x

Manic Street Preachers: Vi er alle sammen lort

Manic Street Preachers: Vi er alle sammen lort

… så I kan takke Öresundsbroen for, at I stadig er et band?

To tredjedele af Manic Street Preachers ler. Den ene, bassist og tekstforfatter Nicky Wire, læner sig tilbage i sofaen og ser ned i gulvet bag solbrillerne. Den anden, sanger, guitarist og sangskriver James Dean Bradfield, ser hen på sin bedste ven og bandkollega gennem 26 år. – Det var et af hans mørke øjeblikke, siger Bradfield.

Mere om det senere.

Manic Street Preachers, politisk bevidste walisiske rockere, for evigt forbundet og præget af guitarist Richey Edwards' forsvinden i februar 1995, er aktuelle med deres tolvte album, det retrospektive og kunst-tunge Futurology.

Albummet kommer knap et år efter det introspektive, akustiske Rewind The Film og ser bandet indoptage musikalske og lyriske indtryk fra hele Europa. Som på deres mesterstykke The Holy Bible fra 1994 er Tyskland kilde for megen inspiration, mens sangen Between The Clock And The Bed har sin oprindelse i maleriet af Edvard Munch med relativt samme navn.

Nicky Wire: – Første gang vi fløj et sted hen som band var til Oslo i 1991, og som unge og forventningsfulde drenge besøgte vi straks Munch-museet. Jeg har altid været sygeligt optaget af Munch, men jeg havde aldrig troet, at en sang baseret på det maleri ville give mening i en pop-sammenhæng. Maleriet symboliserer rejsen mellem livet og døden, og det er jo …vemodigt, for at sige det mildt.

James Dean Bradfield: – Mange af Munchs tidlige værker relaterer man til på en slags teenage-agtig måde, næsten sådan at man bliver skræmt. Men de senere malerier, særligt dette, blev jeg rørt af. Så derfor gik musikken på den sang den vej.  

 

To i en

Futurology blev indspillet samtidig med Rewind The Film, men er ikke et ekko af Journals For Plague Lovers og Postcards From A Young Man, som udkom i 2009 og 2010.

JDB: – Albummet blev egentlig til ved et uheld. Vi ville tage en pause (efter en karriere-omfattende koncert i Londons O2 Arena, red.) og lave noget helt nyt. Men halvvejs inde i indspilningerne, som blev til Rewind The Film, indså vi, at vi havde med to helt forskellige album at gøre.

JDB: – Jeg er ikke elev af Freud eller Jung, men noget må have foregået i vores underbevidsthed. Vi fulgte bare det, vi følte var det rigtige at gøre. Med Journals var det mere det, at vi følte, at vi skyldte Richey at gøre noget med hans efterladte tekster.

 

Rockikoner

Richey var bandets hovedtekstforfatter, indtil han forsvandt. Han, James, Nicky og trommeslager Sean Moore var sammen ansvarlige for et par af 90'ernes mest succesfulde rockalbum. Den succes blev grundlagt på en fælles kærlighed for The Clash, men også et bredt udvalg af rockikoner:

NW: – The Smiths, Billy Bragg, The Jesus & Mary Chain…

JDB: –...lidt Echo & The Bunnymen.

NW: – Jeg var aldrig en Bunnyman.

JDB: – Frem til Morrissey var han et metalhoved.

NW: – Jeg var sygt optaget af Deep Purple!

JDB: – Jeg var mere indie og kunne lide ELO. Musiklandskabet i Syd-Wales var meget hardrockbaseret, og vi gik gennem teenageårene, hvor vi knyttede os til bands, vi troede var vores egne. Sange, vi hørte i radioen.

NW: – Og så så vi The Clash fremføre What's My Name på tv og tænkte, at vi kunne samle alle indflydelserne under det banner. Vi kunne være The Clash.

 

Det politiske

Og som The Clash har Manics – ud over melodier og riffs, der appellerer til masserne – altid været et band med en politisk kant, selv om dette er droslet noget ned siden deres famøse koncert for Fidel Castro på Cuba i 2001. På Futurology kommer den politiske bevidsthed en smule til udtryk på Let's Go To War. Men deres entusiasme for deres egen sang er ikke overvældende.

NW: – Let's Go To War er en ubestemmelig opfordring til kamp. Specielt til folk i England, mod desillusionen over for de politiske partier. Men sangen er lidt falleret for at være helt ærlig. Og det er det med, at man ikke kan skovle politik ned i halsen på folk. Sange som If You Tolerate This... er perfektion, men det står størstedelen af de tekster, jeg har skrevet, ikke til måls med. Det er vanskeligt at presse alt ned i en tre minutters popsang, men når det lykkes, er det verdens bedste følelse.

JDB: – Ja, nogle gange er det bare om at få det ud, som en renselse. Vi er et godt band, når der er en dosis lettere dum punkholdning til stede.

Får I ikke lyst til at komme med nogle politiske statements, nu Europa bliver mere og mere højreorienteret?

JDB: – Tjah, det er vanskeligt at have statements, fordi…

NW: –…fordi ingen er interesserede, haha!

JDB: – For at være ærlige er vi blevet marginaliserede som stemmeberettigede.

Har I givet op?

JDB: – Ikke helt givet op, men vi holder klart blikket rettet mod de små partier.

Norge har nu den mest konservative regering i moderne tid, og…

NW: – Er det sandt?

JDB: – Mja, alt er post-ideologisk nu om dagen. Alle prøver at…

NW: – …bearbejde tilbagegang…

JDB: – …eller projicere succes.

NW: – Det virker i hvert fald ikke så galt i Norge, I har ikke været så tossede med jeres penge. (Interviewet er foretaget af en norsk journalist, red.).

JD: – Prøv at leve i fucking Britian.

Måske, men Norges image er at være rent og pænt og med en del penge, til trods for olien og en del lyssky forretninger der, våbenproduktion… NW: – Ja, jeg forstår. I prøver at skabe et etisk image. Men vi er alle i den samme båd. Vi er alle sammen lort.

 

Broen

Og misantropien tager os tilbage til der, hvor vi begyndte, på Öresundsbroen. Men historien har en lykkelig slutning, Manics er blandt os efter at have krydset vandet. Oplevelsen fandt sit udløb i Walk Me To The Bridge, den første single fra Futurology, et album Wire beskriver som "opløftende".

NW: – Vi var på turné, og jeg følte, at jeg ikke længere kunne blive i bandet. Da vi kørte over Öresundsbroen, fik jeg en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg så tilbage på bandets historie og tænkte over det at holde ved sine idealer og være så god, som man engang var.

Og vejen som forbinder Sverige med Danmark havde en helbredende virkning på Wire.

– Broer løfter dig på en meget grundlæggende arkitektonisk måde, og den bro er en så fantastisk del menneskelig ingeniørkunst. Da vi kom til Danmark og spillede koncert i København, blev ånden løftet, og lysten til at fortsætte var der igen.

Déjà vu:

… så I kan takke Öresundsbroen for, at I stadig er et band?

(latter)

NW: – Tja, jeg tror, vi kan takke…det er sådanne øjeblikke, som holder os sammen som band. Se en film, noget sport, gå på museum. Sådanne ting frisker os op som mennesker.

 

"I've got blisters on my fingers!"

Manics er ivrige referencemagere, og på Futurologys sidste nummer, Mayakovsky, høres et råb kendt fra Beatles' White Album.

NW: – Jeg har altid elsket det råb. Jeg havde egentlig samplet Ringo, men James tvang mig til at gøre det selv.

JDB: – Det ville have ruineret os. Så jeg tvang ham til at fjerne det.

NW: – Jeg legede bare i studiet og læste en del Mayakovsky. Desværre måtte jeg programmere en trommemaskine, så jeg ikke fik så mange vabler på fingrene…

JDB: Jeg fik vabler, da Nicky fik mig til at spille Robert Fripp på speed på den samme sang.

Fun fact:

Manics fik titlen til sit andet album Gold Against The Soul fra en ufærdig graffiti ved Rockefeller i Oslo.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA