x

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 3 af 4

The Pop Group: Ord der får luften til at bløde - del 3 af 4

I anledning af The Pop Groups efter sigende sidste koncerter nogensinde, på Primavera Festival 24., 25. og 26. november, bringer GAFFA denne artikel skrevet af musikeren og forfatteren Martin Hall. Artiklen er delt op i 4 dele, med et nyt kapitel hver dag til og med torsdag, dagen før gruppens første Primavera-koncert. Du kan læse del 1 her og del 2 her. Nedenfor følger del 3. Del 4 kan du læse i morgen.

 

Y

Måneden efter singleudgivelsen (der oprindeligt ikke var inkluderet på albummet), udkom The Pop Groups debut-lp Y. Titlen på pladen var skrevet som et rødt penselstrøg hen over forsidefotoet, der viste et maskeklædt stammefolk med hævede spyd og blåmalede kroppe. Som selvstændigt udsagn satte bogstavet "Y" en lavine af visuelle associationer i gang, ligesom det fonetisk stillede pladens altoverskyggende eksistentielle og politiske spørgsmål: "Why?". Man havde som tilskuer fornemmelsen af at være vidne til en bizar ceremoni, men om optrinnet drejede sig en krigsdans, om et kannibalistisk ritual eller om en påkaldelse af primitive guder, meldte historien umiddelbart intet om. Coveret udgjorde et spejl, hvor både de afbildede såvel som betragteren selv var del af det samme antropologiske studie, en ubehagelig udfordring af tidens eneste vestlige religion, bekvemmeligheden.

Musikalsk set er albummet en eksplosion af paranoia, væmmelse og afsky – en serie rytmiske, spastiske kramper der først i løbet af pladens sidste nummer langsomt synes at ebbe ud. Bandets stratosfæriske ambitioner løfter lytteren op, alt imens de napalmmættede grooves vælder ud af luften omkring én; det er 50 km geradeaus i alle retninger, på én gang, en musikalsk krigserklæring mod enhver håndrystende rockonanists tilbedelse af genrens firefjerdedelsforudsigelighed. Pladens musikalske radikalitet og stilistiske fusion af umiddelbart modsatrettede energier og elementer skaber en nuklear magma af synkoperet voldsfunk, der sætter lytteren på en regressionslignende rejse tilbage til menneskets oprindelige barbarisme, og som forløbet skrider frem, kan man nærmest mærke bylden punktere, alt imens tusindvis af års rædsler langsomt begynder at strømme ud i kroppen.

Y er og bliver en revolutionær udgivelse, i både lyd, ord og ånd – en ekvilibristisk balance mellem integritet og katastrofe, mellem primitivisme og futurisme. I Mark Stewarts lyriske delirium kastes man uforvarende rundt i et inferno af drift og ødelæggelse, af Wilhelm Reichs libidinøse frigørelse, Antonin Artuads grusomhedsteater og situationismens revolte mod enhver form for tilvænnings fangenskab og kedsomhed. Massemord og undertrykkelse indhylles i nærmest surrealistiske scenarier, hvilket forbliver et af pladens helt store plusser – at der netop ikke skelnes mellem politik og poesi, mellem eksterne realiteter og menneskesjælens egne forvildelser. Teksterne er kærlighedserklæringer, indrømmelser, militante slogans der på én og samme tid hylder punkens nihilisme og alligevel rækker ud efter noget mere end det, der umiddelbart tilbydes.

 

Apocalypse Now

Y-albummet åbner i sin oprindelige form med nummeret "Thief of Fire", en moderne Prometheus-myte udspillet under de allerede beskrevne forhold. En stemme gisper klaustrofobisk til lyden af et guitaranslag, der efterfølgende kvæles af en gammeldags spolebåndoptagers pludselige stop. Herefter sætter et forrykt funky beat ind: "I admit my crime, I'm a thief of fire" følger ordene, mens vokalen kastes ind og ud af rumklang. Allerede 15 sekunder inde i pladen minder Mark Stewarts vokale deklamationer mere om et stykke Brecht-teater end om en sang i begrebets klassiske forstand, og musikanalytisk betragtet er der vel for så vidt også snarere tale om et primalterapeutisk nervesammenbrud end om nogen egentlig melodistruktur.

Pladens andet nummer "Snow Girl" indledes med et Western Saloon-klingende klaver, der hurtigt muterer til sin egen lille Cecil Taylor-agtige free-form jazz stiløvelse. "Your eyelids shield you from the law ... knife inside you sharpens its blade". Rejsen ind i mørkets hjerte fortsætter, og med coveret som bagvedliggende reference forekommer parallellen til Joseph Conrads romanbaggrund for samme års Apocalypse Now-film mere og mere tydelig. Musikalsk set udvikler side 1 sig hurtigt til en sump af rådden lyd, hvor skrigende saxofoner og nedpitchede trommer definerer helt nye standarder for datidens produktionsform (den dag i dag er der stadig vokaleffekter på Y, som det endnu ikke er lykkedes mig at gennemskue teknikken bag). De haltende klaverer, de imploderende guitarer, de opløste vokaler – albummet synes at udspille sig i et musikalsk grænseområde mellem søvn og vågentilstand, i et mentalt ingenmandsland fyldt med landminer og pigtråd.

Mens musikken spillede, sad mit 15-årige jeg fascineret og studerede den plakat, der fulgte med udgivelsen, en gigantisk collage bestående af billeder af bevæbnede børn, blødende ofre for krig og terror og sorthvide illustrationer hentet fra både Cambodja og Vietnam samt tidens uroplagede Nordirland og England, Der blev ikke sparet på virkemidlerne, men i forhold til min generelle allergi over for den slags billedsprog i de så demonstrativt politiserede 70'ere følte jeg sært nok ingen fremmedgørelse overhovedet, hvad angik The Pop Groups formidling: Dette var sjælens skrig, hjertets skrig, ikke hverken dogmatikkens eller nogen politisk utopis banale selvindbildning.

 

We Are All Prostitues

Med gruppens næste single, "We Are All Prostitues" fra efteråret 1979, forfulgte The Pop Group hårdnakket deres eksperimenterende og mere og mere politisk betonede virke. Inspirationen fra Miles Davis' Bitches Brew-periode er stadig let at spore i gruppens arbejde, men med den nye single skrues der – tro det eller ej – endnu en tak op for aggressionsniveauet: "We Are All Prostitues" er og bliver en af de mest aggressivt lydende musikalske fordømmelser af moderne forbrugerkultur, der nogensinde er blevet udgivet, og selvom A-siden er a funky piece of work, så får indspilningen stadig punkklassikere som "Anarchy in the U.K." og "God Save the Queen" til at blegne, hvad angår musikalsk vildskab og indædt indignation.

Igen var det Dennis Bovell, der sad i producerstolen, men i henhold til hans tidligere reggae-produktioner, så kunne man snart ikke komme længere væk fra udgangspunktet, end tilfældet var med den nye single. Alene titlen på B-siden siger det hele: "Amnesty International Report on British Army Torture of Irish Prisoners". Jo, der er stadig en vis rytmik at spore her og der, men i bund og grund er der tale om noget nær antimusik – om kampagne frem for kunst. "It's a campaign, it has nothing to do with art" som Throbbing Gristles sanger og frontfigur Genesis P. Orridge året efter formulerede sin egen gruppes agenda, og meget sigende for The Pop Groups tiltagende aktivistfokus sluttes pladecovergengivelsen af teksten til "We Are All Prostitues" næsten lakonisk af med følgende note: "At this moment despair ends and tactics begin".

Det faktum at The Pop Group i løbet af ét og samme år formåede at udsende to af periodens mest ekstreme og sonisk skelsættende enkeltudgivelser – debutalbummet Y samt "We Are All Prostitues"-singlen – repræsenterer stadig en kreativ magtdemonstration uden sidestykke. Sjældent har et band lydt så radikalt, så harmdirrende og så originalt, som The Pop Group anno 1979 gjorde.


Fortsættelse følger her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA