x

Jamie Cullum – En ældre popgentleman

Jamie Cullum – En ældre popgentleman

GAFFA møder Jamie Cullum den dag, hvor 80'erne endeligt blev begravet. Nærmere bestemt den 8. april 2013, hvor verdens nyhedsredaktioner to timer tidligere kunne annoncere, at jernladyen Margaret Thatcher var afgået ved døden, 87 år gammel, på et luksushotel i London.

– Ja, du har helt ret, nu er 80'erne endegyldigt slut. Jeg var selv mellem et og ti år gammel dengang. Hun var i benhård kamp mod fagforeningerne og var en meget kontroversiel skikkelse. I dag er jeg far til to piger, og jeg må sige, at jeg går ind for velfærdsstaten! Margaret Thatcher var en utrolig dame, men rent politisk vil jeg sige, at vi er på hver vores side af planeten.

Alle, der har set Jamie Cullum på scenen, på tv, hørt ham i radioen, eller har tilbragt mere end et minut i hans selskab, vil vide, at man har at gøre med en positiv, sjov og intelligent person, men det gode humør rækker ikke til tidens hjemlige politiske sfære, heller ikke i forhold til de konservatives ærkerivaler The Labour Party:

– For at være ærlig, så har jeg virkelig svært ved at blive begejstret over noget politisk i England i dag. Jeg er et privilegeret menneske, og jeg betaler meget i skat, og jeg synes, at jeg skal betale meget skat. Men den måde regeringen og det officielle samfundet forvalter midlerne på i dag, har jeg svært ved at juble over.

Hvor begejstringen for tidens hjemlige politiske virkelighed er til at overse forholder det sig ganske anderledes, når samtalen drejes hen på tidens aktuelle musikalske strømninger.  

– Jeg synes, at det en virkelig spændende tid, vi lever i, hvor der kommer masser af kvalitet, som man, ikke mindst som aktiv internetforbruger kan nyde godt af. Tyske Swede Art er et eksempel på noget, jeg synes, er super fedt for tiden.

Mindre tid – mere output

Jeg mødte dig sidst i efteråret 2009. Siden da er du blevet gift, blevet far til to døtre, har været dommer i en sæson af en tv-konkurrence og meget andet. Det virker ikke som om, at familieforøgelsen har dræbt din kreativitet?

– Nej, nærmere det modsatte. De sidste par år har uden tvivl været min mest produktive og kreative periode i mit liv. Dem, der siger, at barnevogne og bleer ødelægger deres kreativitet, er måske folk, som er forankret i at skulle igennem hjerte/smerte oplevelser for at få noget på blokken, sådan har jeg aldrig haft det. Men det er helt sikkert, at jeg har haft væsentligt mindre tid, men det har gjort mig mere fokuseret på, at bruge de timer jeg har haft til rådighed. Det gælder om at udnytte tiden bedst muligt. Jeg har skrevet 25 numre til pladen, nogle af dem sammen med min bror Ben, og har nydt det. Men jeg har aldrig tidligere skrevet så meget musik i pyjamas og hjemmetøfler.

Du kalder pladen Momentum, men helt ærligt, har du ikke mere eller mindre altid været lidt af en gulddreng med nogenlunde konstant momentum?


– Haha, var det bare så vel. Faktisk er titlen lidt ironisk ment, da momentum for mig meget er noget, der relaterer til 20'erne, hvor du typisk kun har dig selv at tænke på. Du har tid til at gøre, hvad du vil, du tror måske på Gud den ene dag, men ikke den næste, du kommer dig hurtigt over en ordentligt gang tømmermænd og så videre. Det er helt anderledes, når du stifter familie og bliver ældre. Pludselig skal du stå ved dine ting, og skal være en, som dine børn kan læne sig op ad. Det giver et helt andet perspektiv på livet. Jeg ser det lidt som, at hvor det i ungdommen drejede sig om at tage dine chancer, gælder det når du bliver ældre om at skabe dine chancer. Det er så det, jeg prøver på nu, og titlen Momentum skal ses i det lys.

Erfaren popherre
Med 33 år på bagen kan man ikke ligefrem kalde Cullum en pensionist, han ligner fortsat en glad ung knægt – og unægteligt en meget charmerende en af slagsen – men selv kan han godt lide at påtage sig rollen som den erfarne nestor.

– Jeg har været så heldig at optræde med Laura Mvula, som jeg ser som et ungt kæmpetalent (ganske enig, red.), som jeg synger duet med på deluxe udgaven af nummeret Sad Sad World. Det viser sig så, at hun har været fan af min musik i årevis, og i sådan en stund nyder jeg rollen som den ældre popgentleman.

Og interessant nok at Jamie vælger betegnelsen pop. Det kommer vel at mærke fra jazz-kometen, der som knægt har rådyrket en mand som Herbie Hancock,  og som i eget navn står bag Storbritanniens bedst solgte jazzalbum, og som har nyfortolket talrige standarder inden for genren (og for den sags skyld også kompositioner fra navne som Hendrix, Radiohead og Rihanna). Momentum byder på en fin nyfortolkning af Cole Porters Love For $ale featuring hiphop-ikonerne Roots Manuva. I enkelte passager kan man høre, at Cullum er en blændende jazz-pianist, men generelt er der dømt "pop" på Momentum. Sikkert et fint træk i forhold til fremtidige hitlisteplaceringer, men hvad med det kræsne jazz-folk, ser de deres egen kronprins som en forræder?

– Ved du hvad? For at være helt ærlig. Hvad den form for kritik angår, kan jeg kun sige "I don't give a fuck". Jeg gør, hvad jeg har lyst til og tænker slet ikke i den form for kasser, det er jeg kommet langt ud over. Inden for jazz er der fantastiske traditioner for improvisation og frihjul, hvor jeg ser håndværket som popkomponist som en metier, hvor det drejer sig om at kondensere dit fokus på at skabe et komprimeret udtryk for en følelse og en stemning, der bevæger dig. Det har jeg efterstræbt på Momentum, som i sin helhed  reflekterer mange af de genrer og udtryk, der fascinerer mig. Dybest set elsker jeg bare musik og ikke mindst jazzen, som jeg altid vil have med mig. Faktisk har jeg tidligere i år indspillet et helt album med standarder, som nok ser dagens lys på et tidspunkt, og så er jeg vært på et ugentligt jazz-program (BBC Radio 2, red.).

Ok fint nok, hvad så, har du smadret nogle klaverer for nylig?
– Det er jeg nok bange for, at jeg må sige ja til. Tror der røg et på BBC i onsdags, men heldigvis var det et af mine egne.

Gulddrengen Jamie Cullum – om han vil det eller ej – der midt i alt det andet også tog en sæson som dommer på Sky 1 programmet Must Be The Music takker af med karakteristiske smil og glimt i øjet. En udstråling, der gennem årene nok har gjort talrige unge piger (med pil opad) søvnløse, men trods nyvunden status som ægtemand og far til to døtre – hvor den yngste i skrivende stund er seks uger gammel – er der intet, der tyder på, at han har planer om at skrue ned for blusset fremover. Cullum har kombinationen af entusiasme, udstråling, talent, håndværk, bredde og nysgerrighed, der meget tænkeligt kommer til at betyde en lang og varieret karriere. Og hvad det angår, er den selvudnævnte "ældre popgentleman" nok kun en dreng endnu.


Nabiha har ikke brug for mig længere

Ud over sit eget virke som musiker og tv- og radiopersonlighed er Jamie en sulten og nysgerrig musikforbruger med en særlig kærlighed for Skandinavien.

– Der kommer virkelig meget kvalitet fra jeres del af verden, specielt har jeg fulgt den norske scene intenst, det gælder en fyr som Thomas Dybdal, men også en masse andre ting. Det virker som om at I har en gylden periode på jeres breddegrader i disse år.

Så har danske Nabiha supportet dig. Fik du set hende, og hvis ja, hvad synes du?

– Ja, selvfølgelig, jeg synes, hun er fantastisk. Jeg tænkte, at det rent musikalsk ikke var den store åbenbaring, men at den måde hun fremførte musikken på var helt unik. Der er noget med, at hun skal supporte mig igen, har jeg hørt, der er en masse navne i spil til den kommende turne. Men det virker nærmest mærkeligt, Nabiha har vist ikke brug for at spille opvarmning for mig længere. Hun klarer sig vist helt fint på egen hånd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA