dengang jeg så filmene. Det betød ikke noget for mig. 

Højder?

– Dem kan jeg godt være lidt bange for nogle gange. Hvis der ikke er noget at holde fat i! Jeg var på ferie i Toscana på et tidspunkt, hvor jeg skulle gå op ad nogle middelaldertrapper, som blev smallere og smallere. Det var nogle helt faldefærdige sten, og der var ikke noget gelænder. Og dér var vi så højt oppe, at det virkelig ikke var sjovt længere.

Bakterier?

– Ja, men jeg tror også, det hænger sammen med, at jeg rejser så meget, som jeg gør. Jeg sidder altid og tænker på, hvem der lige har været på det dér wc, før jeg selv skal derud, eller hvem, der lige har siddet i det her sæde eller lige har rørt ved den her fjernbetjening. Det kan jeg godt blive lidt påpasselig med. Men det er også fordi, jeg altid er meget bange for at blive syg, når vi er på turné. Jeg har ikke lyst til lige at starte turnéen med en influenza.

Ensomhed?

– Den er jeg sgu ikke rigtig bange for. Jeg synes i grunden altid, at jeg har været meget god til at være alene.

Små rum?

– Hmm, nej, i grunden ikke. Men jeg vil sige, at jeg ikke ville have lyst til at skulle kravle igennem en eller anden ventilationsskakt.

Menneskemængder?

– Ja, men det tror jeg handler om fornemmelsen af at have lyst til at komme væk, og man så ikke lige kan. Jeg har aldrig været specielt vild med at tage bussen eller toget i myldretiden, for så kan jeg godt få det sådan, "hvad nu, hvis jeg lige skal..." – og så får man fornemmelsen af, at det kan man ikke, fordi der er hundrede folk foran dig, og så kan du lige så godt bare blive stående. Det kan jeg godt blive lidt skræmt over.

Vorherre?

– Næh, det synes jeg heller ikke rigtigt, at jeg er. Jeg er hverken bange for Djævelen eller Vorherre. Én og samme person i øvrigt!

 

Frygt og lede i Clovis, New Mexico

 Hvilke steder har været de mest skræmmende at give koncerter?

– Det har nok været de lidt mindre byer i England. Middlesborough. Portsmouth. For så er man lige pludselig ude i sådan en meget miserabel stemning, hvor folk sidder og brokker sig hele dagen på pubben – over deres land, eller politik, eller fodbold, eller hvad det nu kan være, der er gået galt. Der er mange slåskampe og generelt en rigtig, rigtig dårlig stemning. Så kan man godt mærke, at det nok havde været lettere, hvis man havde været et britisk band, der kom fra samme boldgade som publikum.

Efter Randers Rock i 1995 konstaterede Jakob Jørgensen (bassist i Psyched Up Janis, red.), at man ikke burde være taget til den by for at se jer spille, fordi "den er gal i Randers".

– Jeg kan huske, at der var folk, der sad og råbte, om vi ikke kunne skrue ned, fordi de sad altså lige og spillede kort eller terninger eller et eller andet. Men jeg tror aldrig nogensinde, vi tog i byen i Randers. Det tror jeg simpelthen ikke vi turde, for der var mange rygter om Randers dengang. Men jeg synes generelt, at sådan nogle arrangementer kan være skræmmende. Det er det altid, når der render en masse fulde folk rundt på samme sted. Jeg kan huske, at mig og Jakob Høyer skulle ud til Valby og høre D-A-D til Grøn Koncert for et par år siden. Og bare i det vi gik ned gennem det dér backstageområde, ved jeg da ikke, hvor mange folk, der råbte til os, "hvordan fanden er det, I ser ud??" eller "hvad er det for nogle tynde ben, I har??". Sådan noget synes jeg er ubehageligt. Det er jeg ikke så pjattet med.

Hvilke byer rundt om i verden har været de mest skumle?

– Vi har lige skudt en video til Recharge & Revolt på en køretur hele vejen fra New York til Los Angeles. Og vi skulle så skyde en scene i Clovis, New Mexico, som er dér Norman Petty Recording Studio er, hvor Buddy Holly lavede mange af sine ting. Det var en rimelig skummel by. Vi havde været der før faktisk, men da havde vi bare lige overnattet, og denne gang havde vi en hel aften i byen sammen med ham, der skød videoen. Vi var inde at spise steaks på et steakhouse, og inden vi var færdige med dem, så stod tjeneren allerede med regningen! "Vi sidder lige og spiser! Og skal vi ikke have dessert, eller hvad?" Vi blev nærmest bare verfet ud. Og så blev vi stoppet af politiet lige så snart, vi kørte ud fra parkeringspladsen. "Hvor er I fra? Hvad laver I her? Du er dansker, og han er englænder – hvordan hænger det sammen?" Ja, okay, folk kender vist hinanden, altså! Så tænkte jeg, at vi da kunne tage hen et sted og bare lige få en øl, inden vi skulle tilbage til hotellet. Og så kom vi hen til sådan en stor bar, hvor de for det første sagde, at vi skulle betale 10 dollars for overhovedet at måtte komme ind – på en bar!

Var der nøgne damer?

– Nej, der var slet ikke noget! Det var netop det, der var det skumle ved det! Jeg kiggede rundt i lokalet, og det var fyldt med cowboys og folk med baseball-caps. Der var ikke en eneste, der ikke havde hat på derinde. Men det havde min ven, videoinstruktøren – og han måtte altså ikke komme ind, hvis han havde hat på! Der var rigtig mange skumle typer, som sad og stirrede på os og så ud som om, at dér skulle vi virkelig ikke ind. Så fik vi det bare sådan, "fuck it, altså!". Så kom vi hjem på hotellet, og så stod der en narkoman og brokkede sig over, at hun havde tabt nogle ting i en skraldespand – og dem skulle hun fandeme have fat i, for ellers ville hun slå hende natportieren på hotellet ihjel! Og så kom politiet og anholdt hende – og så tænkte vi, "okay, så går vi da bare i seng!".

Er der nogle steder i New York, du undgår at tage til sent om aftenen?

– Næh, det er der faktisk ikke. Der er jo sket meget i New York, bare de sidste ti år. Der er jo ikke rigtigt noget af det dér liv tilbage – hvis man kan kalde det "liv" – med gadeprostitution og narkomaner på gaden. Det ser du jo ikke mere i New York. Du kan selvfølgelig godt se det, hvis du virkelig tager langt op i Harlem eller ud i nogle områder af Queens og ude østpå i Brooklyn, men det er jo steder, jeg aldrig kommer. Og jeg har heller aldrig rigtig været der. Så der er ikke rigtigt nogen steder på Manhattan, jeg ikke tager hen.

 

En pistol i hovedet på Tex 

Har du haft nogle skræmmende oplevelser i byen i Danmark?

– Ja, der har da været mange spooky typer gennem årene. Der er mange folk, der har svært ved at kapere, at man måske lige har fået succes, og som godt kan få ondt i røven over det, når de er fulde og gerne vil sige sin mening til én. Det mest ubehagelige er, når folk tror, man selv spiller smart. "Bare fordi du spiller i et eller andet band, så står du dér i baren og spiller smart!" Og nej, jeg står bare lige og bestiller en drink, altså!

Udvikler det sig nogensinde?

– Jeg kan da huske, at mig og Jakob – Jørgensen, altså – fik en pistol i hovedet engang nede på Tex. Det var før, vi var blevet mere kendte, og det var også meget en rockerbar på det tidspunkt. Vi havde lige spillet en koncert, og så var vi lige ude og pisse. Så kom der en anden fyr ud, der også skulle pisse. Jakob var meget fuld, og han sagde et eller andet i stil med "så du vores koncert? Vi er kraftedeme de bedste!". Han spillede virkelig smart! Men ham fyren gad ikke rigtigt at høre på ham. Men Jakob blev ved med at provokere ham og begyndte at stå og skubbe til ham – og det skal man jo altså ikke gøre ved en mand, der står og pisser! Og så fik Jakob lige et par på hovedet med knytnæven, og så hev ham fyren simpelthen en pistol frem. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg lige ville snige mig ud og hente hjælp – for det skulle jo ikke udvikle sig. Men jeg blev stoppet med den dér pistol, inden jeg nåede noget at gøre som helst. Og så løb han så væk, og der blev ringet efter politiet, og så ryddede de stedet. Vi røg til afhøring og skulle afgive vidneforklaringer, og de matchede overhovedet ikke hinanden, for vi jo var begge to rimelig fulde – så det var ikke rigtigt noget, politiet kunne bruge til noget. Men det var da en temmelig ubehagelig oplevelse.

Hvad er den mest skræmmende film, du nogensinde har set?

– Uh ha. Da jeg var lille, skræmte John Carpenters Tågen mig fra vid og sans. Og det gør den stadigvæk lidt. Der er sådan en creepy stemning over den dér by, der ligger ud til vandet og er totalt mennesketom. Der er hele tiden de her billeder af et vejskilt, der står i vinden og knirker. Den rummer hele den dér isolation, og der er simpelthen så meget ro på. Da jeg så Ondskabens Øjne i biografen, blev jeg helt klart også skræmt. Jeg havde den store, store fordel aldrig at have set Anthony Hopkins i andre film, så for mig var han bare indbegrebet af Hannibal Lector – han var den mest creepy person, jeg nogensinde havde set! Men jeg kan også huske at gå i folkeskole og se Maskernes Nat, som lige må være udkommet på det tidspunkt. Og Fredag Den 13. Sådan nogle film var da også temmelig skræmmende.

Hvad med Evil Dead?

– Den så jeg først, da jeg var ældre, og den har jeg aldrig syntes var så skræmmende. Splatterfilm synes jeg generelt ikke var skræmmende. Jeg kan huske, at min gode ven, som jeg voksede op med, den kære L:Ron:Harald, Lars Jensen – han var meget til splatterfilm. Det var Nekromantik og sådan nogle virkelig hardcore splatterfilm. Men dem syntes jeg aldrig var uhyggelige. De var mere klamme. Man kom ikke i den dér creepy stemning, hvor man måske var lidt bange for at gå hjem efter mørkets frembrud. 

Hvad er det uhyggeligste musik, du har hørt i dit liv?

– John Carpenter lavede jo selv musikken til mange af sine film. Tågen og The Thing og garanteret også flere. Det er det dér virkeligt kolde synthesizer-soundtrack. Det er meget simpelt med ganske få noder, men hans musik synes jeg faktisk er noget ret creepy shit.

Er der et nummer, der slet ikke er meningen skal være uhyggeligt, men som alligevel giver dig myrekryb?

– Hmm... Jeg har altid syntes, at de dér chipmunks er temmelig scary! Jeg har aldrig kunnet foredrage de stemmer. Det er sådan en, man ikke har lyst til at vågne op ved siden af – en eller anden chipmunk, der står og synger!

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA