Rufus Wainwright – Født på ny, samme perfekte hår

Rufus Wainwright – Født på ny, samme perfekte hår

På en kridhvid sofa på et hotel i London slænger Rufus Wainwright sig, mens fingrene stryger igennem håret, som i en shampoo-reklame. Selvom scenariet egentligt bare passer til hans diva-image, er han hurtigt til at undskylde for den liggende positur, han holder interviewet igennem. For som han forklarer, er det fjerde dag i streg booket helt op med interviews, og det er begyndt at tære på ham. – Alle elsker åbenbart mit nye album, men det betyder så også, at alle, og jeg mener ALLE, vil tale med mig. Så det er altså rigtigt hårdt, at have lavet et så fantastisk album, siger han med den højlydt latter, der konstant luftes.  

Efter at have kanaliseret Judy Garland live, dykket ned i operaens verden med værket Prima Donna og skåret udtrykket helt ind til benet, på det sårbare forrige udspil, er Rufus igen klar til at omfavne poppen. Og man behøver ikke have hørt mange minutter af Out Of The Game, for at indse, at popmusikken virkelig har brug for en begavelse som 38-årige canadier. Men hvorfor fik han selv brug for poppen igen?

– Jeg fik simpelthen brug for en ferie, fra den verden jeg levede i. En verden præget af død, fødsel, opera og Judy Garland. Jeg blev bare lidt for overvældet over alle de tunge emner i mit liv, så da jeg gik i studiet, var jeg virkelig forberedt på at have det sjovt og overlade noget af kontrollen til Mark (Ronson, albummets producer og manden bag plader med blandt andet Amy Winehouse og Duran Duran, red.) Jeg har også fået en ny værdsættelse af pop, for før i tiden troede jeg det hele handlede om at sælge mange plader og blive billionær i en fart, men efter at have været opslugt af den klassiske musik, har jeg indset, at popmusik bare handler om at have det sjovt. Og så har det altså også været rart at kunne omgås unge mennesker igen.  

Har du kendt Mark Ronson længe?

– Jeg har kendt til ham i mange år, både professionelt og personligt, for vi har mange fælles venner, som for eksempel Sean Lennon. Før i tiden har jeg jagtet store producere, som Nigel Godrich og Nellee Hooper, og selvom de værdsatte min musik, så kom jeg altid i anden række, fordi de lige skulle lave en ny plade med Radiohead eller Madonna, eller hvad ved jeg. Så Mark er den første hotte producer, jeg har arbejdet med. Og han sagde altså ja, øjeblikkeligt efter jeg spurgte, om vi skulle lave en plade sammen. Det endte faktisk med, at han jagtede mig, så vi kunne komme i gang med at lave albummet. Han ville høre alle mine nye sange og de gamle fra gemmerne. Han var virkeligt dedikeret og ringede og spurgte ind til sange og kom med forslag igennem et helt år. Så da vi omsider gik i studiet, så havde han virkelig læst op på lektierne – og hans hår sad perfekt – og vi fik færdiggjort albummet på kun to måneder.

Godt du nævnte håret, for jeg ville høre om der var nogen form for rivalisering imellem jer, om hvem der har det bedste hår?

– Vores hårfilosofi er meget forskellig, for jeg har aldrig redt en kam igennem mit hår, men han har brug for god tid til at vække og sætte sit hår om morgenen. Så på den måde har jeg jo klart det bedste hår. Det sidder jo bare som det skal.

Man kan nemt få indtrykket af dig som værende en perfektionist, så hvordan var det et indgå et regulært samarbejde.

– Mark er en fascinerende person, for når han først tager producerhatten på, altså bortset fra, at han ikke tager en hat på, for han vil ikke ødelægge frisuren, så er han virkelig den ægte vare. Og på denne plade har han virkelig båret producerhatten, eller lad os sige producerhættetrøjen. Han var virkelig målrette med at hjælpe med at fremme min lyd og min artistiske vision. Det gjorde, at jeg stolede på ham og gav ham lov til at prøve alle sine ideer af. Han var hele tiden meget bevist om, at det var mit album, vi lavede, og det er jeg dybt taknemmelig for. For han var bedre til at finde frem til min styrke, end jeg måske selv var. Især efter selv at have produceret mine sidste to plader, og selvom jeg er glad for de plader, så var det som at se sig selv i spejl, man holder helt tæt på ansigtet. Der var Mark altså god til at give mig noget plads, så jeg kunne se det hele udefra.

Man lærer altid noget nyt, når man samarbejder med andre, så hvad tror du Mark har lært af samarbejdet med dig.

– Jeg sørgede for alle strygerarrangementerne og stod for at guide korsangerne, så jeg tror, at Mark har udviklet en større forståelse for det harmonimæssige. Der er for eksempel et øjeblik i Sometimes You Need, hvor strygerne pludselig flyder ind i billedet, og det tog en dag eller to, før han accepterede og forstod det, men nu elsker han det. Så jeg tror, han er blevet mere sofistikeret af vores samarbejde.

 

Velsyngende, men i spåner

Føles dette album som en ny begyndelse, især efter at alt dit tidligere materiale blev samlet på 19 diske i House Of Rufus-boksen sidste år?

– Der er et ordsprog, der siger, at din mor føder dig to gange, første gang under fødslen og anden gang, når hun dør, og dermed sætter dig alene i verden. Og på en meget intens måde føler jeg mig som et helt anderledes menneske nu. Dette album er en fejring af livet og det lille ny menneske, jeg har sat i verden, men også blandet med sorgen over at have mistet min mor. For jeg har ikke længere den endeløse support og omsorg, som min mor gav mig, så det er ret intenst. Altså, bare se mig nu, liggende på sofaen – jeg er jo i spåner.

Hvordan var det at se tilbage på alt materialet på det bokssæt? Kan du overhovedet genkende den fyr, der har skrevet alle de sange?

– Jeg genkender egentligt aldrig den fyr, når alt kommer til alt. Men ved at se tilbage på alt det materiale, har jeg langt om længe lært at værdsætte min egen stemme. Mark har også virkeligt været god til at fange den. Ja jeg syntes faktisk aldrig, jeg har sunget bedre, end jeg gør på den nye plade.

 

Svarede døden igen ved at skabe liv

Sidste år kunne Rufus se sig selv i en ny og uvant rolle, da han og veninden Lorca Cohen (datter af Leonard) blev forældre til datteren Viva Katherine Wainwright Cohen via kunstig befrugtning. På den måde har Rufus videreført de musikalske gener, der også strækker sig tilbage til hans forældre, Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III, der begge har markeret sig i folkgenren. Med al den musikalitet i blodet, må Rufus vel også allerede have indført datteren i musikken?  

– Jeg synger og spiller meget for hende. Jeg ser hende ikke ligeså meget, som jeg har lyst til, for hendes mor har forældremyndighederne, og de bor i Los Angeles og Paris. Så det er en igangværende proces, og vores forhold vil udvikle sig over årene, men jeg har da helt klart intentionen om at indføre hende i en masse musik. For hun skal da kende til den store musikalske baggrund, hun har. Ja fra alle sider, det lille pus. 

Hvad synger du for hende?

– Det helt store hit er en fransk sang, der hedder À La Claire Fontaine, og det er en af de helt essentielle sange i mit liv. For da min mor var døende, sang jeg den for hende, og det var det eneste tidspunkt, hvor hun vågnede op af sit koma og var sammen med os, mens jeg sang den sang. Så det er en sang, der har betydning for flere generationer. Den vækkede min mor, og den får min datter til at sove, det sidste sikkert fordi den er så lang med sine ni vers. Så den sang betyder afsindigt meget for mig.

Har du nogensinde indspillet en version af den sang?

Nej det har jeg faktisk ikke, men du har da helt ret, det burde jeg da gøre, og det skal jeg også nok.

Har du altid drømt om at blive far?

– Nej. Det har aldrig været en af mine prioriteter. På ingen måde. Og det var da også lidt af en tilfældighed, at jeg nu er far. For i perioden, hvor min mor var døende, ønskede min ven Lorca virkelig at få et barn. Hun skubbede virkelig til mig, samtidig med at min mor trak sig længere og længere væk. Så på en eller anden måde gav det pludselig mening. Lad os svare døden igen ved at skabe et liv. Og før jeg havde set mig om, virkede insemineringen. Jeg er virkelig lykkelig og stolt, men jeg er også bange, og ved ikke helt hvad jeg skal gøre med det her lille nye liv. Men jeg er sikker på, at det nok skal gå, så længe jeg er helt ærlig omkring hele processen med at være far. Ærlighed er altid det vigtigste.

 

Vittighed fra en zombie

Jeg har hørt, at du skal giftes med din kæreste Jörn til sommer, er det sandt?

– Ja, Jörn og jeg skal giftes til august, og vi har allerede sendt invitationer ud, så det er virkeligt spændende. Men det er også lidt stressende, for jeg får først fri et par uger op til brylluppet, så til den tid er jeg nok en omvandrende zombie. Jeg savner min kæreste helt vildt, men vi har begge så travlt, at vi ikke får set nok til hinanden. Så det bliver rart at få mit liv tilbage med ham. 

Sidste gang du talte med GAFFA, var det skuespillerinden Sonja Richter, der interviewede dig. Emnerne var aids, død og opera ikke ligefrem de mest opløftende emner. Så lad os slutte dette interview på anden vis. Fortæl en vittighed, Rufus!

- Hmm, ok jeg kan fortælle den korteste vittighed jeg kender. Tre paver går ind på en bar...

Var det bare det?

– Ja, den er da god.

Jeg har hørt bedre og havde nok håbet på noget lidt mere lummert fra din side.

– Det bliver næste gang. Det lover jeg.

 

Køb billetter til koncerten i Falconer Salen 23. april via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA