x

John Grant: I de mørkeste stunder blev jeg trøstet af musikkens skønhed

John Grant: I de mørkeste stunder blev jeg trøstet af musikkens skønhed

"I don't know that much about guns, but I feel like I've been shot by one",synger den bløde baryton i mine ører, mens jeg går gennem en by, der langsomt bliver mere fremmed for mig. Hvert skridt sender mig længere ud af landskabet, mens følelser, der er svære at sætte ord på vrider sig krampagtigt i mig. Min eneste trøst er musikken. Dens luftige toner, de åbenhjertige tekster forvandles til salmer, der lige så meget leder mig ud af en mørk, indestængt hule, som de er solens første stråler, der bryder frem et sted omme bag en fjern tågebanke. Set i bakspejlet er begge John Grants album, "Queen of Denmark" og efterfølgeren "Pale Green Ghosts", ved at blive soundtracket til mit år. Deres hjerteve og galgenhumor begynder langsomt at forme en rettesnor, der meget vel kunne blive en livline. Jeg har fundet en sjælefrænde.

Den amerikanske musiker John Grant har ikke haft et nemt liv. Han flyttede som 12-årig med sine forældre til Colorado i det sydvestlige Amerika. Hjemmet var religiøst, og selvom det ikke blev italesat, var den homoseksualitet, som den unge Grant følte gry i sit indre, ikke accepteret. Han stak ud som oliventræerne af russisk oprindelse, der lyser grønt i nattemørket og stadig står plantet langs L-25s vejside nær barndomshjemmet, selvom han forsøgte at gøre sig usynlig.

En dag efter skole fulgte de andre børn efter ham hjem, og uden for hoveddøren gav de ham et lag tæsk. Tævene var så overrumplende hårde, at Grant skrækslagent tissede i bukserne. Bagefter gik han skælvende indenfor, op ad trappen til sit værelse og gemte sig grædende under dynen. Han kunne ikke fortælle sine forældre, hvorfor de andre børn havde tævet ham. Voksenlivet blev ikke mindre turbulent. Grant var i sit indre splittet – mellem den, han følte, han var, og den, andre ønskede, han skulle være. På sit dødsleje i 1995 udtrykte hans mor, syg af lungekræft, stadig skuffelse over sønnens seksualitet. Forsoningen udeblev selv i dødens favn. Samtidig forsøgte Grant sig med musikken. Hans orkester The Czars udgav over en ti årig periode fra 1994 til 2004 seks album, men det store gennembrud udeblev. The Czars forblev, trods anmelderroser, under radaren.

Grant hengav sig nærmest religiøst til stofmisbruget og svælgede i seksuelle udskejelser og et stigende selvhad. Og så faldt det hele fra hinanden. Grant indrømmer i dag, at han selv i høj grad var skyld i bruddet – bevidst eller ubevidst. Han kunne ikke lide den, han var, og det manifesterede sig i destruktiv adfærd, som skubbede de andre medlemmer og verden fra ham.

I 2004 så Grant lyset. Han sluttede sig til AA og fik arbejde som tjener i New York. Han skrev stadig sange, men de forblev inden for lejlighedens fire vægge. Efter fem års pause blev han i 2009 overtalt af Midlake fra Texas til at indspille en soloplade med dem som backingband. De stillede sig til rådighed som hans værktøj, hvad han den dag i dag stadig udtrykker stor taknemmelighed over. "Queen of Denmark" indvarslede et nyt vendepunkt i en nu ædru eksistens. Han mødte også sit livs kærlighed. Men kærligheden er en omskiftelig størrelse. Den bristede inden for et halvt år og kastede atter Grant ud i håbløshed. Han forsøgte at forstumme sin smerte gennem løse relationer.

Dette resulterede i en fatal sms fra en tilfældig elsker, mens han købte sko i London forud for et besøg til Sverige i starten af 2011. Hos lægen i Stockholm blev han efterfølgende testet positiv for HIV. Det var først herefter, at Grant indså, at han ikke havde kvittet sit misbrug, men blot udskiftet alkohol og kokain med sex. Vred over tabet af sit livs kærlighed, skamfuld over at have pådraget sig HIV efter i flere år at have udsat sig for faren på en dumdristig måde, med en forkrøblende usikkerhed i behold og tynget af sorg, havde han til gengæld brudstykkerne klar til sit næste album, og på nomadisk vis isolerede han sig på Island for at kanalisere hele sin forbistrede lede ud i de nye sange. Måske han kunne finde sig selv på ny, måske han kunne lære at acceptere og elske sig selv for første gang.

 

Olivengrøn og mørkeblå

Det er en fredag i et nyt og andet år, og jeg står til en lydprøve på VoxHall i Aarhus og lytter til pianisten på scenen spille de klassiske kaskader og trillende rul, som udgør det dramatiske afslutningsstykke i "Glacier". Det er en passende underlægningsmusik, fordi den stemmer overens med mine forventninger til at møde John Grant, som venter i et lille rum ovenpå. Hans hudløse ærlighed i de mange interviews, han har givet, går forud for mødet, og jeg er spændt på at se, hvad det er for et menneske jeg møder. Da Grants assistent Fiona, rødhåret og med en sprød amerikansk accent, langt om længe fører mig op ad trapperne og åbner døren ind til Grants midlertidige logi på klem med et forsigtigt bank og med sin beroligende stemme spørger, om han er klar, strømmer nervøsiteten igennem mig.

John Grant er fysisk stor, men noget i hans holdning udstråler en ydmyghed, der gør ham mindre for øjet. Han har passende en olivengrøn hue på hovedet, en krøllet sort skjorte, der hænger løst, hans negle er farvede mørkeblå – en fase, siger han senere, som han skal igennem – og hans buskede skæg fremkalder en vild viking, men hans øjne virker rare og forsigtige. Han lægger sig til rette på sofaen, nærmest som gør han klar til en halv times terapi, og kigger eftertænksomt op i loftet. Han ser så et øjeblik spørgende på mig, og jeg forklarer, at i alle de interviews, jeg har læst, bliver han altid spurgt mest om sit livs tragedier.

Grant nikker og siger, at han heller ikke forstår, hvorfor det ikke er begyndt at kede journalister at spørge ham om de samme ting. Men for ham er det nemt at svare på, men også trættende i længden. – Folk spørger altid, hvordan mit liv var, da det var værst, siger han tørt. – Det kan man da godt beskrive for dem, men de kan også bare se "Trainspotting". Det er det samme ton af lort.

Han håber, at det vil ændre sig efter udgivelsen af hans næste album.

Jeg spørger ham først om hans sangskrivning. Alle hans sange virker hudløst ærlige, og i modsætning til en kunstner som David Bowie synes Grant ikke at skrive fra en rolle, men kun fra sit eget selv.

– Det vil altid være filtreret igennem mig. En stor del af mit liv har handlet om at flygte, så når det handler om min kunst, er den nødvendigvis nødt til at dreje sig om sandheden, og hvordan tingene egentlig forholder sig. Det er meget nemt for mig at forsvinde ind i en rolle. For et stykke tid siden ville jeg gerne blive god til at være mig selv, før jeg atter begyndte at forsvinde ind i roller igen. Han ler varmt og afrunder: Fordi det er svært for mig at komme tilbage fra en rolle. Sådan synes det.

Men kan sandheden ikke også være et slør, spørger jeg ham, en anden måde at gemme sig på. Er det muligt at skjule sig i ærlighed? – Det kan man muligvis godt, svarer han. – Men det afhænger af om du er oprigtig eller ej.

 

Humoren er vigtig

Et mere passende skjul for Grant er måske humoren. Som stor filmelsker nærer han en dyb kærlighed til den amerikanske instruktør Woody Allen, og han forklarer, at særlig Allens humor har haft indflydelse på ham. – Jeg er sikker på, at jeg har meget fra Woody Allen, siger han. – Fordi han har været en stor inspirationskilde for mig. Hans humor har været en del af mit liv siden begyndelsen af 80'erne, og den føles som et varmt tæppe for mig, den føles meget naturlig.

Tror du, at humoren formår at forløse alvoren, spørger jeg. – Humor kan gøre noget groft og alvorligt mere appetitlig for ganen, det kan gøre det nemmere at fordøje. Alle mennesker har deres forskellige måde at bearbejde ting på, og du kan ikke rigtigt sige, hvad der er den rigtige eller forkert måde. Men humoren er i hvert fald vigtig for mig.

Det simple, det umiddelbare er oftest også det sværeste at kreere. Stor kunst kan virke nemt på øjet, men tit ligger der et stort, opslidende arbejde bag hvert lille ord, hvert penselstrøg eller hug i skulpturen. Leonard Cohen skulle efter sigende kunne bruge årtier på at skrive blot én af sine sange. Grants sange formår at videregive dybt personlige følelser på en almengyldig måde, uden at de virker anstrengte.

– Nogle gange tager det lang tid at skrive en sang, og andre gang sker det hurtigt. Men oftest tager det lang tid. Det tager mig sædvanligvis måneder, fordi jeg mener, at du bør skrive noget og så lade det ligge og se, hvad der bliver tilbage, hvad der stikker ud, og hvad der er bedst at skære væk. Du fortsætter med at skære, til du har de bare knogler. Det er en balanceakt, fordi du vil fortælle din historie, men du vil også beholde noget for dig selv, samtidig med at du bygger din personlighed ind i sangene. Ikke på en åbenlys måde, man må arbejde meget på bare at lade det ske, og det kan være temmelig svært. Bagefter begynder folk nemlig at spørge indtil det, og du begynder aktivt at tænke over processer, der til at begynde med faldt dig naturligt ind.

– Tricket er at ikke tænke så meget. Og det kan være svært, når man pludselig får opmærksomhed, fordi det tvinger dig til at reflektere. Men det er ikke noget, du skal tænke over, du skal bare gøre det. Når du skriver en sang, kan du godt mærke, hvornår noget er godt, og hvornår det ikke er godt nok. Det føler du for dig selv. Jeg tror, at det er vigtigt ikke at skynde på sig selv og altid i have tankerne, at ikke alt, du skider ud behøver at være et mesterværk. Selv hvis du sidder ned en hel dag uden at komme på noget, var der stadig en igangværende proces, og så har du opnået et eller andet, selvom det måske ikke er kommet ned på papir. Det er vigtigt at huske.

Balanceakten mestrer Grant, og vi diskuterer, hvordan hans personlighed stadig skinner igennem musikken på "Pale Green Ghosts" til trods for et elektronisk lydskifte i forhold til "Queen of Denmark". Med hovedet tilbagelænet på sofaens armlæn filosoferer han over, hvordan man i musikken – som i livet – ikke kommer langt uden andres hjælp, hvordan det også kræver mod og udfordring at flytte sig selv. Han nævner synth-soloen i "Why Don't You Love Me Anymore" som eksempel:

– Den synth-solo udtrykker en smerte, som jeg ikke menneskeligt kan nå med min stemme, jeg kan ikke skrige, som den synth gør. Jeg havde brug for dens hjælp der. Samtidig fik jeg at vide, at den ikke passede ind. Men det synes jeg stadig, den gør, og det handlede om at tage chancen og være tro mod sangen.

– Vi bliver os selv i kraft af andre – i at genkende os selv i andre og interagere med dem og spejle os i dem og lytte til dem. Vi gør det ikke på egen hånd, vi bliver dem, vi bliver, fordi vi har fået hjælp. Jeg tror, at vi bliver kedelige, hvis vi bliver for optagede af os selv, og så begynder vi at stagnere. Vi bliver for vant til vores eget lort og stopper med at vokse. Og jeg tror, at det er sandt, at vi har behov for at blive ved med vokse, at udfordre os selv. Du skal ikke sidde fast, men bevæge dig. Du skal selvfølgelig bevare dig selv, men også samtidig vokse. Jeg tror, at der er mange måder at fucke op på. Hvis du prøver at være nogen, du ikke er, er det en stor måde at fucke op på.

Han stopper kort op og smiler indforstået.

– Det er ikke nemt. Når man har skrevet en sang som "Queen of Denmark", tænker man for sig selv, vil jeg nogensinde skrive en sang, som folk vil synes lige så godt om. Men det er lige meget. For så stiller du dig selv det forkerte spørgsmål. Behold de essentielle komponenter. Vi har forskelligt tøj på hver dag, vi tager en ny skjorte på. Jeg kender ikke mange mennesker, der har den samme skjorte på hver dag for evigt. Vi kan skifte tøj, men vi er stadig de samme indenunder. Når det drejer sig om tøj, kan du trække i hvad som helst, men det er ikke ensbetydende med, at hvad som helst klæder dig. Der er selvfølgelig nogle som ser godt ud i alt, men jeg er ikke en af dem. Du skal vælge dit tøj med omhu. Det er det samme med valg af lyd i musik. Men på samme tid skal du tage chancer og bevæge dig ud af din tryghedszone.

 

Dansk yndlingsband

Danske hænder kunne meget vel hjælpe med at skubbe John Grant ud af hans musikalske tryghedszone. Et af hans yndlingsbands er nemlig danske WhoMadeWho. Han fortæller begejstret, at han netop har købt deres seneste udspil "Dreams" på vinyl i København. Han udtrykker stor beundring for den danske trio, hans øjne udvides og ligefrem blusser. Særligt hæfter han sig ved deres evne til at blande det akustiske med elektroniske elementer. Han har snakket med dem om et samarbejde, men det er svært at få deres respektive kalendere til at gå i spænd. Selvom Grant har turneret "Pale Green Ghosts" i snart et år, er han så småt begyndt at skrive nye sange, og han håber, at han kommer i studiet senere i år.

Mod interviewets afslutning løfter Grant samtalen op på et højere eksistentielt plan. Ærlighed og sandhed er åbenlyst kardinaldyder for ham. De spiller en afgørende rolle i alt, han gør, og de begrænser sig derfor ikke kun til hans sangskrivning, men gør sig også gældende i hans måde at forstå og leve sit liv på. Kunst og eksistens hænger på den måde sammen i hans univers og har et slags etisk ansvar over for hinanden.

– Det er vigtigt at fortælle sandheden. Du er heller ikke så anderledes, som du går og tror. Alle sammen gennemlever det samme lort, det er i bund og grund blot det smertelige ved at være et menneske. Men du opdager, at når du er dig selv, og du så taler som dig selv, kan folk godt lide det. De reagerer på det, fordi det giver genlyd i dem. Det er i hvert fald, hvad jeg tror. Folk siger tit til mig: "Synes du, at det er farligt at sætte dig selv derud, og jeg svarer: "Jamen, vi er jo allerede derude!". Du kan sagtens sidde hele dagen og lade som om, at ting ikke går dig på, men det er der jo ikke nogen, der vil tro på. For det er ikke sandt. Du er et menneske.

Grant sætter sig i en fluks bevægelse op og poserer med brystet skudt frem og fortsætter teatralsk: – Du kan sidde og lade som om, at du er superstærk, intet kan røre dig, og du lægger ansigtet i de rette folder og siger, at du er glad. Men det er bare ikke sandheden, det er ikke hele historien. Jeg er personligt glad. Men jeg tror, at det nogle gange tager lang tid at nå dertil. For det har taget mig lang tid at blive glad. Men der er altid glæde. Der var en periode på fire år, hvor jeg ikke havde noget perspektiv, og det var svært at le og svært at nyde dagen. Men for det meste, selv i de mørkeste stunder, blev jeg trøstet af musikkens skønhed. Musikken reddede mig igennem det meste af det værste.

Det er en gængs fejltagelse at antage, at det modsatte af kærlighed er had. Men hadet er ikke kærlighedens modsætning, det er snarere frygt. Det er frygten, der lukker af ved at bygge mure op omkring os. Kun latterens perspektiv kan sætte os fri. Og selvom livet ikke er sådan rigtig ha-ha-morsomt, er det alligevel til at le af. Men man ler ikke i afmagt eller håbløshed, man ler, fordi der nu engang er så meget skønhed – nogle gange forklædt som tragedie, andre gange som håb – at latteren er den eneste måde at rumme det hele på.

Når John Grant bruger humoren i sine sange, sådan at den depressive melankoli og den brutale sandhed får en snert af vid, er det ikke en opgivende gestus. Det er en solidaritetserklæring, en betonet påmindelse om, at har du modet til at se dine dæmoner i øjnene, at omforme dem i dit eget billede og anerkende dem, er det muligt at slippe frygten og bare sige ja. Til verden. Til kærligheden. Til dig selv og dit liv. Det er en modets gestus.

Da jeg forlader Grant og uden for VoxHalls gullige mure møder den gråblæste himmel, går det op for mig, at det er deri, jeg har fundet en sjælefrænde. Det er den lære, jeg tolker ud af Grants værker, og jeg forstår nu, hvad det er, der pirrede mig og trak mig tilbage ind, da jeg dengang var på nippet til at miste al håb, nemlig idéen om at have modet til at stå ved sig selv, forlade sit eksil og tage landskabet tilbage. "So don't you become paralyzed with fear when things seem particulary rough."

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA