x

Tindersticks: Vi må være kloge, siden vi stadig er her

Tindersticks: Vi må være kloge, siden vi stadig er her

I år fylder det britiske band Tindersticks 21 år og markerer samtidig 20-året for deres meget roste selvbetitlede debutalbum. Dette fejrer de med albummet "Across Six Leap Years", hvor de har genindspillet ti af deres gamle numre, samt en jubilæumsturné, som søndag den 27. oktober bringer bandet til DR's Koncertsal i København.

Tindersticks har fået mange fans med deres stemningsfulde, melankolske rock med forsanger Stuart A. Staples' karakteristiske dybe stemme i front. I mange år var strygere en fast del af gruppens udtryk, men efter deres sjette album "Waiting for the Moon" fra 2003 gik violinisten og strygerarrangøren Dickon Hinchliffe ud af bandet, hvilket betød en kraftig nedtoning af denne side af Tindersticks. Efter førnævnte album holdt bandet også en længere pause, hvor Stuart Staples udgav to soloalbum, men i 2008 vendte de tilbage med albummet "The Hungry Saw" – dog med kun tre af de oprindelige seks medlemmer tilbage. Denne konstellation har siden udgivet yderligere to album foruden "Across Six Leap Years".

Sideløbende med deres studiealbum har gruppen også skrevet musik til hele seks film af den franske instruktør Claire Denis. Ud over jubilæumsturné og -udgivelse har 2013 også budt på en bog fra Tindersticks-forsanger og sangskiver Stuart A. Staples. Bogen med titlen "Singing Skies" er et samarbejde mellem Staples og hans kone, maleren Suzanne Osborne, hvis værker sammen med Staples' sangtekster udgør bogen.

GAFFA har fanget Tindersticks' keyboardspiller David Boulter (midtfor på billedet) på landevejen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente af koncerten på søndag og om Tindersticks' aktuelle album – og om gruppens fremtidsplaner her 21 år inde i karrieren.

I er taget på det, I kalder en 21 års jubilæumsturné, fordi I blev dannet for 21 år siden. Hvorfor ikke bare kalde det en 20 års jubilæumsturné for jeres første album?

– Vi tænkte også først på at kalde det et 20 års jubilæum for vores debutalbum, men så kom vi i tanker om, at vi udgav en single i slutningen af 1992, og bandet blev også dannet i begyndelsen af 1992. At fejre 21 års jubilæum lyder lidt anderledes, og vi vil gerne være lidt anderledes.

Hvad kan vi forvente af koncerten i København?

– Vi spiller de sange, vi stadig kan lide fra de sidste 21 år for at tegne et billede af, hvad Tindersticks handler om. Vi deler aftenen op i to. Først en kortere sektion med nedbarberede sange med færre musikere på scenen. Den anden sektion bliver med en række ekstramusikere, blandt andet en strygersektion og en ekstra sanger. Vi spiller blandt andet nogle sange, som vi ikke fremfører så tit. Vi spiller overvejende de samme sange hver aften, men skifter nok to-tre af dem ud for hver koncert.

Jeres nye album hedder "Across Six Leap Years" – er der en særlig historie bag den titel?

– Det var Stuarts idé, og vi kunne alle lide den. Det var en anden og meget poetisk måde at beskrive den tid, vi har eksisteret i, som på tværs af seks skudår.

Strygerne er tilbage

Som nævnt har Tindersticks genindspillet 10 af deres gamle numre til det nye album. Om dette tiltag fortæller David Boulter:

– Vi syntes, det var en større udfordring at genindspille numrene frem for bare at lave en opsamling. Der er også nogle af sangene, vi synes, vi er modnet med, så vi kan spille dem bedre nu, end da vi indspillede dem i sin tid.

Men de nye versioner ligger ret tæt på originaludgaverne – I har jo ikke omarrangeret sangene radikalt, som for eksempel Bob Dylan ofte gør, når han spiller sine gamle sange live?

– Nej, for vi har altid gjort meget ud af arrangementerne, men nogle sange har vi simpelthen fået lettere ved at spille nu, end da vi indspillede dem. Nogle af numrene har vi også et særligt forhold til, eksempelvis "A Night In", så det var vigtigt for os at genindspille det.

I har blandt andet indspillet to numre fra Stuart Staples' første soloalbum "Lucky Dog Recordings 03-04" – hvorfor det, når det nu er hans solosange?

– Det er sange, som vi stadig nyder, og vi har af og til spillet dem live. Da Stuart lavede sit første soloalbum, var det stadig med Neil (Fraser, guitar) og mig, så det var med halvdelen af Tindersticks. Der var ikke den store forskel fra det, vi normalt laver.

Tindersticks har indspillet "Across Six Leap Years" i de hæderkronede Abbey Road-studier i London, hvor utallige store kunstnere har indspillet, blandt andre The Beatles, Queen og Pink Floyd. Om valget af studiet, som også er kendt fra omslaget til Beatles-albummet fra 1969 af samme navn, beretter David Boulter:

– Vi indspillede strygerne til vores andet album i Abbey Road og havde en god oplevelse dér, og vi ville gerne indspille et særligt sted denne gang. Da vi begyndte i bandet, var der seks studier som Abbey Road i London, men i dag er der kun ét, så det var et oplagt valg.

Der er strygere på flere sange på jeres nye album, modsat jeres to forrige album, som var helt uden strygere. Hvorfor er I gået tilbage til at anvende strygere – I har også strygere med på turnéen, som du sagde?

– Nogle sange er nærmest umulige at spille uden strygere, sange, vi skrev, da Dickon (Hinchliffe, red.) var med i bandet. Men efter seks plader definerede de os for meget, og så besluttede vi os for at holde en pause med dem for at finde et nyt musikalsk arbejdsrum. Det er dog stadig noget, vi nyder som en del af vores musikalske historie, det skal bare ikke tage overhånd.

Højdepunkter og fiaskoer

Hvis du skal kigge tilbage på de sidste 21 år, hvad har så været de tre største højdepunkter?

– At lave det første album var det første højdepunkt. Vi vidste ikke, om der var nogle, der ville lytte til det eller købe det, men vi lagde utroligt meget arbejde i det, og så var det fantastisk, at det opnåede en vis succes. Det næste højdepunkt var at lave soundtracket til Claire Denis' film "Nénette et Boni" og finde ud af, at vi også kan skabe filmmusik. Det tredje højdepunkt må være, at vi stadig er her og kan lave musik på 21. år.

Hvad har så været de tre største fiaskoer?

– For et par år siden mistede Stuart stemmen, og vi måtte aflyse koncerter, og det var noget af en katastrofe. Det var heldigvis første og eneste gang, det er sket. Anden gang var, da vi første gang var i USA i midten af 90'erne. Vi blev næsten opslugt af musikindustrien og reagerede med at opføre os underligt. Ellers synes jeg ikke, der har været noget, men vi passer også godt på os selv.

Du nævne filminstruktøren Claire Denis, som I har lavet en række soundtracks til – seks i alt, senest til filmen "Les Salauds" fra i år. Hvad er det, der får jer til at arbejde sammen med hende igen og igen?

– Claire laver film, som vi laver musik. Hun laver film som en kunstform, fordi hun gerne vil udtrykke noget og ikke bare er ude på at lokke folk i biografen. Vores musik er blevet en stemme i hendes film, og det er sjældent at få så stor frihed, når man skal skrive musik til en film. Det var næppe gået, hvis vi havde arbejdet med en stor filmproducent.

Kunne I forestille jer at skrive musik til en anden instruktør?

– Det kunne være spændende at prøve, men det er svært at få så stor frihed, som vi har med Claire, for filmskabere vil have kontrol, og det forstår vi selvfølgelig godt, for vi vil jo også have kontrol, når vi skaber musik.

Hvis du igen skal kigge tilbage på jeres karriere, hvordan vi du så beskrive jeres bidrag til musikken?

– Vi har forsøgt at skabe noget, der er rent, noget, der kommer indefra, fra et følelsesmæssigt synspunkt. Det er ligesom at skabe et maleri eller en film. Vi skaber noget, som folk kan værdsætte i et eller andet omfang, vi skriver ikke bare tre minutters popsange.

I udgav tre album på det hæderkronede engelske indie-selskab Beggars Banquet (Bauhaus, The Go-Betweens, The National med flere), og ét på dets mindst lige så velanskrevne søsterselskab 4AD (Beirut, Bon Iver, Efterklang med flere). De sidste to plader har I dog udgivet på eget selskab, i samarbejde med City Slang i Tyskland (Calexico, CocoRosie, Lambchop med flere). Hvorfor dette skift?

– Beggars var godt selskab for os, men kontrakten løb ud, og de ville ikke forlænge, da vi havde lidt forskellige idéer. Nu har vi kontrakt med City Slang i Tyskland, og det er godt, for vi har et personligt forhold til dem. Da vi udkom på Island Records (stort selskab under multinationale Universal, red.) i slutningen af 90'erne, blev de folk, vi arbejdede sammen med, hele tiden skiftet ud. Det er meget bedre at være på et mindre selskab.

Vil gerne skrive nye sange snart

I disse år falder det fysiske pladesalg voldsomt, og folk lytter til gengæld i stigende grad til musik på streamingtjenester. Det kunne være interessant at høre, hvad David Boulter siger til det. Tindersticks har nemlig altid gjort meget ud af deres udgivelser rent fysisk i form af flotte, gennemdesignede covers, ligesom de har udsendt en række singler og liveplader i begrænset oplag.

– Jeg har bemærket, at interessen for vinyl stiger, hvilket er godt. Jeg nyder selv at købe vinylplader med indlagt download-kode, så man selv kan bestemme, om man vil høre musikken analogt eller digitalt. Jeg er vokset op med at købe vinylplader og elskede at gå i pladebutikker og kigge på coverne som ung, og det gør jeg stadig. Alene det at forlade dit hjem for at købe en plade var en lille oplevelse i sig selv. Nu kommer musikken næsten for let til folk, og det gør den lidt mindre værd, synes jeg.

Hvad med det økonomiske aspekt – tjener I mest på at spille live i disse år?

– Du er nødt til at være klog for at overleve i denne branche, men det må vi jo være, siden vi stadig er her. Det vigtigste er dog ikke at tjene penge, men at skabe noget, man kan være stolt af. Vi er så heldige, at folk stadig gerne vil købe vores plader i fysisk format og komme til vores koncerter, men vi er normalt mindst seks på scenen, så vi taber faktisk ofte penge på at turnere.

Hvad er fremtiden for Tindersticks – hvad er jeres næste skridt, når I har fejret jeres jubilæum?

– Vi er meget stolte af vores to seneste album og føler os meget stærke nu, så vi vil meget gerne lave noget mere musik snart. Men faktisk bor alle bandmedlemmerne rundt om i Europa, så vi er ikke så ofte sammen. Vi er sammen nu, fordi vi er på turné, så nu er faktisk et meget godt tidspunkt at begynde at arbejde på nyt materiale. Vi vil gerne lave noget, der er anderledes, men vi ved ikke, hvad det bliver. Stuart bor i Frankrig, Neil bor i Belgien, Earl (Harvin, trommeslager) bor i Berlin, Dan (McKinna, bas) bor i London, og jeg bor i Prag. Min kone er tjekke, og vi har boet der i knap 15 år. Stuart manglede plads i London, han har en stor familie. Andre af medlemmerne har bosat sig rundt i Europa for at opleve noget andet end England. Som turnerende musikere ser vi mange lande, og det kan jo friste én til at bo et andet sted end i ens hjemland.

For lige at vende tilbage til koncerten: Har I et ritual, lige inden I går på scenen?

– Vi slapper af og fokuserer. Vi vil gerne være sammen i en halv time uden for mange mennesker omkring os.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Vegetarisk mad og masser af rødvin.

Hvad hører I i turbussen?

– Alle, inklusive vores ekstramusikere, har vidt forskellig smag, så vi hører alt muligt fra klassisk musik til moderne kompostionsmusik, jazz og pop. Jeg har en besættelse af soundtracks, især John Barry-soundtracks, som jeg nød, da jeg var i begyndelsen af 20'erne. Især hans musik til Bond-filmen "On Her Majesty's Secret Service", som jeg altid har elsket, selvom det har alles mindst foretrukne Bond, George Lazenby i hovedrollen.

Find billetter til koncerten i Koncerthuset 27. oktober via GAFFA Live.

Se en trailer fra Tindersticks' indspilninger i Abbey Road-studierne:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA