x

Gensyn med Before

Gensyn med Before

Tirsdag den 17. maj var officiel udgivelsesdag for den tredive år gamle koncertoptagelse fra den danske postpunk-gruppe Befores opvarmningskoncert for New Order i Saltlageret tilbage i 1981. Det blev fejret med en lille release-begivenhed på Floss i hjertet af København, hvor albummet blev præsenteret – dog ikke live – fra klokken 20.

Og hvad skal man så egentlig mene om det? Kynikere vil jo nok hævde, at når selv punkmusikere begynder at udgive hengemt materiale fra en svunden tid, så kender nostalgien ingen grænser, og det gør den jo som bekendt ikke, men samtidig er det en lige så væsentlig pointe, at hvis en gammel koncertoptagelse fra 1981 kan lokke omkring hundrede mennesker på bar, for at mødes og lytte til denne optagelse, tale musik og kultur i et par timer i skumringen, så må det velsagtens være fordi der er tale om noget, der har en værdi. I hvert fald for hundrede mennesker.

Det er ingen hemmelighed, at punken og dens beslægtede scener aldrig for alvor har været store i Danmark – hertil er landet ganske enkelt for lille og, hånden på hjertet, de gældende musikkanaler og medier for konservative. Men for dem, der aldrig helt har følt sig fuldstændig til rette i det blævertonede danske frikadelledemokrati, har undergrundens musikscener været et fristed, et åndehul. Ikke fordi man havde de store chancer for at springe ud som rockstjerne med dertilhørende økonomisk indtægt i sværvægterklassen, dengang som nu, men fordi man, lidt plat formuleret, havde chancen for at springe ud. Nogle sprang ud i tilværelsen, mens andre sprang ud fra fjerde sal, men sprunget blev der, fordi springet ud af virkeligheden betød noget.

Det kan lyde som temmelig romantisk snak i dag, hvor alle springer ind i virkeligheden, når de skal springe ud, i form af reality shows og talentkonkurrencer på tv, hvis eneste for alvor formildende omstændighed er, at de er glemt igen om et halvt år, men at firsernes romantiske dragen ikke kun er et produkt af dén tid, vidnede det brogede opbud af gæster på Floss dén aften om. For udover en række af undergrundens ikoner fra firserne såsom naturligvis Before, men også medlemmer fra Sort Sol og Alive With Worms, var også repræsentanter fra de nye generationers undergrund dukket op i form af folk fra postpunkgrupperne Melting Walkmen og Chainsaw Eaters samt industrialgruppen Parzival og neofolkprojektet Of The Wand And The Moon.

Det lille Floss blev ganske hurtigt fyldt op i en sådan grad, at mange måtte stå udenfor, og så gik snakken om løst og fast, men mest af alt musik, helt tilbage fra firserscenen og frem til vore dages undergrund, med lige dele røverhistorier, kritik af de alternative musikgenrers ofte mildt sagt vanskelige kår på disse kanter såvel som generelt nysgerrig interesse. Fælles for de fremmødte var dog en udpræget passion for musikken, både hos musikere, dj's og ivrige lyttere, og det var rart at være en del af. Især i en tid, hvor musikken har vanskelige kår, fordi folk dybest set ikke gider betale for den længere. Og hvorfor skulle de nu også det, når den kan hentes gratis på nettet, lovligt eller ej?

Dén diskussion kan man tage derude i de små hjem, såfremt man lyster, men den debat, der måske reelt er den væsentlige, er i hvor høj grad den økonomiske devaluering af musikken også medfører en social devaluering. Hvor tit ser man efterhånden musik formidlet på nationalt tv, uden at det hele er fedtet ind i et konkurrenceaspekt, hvor vi, i underholdningen og ydmygelsens uhellige navn, præsenteres for klare og utvetydige parametre for, hvad der er godt og hvad der ikke er det? Guderne forbyde, at man lod folk om at danne sig en mening selv eller ligefrem – o rædsel – lod musikken tale for sig selv.

Set i det lys, eller i den skygge, må man sige, at undergrundsscenerne bestemt har deres berettigelse, også i dag. For selvom man til tider, i mørke stunder, kan hensynke i pessimisme og rent faktisk tro på, at hele den danske befolkning har nok i talentshows på tv, når de skal have det stærkt svindende kulturbehov dækket, så er der heldigvis stadig mennesker, der rejser sig fra det bløde sæde for at spille eller gå til koncerter. Det er måske kun hundrede stykker, men er du en af dem, så gør du en forskel. Og er du det ikke, så kan du heldigvis nå at blive det endnu.

Møde på gaden blev til livealbum
GAFFA mødtes i forbindelse med udgivelsen af "30 Minutes" med de overlevende tre fjerdedele af Before anno maj 1981: Fritz Fatal (sang), Martin Hall (guitar) og Michael Rasmussen (trommer). Bassisten Lars Bo "Tolle" Tolstoy Jacobsen døde i 2006.

I udsender jeres koncertoptagelse fra Saltlageret 1981 i år 2011 – hvorfor skulle der gå så længe?

Michael Rasmussen: – Udgivelsen er hentet fra mit private kassettebånd. Jeg har en stor samling af koncertoptagelser, en del fra min tid i Before og rigtig mange fra min tid med The Sandmen. Netop denne Before-aften i Saltlageret var en stor aften for mig personligt. Noget skete, jeg var med til at få det til at ske, og det var ud over det sædvanlige. At spille i et orkester på en scene for et publikum fik helt nye dimensioner for mig. Den aften tog jeg med mig. Jeg har dog aldrig forestillet mig at koncerten skulle udgives. For et halvt års tid siden mødte jeg Martin på gaden, vi sludrede lidt, og jeg spurgte ham, om han egentlig havde hørt optagelsen af den koncert. Jeg sendte Martin en kopi, Martin blev begejstret, så gik han til arbejdet, og her er cd'en.

Martin Hall: – Ja, jeg stødte helt tilfældigt på Michael på gaden en dag i efteråret 2010, hvor det viste sig, at han havde haft indspilningerne liggende gennem alle årene. Jeg havde aldrig hørt koncerten på bånd før, og selvom den forståeligt nok var en kende smadret taget datidens forhold i betragtning, forekom den mig alligevel overraskende frisk at lytte til. Koncerten er gennem årene forblevet et af periodens musikalske fikspunkter, dels på grund af New Order-sammenhængen, men primært på grund af sin energi og overskud. Fritz gav uden tvivl en af sine bedste performances nogensinde.

Fritz Fatal: – Der findes også optagelse af Before på Roskilde i 1982, og den bør virkelig udsendes. Det var en fantastisk koncert. Jeg tror, at der findes optagelser et sted hos DR's gemmer, måske ligger Jan Sneum inde med noget. Before-koncerten fra 1981 i Saltlageret viser én konstellation af gruppen, mens vi var unge. Jeg synger på dårligt engelsk, og hvad kan man sige? Men der er en helt speciel energi i den optagelse.

Husk at kræve alt
Nu er nostalgi jo et af rock-kritikkens største fy-ord, på same måde som man omvendt kan forsvare hvad som helst ved bare at kalde det for autentisk, men i hvor høj grad er en udgivelse som denne drevet af nostalgiske følelser?

Michael Rasmussen: – Udgivelsen er for mit vedkommende drevet af en respekt for Fritz, og af min glæde ved netop dette Before, og netop denne aften.

Martin Hall: – Jeg er meget allergisk anlagt over for nostalgiske motiver. Mange kunstnere har kørt sig selv i sænk på den konto, og helt personligt hælder jeg nok også mest til det modsatte, at brænde tingene af og komme videre. Omvendt skal man også værdsætte den relevans, noget måtte have, og jeg mener – med hånden på hjertet – at Befores optræden den aften stadig har stor gyldighed. Det var trods alt en ganske kort periode, hvor Fritz var oppe i det gear, som han befandt sig i ved den pågældende koncert. Hvis ikke andet kan pladen måske minde et par ungdomssløvsindsramte hipsters om rockmusikkens fundamentale credo, nemlig det at kræve alt af både verden og sig selv. Fritz betalte selv en meget høj pris for sit engagement.

Hvor meget af musikken på de alternative scener dengang var direkte afledt af datidens historiske og socioøkonomiske omstændigheder: angsten for atomkrig, den dårlige økonomi og deraf følgende massive ungdomsarbejdsløshed et cetera?

Martin Hall: – Enhver, der har oplevet slut-70'ernes og start-80'ernes sorthvide verdensbillede, erindrer nok den følelse af fortabelse, der prægede perioden. Det pudsige er, at for eksempel atomtruslen ikke er mindre nu end dengang, fokus er bare blevet drejet væk fra stormagtsstridighederne, men tænk bare på ''dirty bombs'' og den stående attentatinvitation mod alverdens kraftværker. Mest kendetegnende for tiden var dog nok den afmagt, som især ungdommen oplevede, lavkonjunkturen og afmattelsen efter 60'erne. Det var ikke en videre håbefuld æra.

– Omvendt giver det at stå i en så klart defineret opposition til det eksisterende samfund en meget stærk følelse af identitet, og det var meget nærende for dem af os, der forsøgte at definere en ny kulturagenda. Som helt ungt menneske oplevede jeg perioden som en bizar blanding af enormt håb og total fortabelse. Alt skulle omskrives, de gamle regler havde tydeligvis ingen mening, og vi befandt os i et slags eksistentielt år 0. Jeg følte et meget stærkt had til det bestående dengang, hvilket heldigvis blev kanaliseret ud i et kreativt outlet.

Michael Rasmussen: – Al musikken på de alternative scener dengang var inspireret af tiden. Af de samme årsager foregik livet nu. Det hører vel under alle omstændigheder altid en del af ungdommen til. 

Hvad er jeres forhold til nutidens punkscener? Er det noget, I følger med i eller har kontakt til?

Michael Rasmussen: – Jeg har ingen kontakt til nutidens punkscener.

Martin Hall: – Hvad er punk? Hvis det er idéen om at være innovativ, at forsøge at bryde låste strukturer op og sætte ting sammen på nye måder, så ja. Hvis det derimod udelukkende handler om en musikstil, så er det ikke det, jeg lytter mest til – som du givetvis ved, hælder min musiksmag jo mest i retning af partiturmusik skrevet for kastratsangere.

Man taler i dag ofte meget kritisk om musikformidlingen i medierne; alting synes at drukne i talentkonkurrencer og A-rotationslister. Men var det lettere dengang i 1981? Havde den alternative musik bedre kår dengang?

Fritz Fatal: – Nej, det har generelt aldrig været let for undergrunden og den alternative musik. Det eneste, man kan gøre er at blive ved og blive ved. Man laver ikke musik for at tjene en masse penge, man laver musik fordi man brænder for det og er nødt til det.

Michael Rasmussen: – I 1981 var der én radiokanal til musik og én tv-kanal. I dag er der et kommercielt hav af begge – vilkårene for alternativ musik dengang og nu er vel ens – just different. Den må leve i undergrunden, hvis den vil være alternativ.

Martin Hall: – Nej, den havde langt dårligere kår - deraf incitamentet til at gøre det umulige. Lad os lige opsummere: I foråret 1981, hvor den netop udgivne Before-plade er indspillet, var der intet internet og ingen mobiltelefoner, ingen lokalradioer og ingen pc'ere. Begreber som ''kommunikationsnetværk'' eksisterede slet ikke, og man kunne købe den engelske musikavis NME med tre ugers forsinkelse to steder i København. Årets banebrydende højteknologiske lancering var Sonys walkman, en kassettebåndsafspiller, der også kunne indspille live med en indbygget mikrofon, vel at mærke i en så rædselsfuld kvalitet, at man ikke kunne bruge optagelserne til meget andet end referencelytning.

– Det jeg prøver at sige er, at mulighederne var meget begrænsede, ikke kun teknisk, men også for at nå ud til andet end en inderkreds. Den eneste relevante musikudsendelse i radioen var ''Rocknyt'', der kørte på P3 to timer hver torsdag aften – det var det. Der var ikke noget, der hed MTV, tv-mæssigt var der kun DR1 og svensk tv 1 og 2, kanaler der stort set intet musik viste, og det eneste større danske musikblad, der eksisterede, var MM, et fusions- og jazzorienteret medie, hvis målgruppe var langhårede, piberygende Carlos Santana- og Joe Zawinul-fetichister. Så nej, vilkårene var meget ringe, men det gjorde bare ens egen motivation det stærkere. Tving mennesker op i en krog, og på et eller andet tidspunkt vil der ske noget. Desperation er ikke nogen dårlig ting – den fordrer i det mindste, at man reagerer på den situation, man befinder sig i.

Hvis man, rent hypotetisk, forestillede sig, at der skulle udsendes nyt materiale fra Before næste år, hvad ville det så være for en gruppe, man ville få at høre?

Michael Rasmussen: – Jeg er ikke i stand til, heller ikke rent hypotetisk, at forestille mig nyt Before-materiale. Before nåede i sit korte tre-årige liv at spille hele vejen rundt. Fra den netop udsendte "30 Minutes", som er Before og især Fritz i en Iggy/Stooges-inkarnation, over "A Wish of Life"-lp'ens mere afdæmpede studieatmosfære, til den afsluttende single "Some Hands/Sister Culture"s pop. Den 17. maj 1981 var der i et 30 minutters øjeblik hul i verden – det hul lavede Frits, og vi hjalp ham. Det kan nu høres på cd – det er godt.

Martin Hall: – Så langt rækker min ellers ganske plastisk-orienterede bevidsthed ikke. Jeg har ingen anelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA