x

"Orchestral Manoeuvres In The Dark virkede dog tilpas sært"

"Orchestral Manoeuvres In The Dark virkede dog tilpas sært"

Orchestral Manoeuvres In The Dark har efterhånden mere end tredive år på bagen, og i deres lange og brogede karriere har den engelske gruppe både spillet elektronisk punk såvel som leveret tyggegummipop til masserne. OMD fandt oprindeligt inspiration hos Kraftwerk, men endte med at blive et stort popnavn i USA som vedhæng til ungdomsfilmen "Pretty In Pink". I dag, mange år efter, søger gruppens oprindelige arkitekter, Andy McCluskey og Paul Humphreys, tilbage til rødderne og en mere personlig og synthesizerdreven lyd. GAFFA mødte gruppen backstage på Esbjerg Rock Festival for nyligt.
 
Jeg talte kort med Andy McCluskey før, og han snakkede om at det musikalske udvalg her på festivalen er yderst eklektisk. Så hvad forventer I af aftenens koncert?
 
Paul Humpherys: – Vi forventer intet, men håber på en masse. Forhåbentlig kender publikum nogle af vores numre, og så kan vi have det sjovt og underholde dem lidt. Vi stiller op med et noget konservativt sæt denne gang; der bliver mange hits. Normalt plejer vi at spille nogle mere obskure ting for vores fans, men til en festival som denne må vi præsentere en masse hits. Vi har omkring 75 minutter.
 

Hvordan stiller I op live i dag? I gamle dage havde I jo en del analogudstyr med af forskellig art, men hvad bruger I i dag?
 
Paul Humphreys: – Ja, i gamle dage var det analogsynthesizre og Winston, vores båndafspiller, dengang vi optrådte som en duo. Så den spillede de ting, vi ikke selv kunne tage os af. I dag er teknologien en helt anden – da vi begyndte var det altid en udfordring at tage synthesizerne med på scenen. Nogle gange brød de ganske enkelt sammen.
 
Eller gled ud af stemning.
 
Paul Humphreys: – Ja, de gled ud af stemning, ville ikke tænde eller man kunne ikke gemme lydene. Vor tids teknologi er fantastisk. Jeg har bare en enkelt synthesizer med i dag, og jeg har brugt tre måneder på at sample alle vore gamle lyde, så vi kan spille vore tidlige numre. Sagen er den, at mange af synthesizerne fra dengang har vi ikke længere, så jeg brugte en masse tid på eBay, hvor jeg ledte efter dem.
 
Det er vist den slags, man bruger sin tid på som oprindeligt synth-ikon i dag. Martin Gore blev jo mildt afhængig af eBay, efter han lagde alkohol på hylden.
 
Paul Humphreys: – Haha, ja, jeg kender Martin Gore ret godt, og han skal altid være afhængig af et eller andet. Dette er dog en sundere form for afhængighed.
 
Det ville det ikke være for de fleste mennesker, men vi må formode, at Martin har råd, trods alt.
 
Paul Humphreys: – Haha, ja, absolut, det har han.

 

Elektronika før og nu

I forlængelse af snakken om teknologien dengang og nu, hvad vil du så sige er de største forskelle på vore dages elektroniske scener og så dengang i begyndelsen af firserne?
 
Paul Humphreys: – Der er en meget levende elektronisk scene i dag, og det er en af grundene til, at vi valgte at vende tilbage. Den elektroniske musik har stået stærkt i de seneste år. Vi følte os lidt fortabt i halvfemserne, hvor det hele handlede om britpop og Nirvana, for i halvfjerdserne og firserne lavede vi musik, som vi troede var fremtiden. Så nåede vi til halvfemserne, og det viste sig, at nu var tidens lyd rock fra tresserne og halvfjerdserne, så vi besluttede os for at tage en pause. Mange elektroniske navne i dag falder i to kategorier; der er dem, der køber alle de synthesizere som deres oprindelige idoler brugte, i et forsøg på at lyde fuldstændig som dem, og så er der andre, som bruger de synthesizere på en egen måde, til at udtrykke en egen stil.
 
Det har måske også lidt med generationer at gøre. Ikoner som Kraftwerk, Jean Michel Jarre, Aphex Twin vil altid inspirere.
 
Paul Humphreys: – Ja, og så gælder det om at omsætte idéerne til ens eget udtryk. I dag har vi jo alle teknologien til at lyde som vore helte, men heldigvis bliver der også stadig lavet god og opfindsom musik derude.


Anti-prog

 

Hvilken musik inspirerede jer oprindeligt som gruppe, og hvad inspirerer jer i dag?
 
Paul Humphreys: – Vi voksede op i halvfjerdserne og var lidt outsidere. Alle vore venner lyttede til tidens progrock, Genesis, Eagles, den slags, men Andy og jeg lyttede til Kraftwerk. Vi havde hørt "Autobahn" i radioen og så sagde vi til os selv, "det her er fremtiden". Så vi begyndte at købe en masse tysk elektronisk musik, brugte alle vore penge på dyre import-titler. Vi lyttede også til David Bowie og Roxy Music, men da Brian Eno forlod Roxy Music, så slap min interesse egentlig også op.
 
Jeg har det lidt på samme måde.
 
Paul Humphreys: – Haha, ja. Men vi lyttede faktisk meget ensporet til ting dengang. Vores yndlingsnavne kunne tælles på én hånd, og vi syntes en masse andet var noget møg. Men på en måde var det godt, for vi blev fokuserede omkring det vi ønskede at lave. Vi vaklede ikke stilforvirrede rundt, men styrede i samme retning: "det er det her, vi vil lave". Ikke så meget pjat.
 
Det er sådan lidt punk-attituden.
 
Paul Humphreys: – Ja, faktisk. Vi optrådte på punk-klubber til at begynde med, for ingen andre ville høre på os. Nogle gange havde de såkaldte alternative aftener. Man fik ingen penge, men man kunne spille hvad man ville, og Andy og jeg brugte det som en platform. På den måde var punk virkelig fedt, for det åbnede op for en masse muligheder. I midthalvfjerdserne handlede det ellers meget om hvor teknisk dygtig man var; Rick Wakeman, Keith Emerson, en million toner i minuttet. Vi kunne spille en tone ad gangen, og punk handlede mere om at præsentere en idé.


Inspirerede af OMD

Martin Gore har engang sagt, at synthesizeren er det ultimative punk-instrument, for man skal bare trykke på en enkelt tangent og så kan den frembringe alle mulige lyde. Men hvad for musik lytter I til i dag? Hvad inspirerer jer som gruppe?
 
Paul Humphreys: – Hvis du lytter til vores nye album, så tror jeg bestemt man må sige, at OMD er den væsentlige inspirationskilde. Da vi besluttede os for, at nu tør vi godt lave et nyt album, og det kan jo være en smule farligt efter en lang pause, havde Andy og jeg lange diskussioner om hvordan vi skulle lyde. Hvilken lyd skulle kendetegne OMD i dag? Men faktisk tog det os ikke så længe at blive enige om, at tjah, vi skal jo lyde som OMD. Så kiggede vi tilbage på vores diskografi, på al den musik vi har lavet sammen, og blev enige om, at de første fire album er den rigtige OMD-lyd. Efter de første fire album begyndte vi så småt at gå i panik, vi bragte alle mulige andre elementer ind i musikken, ændrede vores lyd, og ikke alle forandringer er til det gode.
 
For mange saxofoner...
 
Paul Humphreys: – Haha, ja, lige netop!
 
Jeg lavede interview med Gary Numan, hvor vi blandt andet talte om hans senfirserperiode. Jeg sagde det samme til ham som jeg sagde til dig nu, og han reagerede på fuldstændig samme måde. Den der klassiske firsersaxofon er ondskabens imperium.
 
Paul Humphreys: – Og vi har saxofonen med i aften, for vi skal jo spille et par af de numre. Men du har ret. Men altså omkring det nye album tænkte vi, at vi skulle tage udgangspunkt i vores oprindelige lydpalette, men uden at ende som pastiche, uden at ende med et retro-album. Da vi satte OMD på pause, blev både Andy og jeg i musikbranchen, vi både lavede og producerede musik, og vi har begge hypermoderne musikstudier, jeg har et i London og Andy har et i Liverpool. Så vi vidste begge hvordan man skruede et moderne album sammen. Vi tog udgangspunkt i vores oprindelige lyd, men prøvede at indsætte den i en nutidig ramme, skrive nye sange. Og så lytter vi da også til visse nye navne. Vi er vilde med Robyn, for eksempel. Der er også et engelsk band, Mirrors, som vi er glade for. De er et fremragende elektronisk band. De ligner Beatles og lyder som Kraftwerk.
 
Lidt godt fra begge verdener.
 
Paul Humphreys: – Lige netop. Vi elsker den slags.

 

Idiosynkratiske tekster

Nu talte du om punk og eklektisk smag tidligere. Visse af jeres tekster, især fra de tidlige firsere, er temmelig idiosynkratiske. De handler om Hiroshimabomben, morbid kærlighedsfascination af Jeanne d'Arc, ja, I har sågar lavet en pseudokærlighedssang til et kraftværk. Hvor kom de idéer fra?
 
Paul Humphreys: – Både Andy og jeg er allergiske over for rock'n'roll-klichéer. Vi hadede dem faktisk. Så vi var slet ikke interesserede i at skrive sange af typen "I love you, you love me, babe" eller "why did you leave me, baby?"
 
Ja, der findes et par af den slags sange allerede.
 
Paul Humphreys: – Ja, der er masser af dem, så vi tænkte, "hvorfor skriver vi ikke sange om det, der interesserer os?" Så vi lånte lidt fra Kraftwerk. De skrev jo ikke traditionelle kærlighedssange, de skrev om...
 
Maskiner.
 
Paul Humphreys: – Maskiner, lige netop. Så vi besluttede os for ganske enkelt at skrive om de ting, vi var interesserede i. Og Andy og jeg har altid begge været optaget af historie, teknologi, krig og religion. Så disse er faktisk grundtemaerne hos os. Vi har en lille smule kærlighed også, hvor vi trækker på egne erfaringer. Vi tror det bliver mere interessant på den måde.
 
I slipper glimrende fra det på jeres måske bedst kendte sang, "Enola Gay". Når man lytter til nummeret første gang, så lyder det som en klichéhærget poptekst, men når man ved, hvad Enola Gay er, så træder en anden og langt mørkere tolkning frem.   
 
Paul Humphreys: – Ja. Det var dog en meget mærkelig fornemmelse at spille den i Japan.
 
Det kan jeg forestille mig.
 
Paul Humphreys: – Vi har spillet i Japan nogle gange, og vi skal jo spille nummeret, da det er vores måske største hit. Så står man der og kigger ud over alle disse unge mennesker, der danser og klapper med, og jeg synes det hele virker lidt underligt. Dansende i ruinerne.

Men måske er det moderne historieformidling. Nogle af de unge mennesker lytter måske til teksten og går hjem og slår op hvad den handler om, og det er jo godt. Det er den slags musik kan gøre.
 
Paul Humphreys: – Ja, det har du helt ret i.


Stadig nervøsitet før shows


Næste spørgsmål. Hvis du helt selv kunne vælge, hvem ville du så gerne lave en sang sammen med?

 
Paul Humphreys: – Der ville faktisk bare være to personer: David Bowie eller Ralf Hütter.
 
Godt valg. Dem ville man ikke have noget imod at samarbejde med. Men jeg kom til at tænke på, selv efter alle disse år, bliver I så stadig nervøse inden I skal på scenen?
 
Paul Humphreys: – Jeg tror det er vigtigt, at der altid er en smule nervøsitet til stede. For et par dage siden optrådte vi for 35.000 mennesker. Der var sommerfugle i maven, men ingen panik.
 
Det er dog sjovere med 35.000 end med 35, ikke?
 
Paul Humphreys: – Jo, absolut. Men vi holder faktisk mere af at turnere nu end nogensinde før. For det første fordi vi gennem vores erfaring er blevet bedre musikere. Vi kan alle spille, så der er ingen bekymringer i retning af "slipper vi godt fra denne melodi i aften?" For det andet er teknologien bedre i dag – jeg skal ikke være bange for at mine synthesizere bryder sammen.
 
Haha, jeg kan ikke lade være med at tænke på et Jean Michel Jarre-interview, vi lavede for nogle år siden, hvor han sagde, som du, at han var ikke specielt nervøs inden han skulle på scenen, alt er klar og rede, og da han så gik på scenen og skulle indlede med at spille på sin berømte laser harp, så foldede den sammen for øjnene af ham og forsvandt. Han kunne ikke lade være med at grine af det absurde i situationen.
 
Paul Humphreys: – Åh nej, dog. Haha, men det er sjovt - som en scene fra Spinal Tap!

 

Factory Records var stort
 
Ja. Nå, hvis du ser tilbage på hele jeres karriere, hvad er så, i dine øjne, højdepunkterne – og det modsatte – for OMD?
 

Paul Humphreys: – Et højdepunkt var de første ting vi nogensinde lavede. Vi var på Factory Records, og alting var virkelig småt, så alle måtte arbejde sammen, om alting, ja, vi måtte sågar selv smide pladerne i deres covers. Jeg kan huske at vi sad på kontoret hos Factory Records, og der var disse stakker af plader og covers, og så bad de Andy og jeg om at pakke dem. Så måtte vi i gang, men vi var så stolte. Du ved, vi var begyndt hjemme på vores værelser, og her sad vi nu med vores musik på rigtige plader. Det var virkelig spændende.

– Også vores første koncert var speciel – vi varmede op for Joy Division. Det var fantastisk. Det var også stort da vi første gang optrådte på Top Of The Pops, for det var et nærmest ikonisk show for os begge dengang vi var små. Alle så Top Of The Pops torsdag aften for at se hvad der rørte sig i musikken. Jeg kan huske, at vi kiggede på hinanden på vej ind i Top Of The Pops-studiet og tænkte, "hvordan er dette gået til?"

– Det var også spændende første gang vi skulle til Amerika. Og til det europæiske kontinent. For hverken Andy eller jeg rejste dengang vi var børn – vi kom fra arbejderklassen, og der var ikke råd til ferieture. Så første gang vi oplevede at rejse, var faktisk med OMD, og det var vildt spændende. Det var også en stor oplevelse da vi fik hits i USA og gav store koncerter derovre. Men hvad så med skuffelserne? Jo, vi var skuffede omkring "Dazzle Ships", for vi var så stolte af det album, det er stadig en af mine personlige favoritter, men folk fandt musikken for mærkelig. Indtil da var det bare gået fremad for os, men så gik det ned ad bakke. "Dazzle Ships" lå nok for langt fra den lyd, vi præsenterede på "Architecture And Morality".
 
Jeg synes begge album har klare kvaliteter. "Architecture And Morality" er meget melodiøs og byder på nogle fremragende popsange, mens "Dazzle Ships" er mere fokuseret på lydbilleder.
 
Paul Humphreys: – Ja. Med "Dazzle Ships" begyndte vi for alvor at arbejde med samplere. Vi havde nu en helt ny verden af lyde som vi ikke kendte til da vi lavede "Architecture And Morality". Med "Dazzle Ships" havde vi adgang til alle disse rå lyde, så vi skabte en gennemgående rå klang, men vi blev også mere politisike. Vi skuede mod øst, vi tog fat i Den Kolde Krig. Vi var fascineret af disse emner og tænkte, at det kunne blive til et spændende album. Men salget udeblev, der dukkede ikke mange op til koncerterne, og vi blev bekymrede. Jeg tror faktisk at vi ændrede vores lyd herefter, gik i mere kommerciel retning, for at redde vores karriere.

 

Og navnet...

Nu vi taler om dårlige karrieretræk, hvordan i alverden fandt I på at skulle hedde Orchestral Manoeuvres In The Dark? Jeg mener, alle de unger, der hørte "Electricity" i radioen og halsede ned til pladebiksen; "Jeg skal lige have den nye med Orch...eh..."
 

Paul Humphreys: – "Det der nye band". Faktisk er historien den, at Orchestral Manoeuvres In The Dark kun skulle give en enkelt koncert, til en slags punkbegivenhed. Vi sad hos min mor og eksperimenterede med lyd, og de spurgte os om ikke vi havde lyst til at prøve vores eksperimenter af på et publikum, til gratis-aftenen. De ville bare lige vide, hvad vi hed. Og vi havde jo ikke noget navn, vi rodede bare med lyd, men de skulle trykke plakater om to timer, så vi fik travlt. Vi gennemgik forskellige muligheder. Margaret Thatcher's Afterbirth var oppe at vende, men det fungerede ikke rigtig. Orchestral Manoeuvres In The Dark virkede dog tilpas sært, og det blev så hængende.
 
 
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA