x

Daniel Miller – Interview med Mute-bossen del 2 af 2

Daniel Miller – Interview med Mute-bossen del 2 af 2

For nylig gæstede den engelske producer og pladeselskabschef Daniel Miller Culture Box for at dj'e. I den forbindelse fik GAFFA en lang snak med ham om ikke mindst hans rolle som stifter af og leder af det engelske pladeselskab Mute, kendt for udgivelser med markante navne som Erasure, Mute, Nick Cave And The Bad Seeds, Moby og ikke mindst Depeche Mode. Vi bringer interviewet i to dele – her kommer del 2. Første del af interviewet kan du læse her.

Over de seneste ti års tid har man talt meget om at musikindustrien er i krise – hvad er dine tanker i den retning, baseret på dine mange års erfaring?

Det afhænger af ens definition af krise. Taler vi om den økonomiske side af sagen, så er der helt tydeligt en krise, men der er faktisk en stigning i antallet af mennesker, der lytter til musik, men de lytter ikke på samme måde som før. Man sætter sig ikke nødvendigvis ned for at høre et album – i stedet finder en del musik ind i film, reklamer, tv-shows, for der er jo så mange tv-kanaler i dag, så der er et vist behov at dække. Men der er helt sikkert tale om en krise i forhold til den traditionelle musikindustri, om end jeg ikke er sikker på, at der er tale om en krise i forhold til selve musikkvaliteten derude. Den går, som altid, op og ned.

Der er dog ingen tvivl om at den økonomisk problematiske situation påvirker måden hvorpå pladeselskaber arbejder og agerer. I midt- og senfirserne havde vi halvtreds ansatte, og vi havde jævnligt videobudgetter på 30.000-50.000 pund. I dag er vi femten ansatte og vi laver videoer for 2000-3000 pund, så tingene ændrer sig. Men sådan er det i forretningslivet. Bilindustrien har jo også oplevet krise, og så må man finde på nye løsninger – forhåbentlig virker de.

I mange tilfælde nu om stunder har musikerne reelt ikke brug for et pladeselskab.

Det har de faktisk aldrig haft. Siden senhalvfjerdserne og postpunken har kunstnerne reelt ikke haft brug for et pladeselskab. Tænk på mig – jeg vidste intet om pladeselskaber dengang; jeg ville bare udgive noget, og der var information nok tilgængelig til at jeg kunne gøre det.

Der er dog en afgørende forskel på dengang og nu, nemlig internettet.

Ja, det er meget lettere at gøre det i dag.

Hvilket samtidig betyder at langt flere gør det.

Det er korrekt. Jeg siger blot, at dengang var det faktisk også muligt. Det er lettere i dag, men idéen er ikke ny. Man kan sige, at tilgangen i dag er ny, men ikke konceptet. Alle vi dengang, Factory, 4AD, Mute, vi var alle i samme båd, vi havde intet begreb om hvad vi foretog os. For mit vedkommende lavede jeg noget, jeg gerne ville udgive, i deres tilfælde hørte de noget, de gerne ville udgive. Naturligvis er det anderledes i dag med internettet, alting er langt mere tilgængeligt, men det er ikke sådan, at det ikke tidligere var muligt overhovedet.

Nu vi taler om senhalvfjerdserne og begyndelsen af firserne; dengang var det rent faktisk sådan at alternativ og elektronisk musik invaderede de officielle hitlister, fra europæiske navne som Kraftwerk og Jean Michel Jarre til den britiske new wave-scene med folk som Gary Numan, Soft Cell, Depeche Mode, The Cure, etc. Synes du, at musikindustrien i dag er blevet mere konservativ?

Det kommer an på hvordan du definerer musikindustrien. Mener du musikmedierne, pladeselskaberne eller? Jeg tror bestemt at de store selskaber er blevet mere konservative, men der er også stadig mange rigtig gode independent-selskaber derude. Taler vi radio, så er man her helt sikkert blevet langt mere konservative.

Og ikke mindst tv.

Ja, der sendes jo faktisk ikke særlig megen musik på tv i dag. I England har vi historisk set haft to programmer af stor betydning, nemlig Top Of The Pops, og før det The Old Grey Whistle Test. I dag har vi Later With Jools, som jeg ikke som sådan vil kalde for konservativt, om end man godt kan sige, at det er konservativt indenfor sine egne rammer. Det er ikke komplet mainstream, men alligevel er det på en måde konservativt.

Det er "god smag."

Ja, det er "god smag", lige netop. Men der er ikke rigtig andet på tv. Og så er der naturligvis YouTube, som jo efterhånden er den vigtigste musikkanal, overhovedet. Man skal dog passe på med at se på alt der var engang med rosenrøde briller – det meste af det, der spilles i radioen – dengang som nu – er noget møg. Men det er som om man tog flere chancer dengang, bl.a. fordi dengang havde BBC ikke rigtig nogle konkurrenter, der var reelt tale om monopol.

Samme udvikling i Danmark.

Monopoltanken i den henseende er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for når man skuer tilbage, så blev der altså eksperimenteret og spillet mærkelige ting. Tænk engang på sådan noget som Laurie Andersons "O Superman", der blev et hit dengang. Den ville aldrig blive spillet i dag.

Jeg lyttede faktisk til netop "Big Science"-albummet på min mp3-spiller på vej herover i toget.

Ja? Fedt. Men tænk også på sådan noget som Depeche Mode og Soft Cell dengang. De var jo langt mere alternative end det, der får lov at komme på hitlisterne i dag. I dag forsøger man at undersøge sig frem til folks smag, og det er en rigtig dårlig strategi, hvis man vil bringe nyt på banen.

Ja, man må spørge sig selv om folk som Laurie Anderson, Depeche Mode og Soft Cell, såfremt de var nye navne i dag, overhovedet ville have en chance for at slå igennem.

Laurie Anderson er lidt anderledes, for hun havde i forvejen skabt et navn indenfor sin egen verden, avantgardekunstens. Så fik hun dette kæmpe-hit, og jeg er sikker på, at det har hjulpet hendes karriere, men hun gik ikke ud og blev popstjerne. Chancen for at sådan noget kunne ske i dag er langt mindre, vil jeg sige. Mht. Depeche Mode, så er det umuligt at sige. Hvis de i dag udgav noget, der lød som "Dreaming Of Me" gjorde dengang i 1981, så...ja, så ville det måske også blive et hit. Det er meget svært at sige.

Det er et yderst hypotetisk spørgsmål.

Yderst hypotetisk. Men set i det perspektiv, at Depeche Mode skriver gode sange, er interesserede i at skubbe tingene fremad rent musikalsk, er gode live, så ville de bestemt også have chancen i dag. Men deres musik ville lyde anderledes. Hvis de udelukkende var et firser-retro-band i 2011, der udgav "Dreaming Of Me", så ville jeg nok ikke have skrevet kontrakt med dem. Men de kunne godt have opnået succes alligevel. Men det er, som sagt, meget svært at sige.

Du har udgivet et væld af kunstnere, været producer for nogle af dem, sågar lavet remixes, men tilbage i senhalvfjerdserne og begyndelsen af firserne lavede du også selv musik som The Normal og Silicon Teens. Overvejer du nogle gange at lave mere musik selv?

Egentlig ikke. Jeg prøver at gøre det til min hobby, og jeg kan godt lide at lege i mit studie eller med min laptop, når jeg har et par timers fritid. Det er sjovt og jeg lærer noget, måske endda noget, jeg kan bruge i mit arbejde med musikere. Men jeg er egentlig ikke interesseret i at lave et album. Det var noget jeg gjorde engang, men det var aldrig noget, jeg ønskede skulle blive min karriere.

Hvilken musik kan du lide at lytte til derhjemme?

Halvfems procent af den musik jeg lytter til derhjemme er arbejdsrelateret, dvs. projekter vi arbejder med på Mute. Jeg har efterhånden svært ved at lytte afslappet til musik i dag, og når jeg forsøger, så er det typisk ting, jeg kender rigtig godt, gamle plader, jazz, Canned Heat, den slags. Noget, der ligger langt fra det jeg arbejder med, for generelt har jeg svært ved at lytte til musik uden at begynde på at analysere den.

Men sandheden er den, at jeg lytter ikke til særlig megen musik, der ikke er arbejdsrelateret – jeg følger jo også med hos fodboldkommentatorerne. Jeg er ret fodboldinteresseret. Egentlig er det lidt trist, for jeg føler nogle gange, at jeg har mistet evnen til at slappe helt af og bare lytte til et stykke musik.

Der er flere musikere, der siger noget lignende, så du er i det mindste ikke alene.

Nej, jeg er sikker på, at jeg ikke er ene om at have det sådan. Sådan er det vist bare.

Afslutningsvist; er der nogle Mute-nyheder du gerne vil dele med verden?

Hov, nu ringer min telefon.

Det er Mute-agenterne, der vil sikre sig, at du ikke afslører noget.

Ja, det hele er hemmeligt. Nej, spøg til side, vi har et par nye udgivelser på vej fra nye navne, men også fra gamle kendinge – Erasure er jo aktuelle. Men jeg kan ikke fortælle dig noget, der ikke allerede er at læse på nettet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA