x

AC/DC: Hvem er Rolling Stones?

AC/DC: Hvem er Rolling Stones?

Levende legende er kun et fattigt ord. Mens Phil Rudd svedte på anklagebænken, var det fantastisk at møde Angus Young i Düsseldorf. Den lille spirrevip var sjov, ganske speciel, særdeles sympatisk og ualmindeligt lidt opsigtvækkende i civil – uden horn og skoletaske.

Ok, vi var ikke på tomandshånd, AC/DC's britiske bassist siden 77, Cliff Williams, var der også, og som Angus var han en rar, rolig og hyggelig moden herre. Som min 18-årige datter sagde, da hun så iPad-klippet: "Det er sjovt, som de der old school rockstjerner altid ser gamle og slidte ud og samtidigt ligner et par unge drenge". Den der med "luk munden og prøv at se begavet ud" dur ikke med Angus. Eller som en kollega sagde: "Angus Young er den eneste knægt med skoletaske, man kan være fan af uden at være klam."

Han er uomtvisteligt en levende legende. Omkring 200 millioner solgte album – og ifølge flere optegnelser det næstbedst solgte nogensinde (Back In Black, red.) – taler for sig selv. Men langt vigtigere end statistik. AC/DC, ikke mindst personificeret ved Angus Young, har bragt det helt store smil og den glade fandenivoldske drengerøv frem i lys lue hos mænd (og kvinder) i alle aldre i nu over 40 år.

Cementeret med en nærmest ubegribelig hitparade, en stålsat og ufravigelig monster-energi, en attitude og et show, der var hårdtslående og dynamisk på de små klubber i gamle dage, og har vist sig som noget nær klodens mest effektive og storslåede stadionrock i nyere tid. Og det med en helt enkel opskrift. En-to-tre-fire-guitar-rock'n'roll, sex, drugs, booze og djævlehorn i metermål. Bakket op en af sjældent set effektiv brand- og merchandisesucces. Indbegrebet at tegneserie, men en ufattelig effektiv en af slagsen. Ja, hvad skal man sige? AC/DC, Angus Young, det er vist bare det.

 

Det enkles kunst

Lige så karismatisk, visuel og ikonisk, den minutiøse duracell-kanin fremstår på covers og scene, lige så undseelig og nærmest anonym fremstår han i lyslevende live. Stille og rolig, aldeles ukompliceret og enkel, spøjs, særpræget, sjov og utrolig sympatisk. Der er ikke en centimeter hotel-smadrende bad ass-attitude over hverken Cliff eller Angus denne eftermiddag. Ikke at de er hverken tamme eller tandløse – langt fra – de udstråler bare begge en eller anden form for uprætentiøs ro, menneskeligt overskud måske. Lige så enkelt og simpelt – men måske netop derfor så vanskeligt at praktisere – når man har været levende ikoner i over 40 år. Som AC/DC's musik.

Ikke fordi der mangler drama på bandets indre cirkler. Som det vil være de fleste bekendt, led den gamle forsanger Bon Scott den tvivlsomme ære at dø i 1980 grundet ualmindelig vild og skødesløs livsførelse. Før og siden har der været "Bonfire" i AC/DC land, da både band og publikum ganske enkelt elsker den gamle kamikaze-pilot og de mange klassiske strofer, han lagde stemme til, Higway To Hell, Whole Lotta Rosie, Girls Got Rhythm – listen er meget lang.

I tiden lige omkring dette interviewet er der dog mere Rudd- end Bonfire. Phil blev arresteret dagen før interviewet for blandt andet at have hyret en "gun-man", og selvom de hårdeste anklager samme morgen blev droppet, var meldingen klar fra management bag AC/DC: "Bare så meget som et ord om den aktuelle tromme-situation, og det er ud på røv og albuer, øjeblikkeligt."

Rudd så ikke ligefrem super godt ud på tv-billederne, men alligevel nok mere faretruende for AC/DC's fremtidige kurs er det, at Malcolm Young definitivt har kastet håndklædet i ringen. Ualmindeligt mange års druktur har sat sine spor, og demensen er sat ind. Angus er nu, i band-sammenhæng, uden sin storebror, AC/DC's uofficielle leder gennem det meste af karrieren, som lillebror alle dage har haft en intuitiv forbindelse med. Alligevel har bandet valgt at lave et nyt album. Rock Or Bust er det første i seks år siden ganske ualmindeligt succesfulde Black Ice, og Malcolm har det efter omstændighederne godt, Angus gør status.

 

Malcolm

– Malcolm er i rigtigt gode hænder. Hans fysiske helbred er godt, modsat tidligere, og trods kamp med demens, går det bedre. Og alt taget i betragtning er Malcolm glad i dag. Kreativt er forskellen ikke så stor. Mig om Malcolm har altid skrevet meget af materialet, og sådan har det også været denne gang. Vi har taget nogle gamle ting, og Malcolm skrev nyt helt op til, at han ikke længere var i stand til det. Der ligger altid et gammelt, ubrugt riff og rumsterer i skuffen. Den største forskel er, at det mere er mig, der har sat riffene sammen denne gang, men jeg har altid vidst, hvilken stil han kunne lide. Vi har hele tiden håbet, at vi ville finde en kur, der virkede for ham, men da han sagde "jeg kan ikke mere", blev alle kontaktet, og alle havde lyst til at fortsætte, og så gik vi efter at lave en ny plade.

Hvordan bliver det at turnere uden ham?

Cliff: – Det, at vi har Stevie (nevøen, red.) er fantastisk, han er meget som Malcolm og spiller meget, som han gør, og hans personlighed går rigtigt fint med os andre.

Malcolm er ikke den første der har haft helseproblemer i AC/DC, er I urolige for jeres eget helbred?

Angus: – Nej, ikke rigtigt, det har jeg aldrig tænkt meget over. Så længe jeg kan komme ud af sengen om morgenen er det fint med mig. (Angus, har modsat slænget holdt sig fra alkohol, men altid haft en hang til smøgerne, red.).

 

Brendan O'Brien

Trods de enkle brødrene Young-riffs har det ikke altid været lige let at løse producer-problematikken. Brødrene har ikke rigtigt kunnet mestre den del af opgaven på tilsvarende vis, og store kanoner har været på banen, uden det nødvendigvis har været det ultimative match. Malcolm udtalte for eksempel, at Rick Rubin var en "phony, og ikke rigtigt rock'n'roll". Ellers har det primært været storebror George med makkeren Vanda i starten. Senere selvfølgelig Mutt Lange på Highway To Hell og Back In Black, produceren der dengang var et ukendt blad, som bandet sneg ind fra sidelinjen, da tingene tilbage i 70'erne ikke fungerede tilfredsstillende med den gamle Hendrix-producer, Eddie Kramer. Men nu ser det ud som om, AC/DC har fundet den rette mand bag knapperne for dem. Brendan O'Brien (Pearl Jam, Springsteen med flere, red.) producerede Black Ice og er på sagen igen denne gang.

Cliff: – Brendan er god sanger, en rigtig god musiker, der spiller alt, vi har meget stor respekt for ham. Han forstår det bluesy stuff, evner at få os på sporet, og det har altid været meget tilfredsstillende at arbejde med ham.

Angus: – Det er godt at have Brendan, og så nu hvor Malcolm ikke er med. Og da vi lavede Black Ice, var det faktisk Malcolm, som fandt og foreslog, ham. Så det er meget i tråd med ånden. Han er en, som sætter musikken først, og det er meget vigtigt for os som band, det bed Malcolm fast i. Det er der nu kommet en plade ud af, som er meget tight, ret enkel og ikke unødigt stor i lyden. Jeg ved, at der er mange, der siger, at vi altid laver det samme album, og det eneste, vi gør, er at skifte cover. Men selv om vi har vores stil, er hvert album forskelligt for os. Brian ser det som en reminiscens af 60'erne, som et Stones-album, hvor sangene er korte og spændende. Det var også det, som Brendan gik efter. Han prøvede at genskabe følelsen af os som live-band i studiet.

 

Succes i karrierens efterår

Det, at Black Ice som album og som turné var så succesfuld, gav det en form for blod på tanden, der fik jer til at gå i studiet igen?

Angus: – Som band prøver man altid at rykke videre. Og publikum er altid den hårde dommer, man finder hurtigt ud af, om det virker eller ikke. Men det er klart, at den form for reaktion, som vi har fået, er noget, der inspirerer og giver en lyst til at fortsætte og lave mere.

Det var jo det vildeste show med nyskabelser på giga-skærm som Rock'n'Roll Train. Hvad kommer vi til at se på turen i 2015?

– Vi bliver nok nødt til at smide et par ekstra vogne på, der kommer lidt flere passager med, du ved, nogle ekstra billetter. Og så skal vi selvfølgelig have alle klokkerne og fløjterne med.

Nu du snakker om AC/DC som live-band, og vi ved der kommer en tour. I har altid været Roskilde Festivals hedeste drøm. Kommer vi til at se jer der til sommer? Stones spillede i 2014…

Angus: – Roskilde, nå ja, vi får at se. Men hvem er The Stones? Er det dem fra den intelligente liga?

 

København 1977:

AC/DC blæste allerede i midt 70'erne alt og alle af banen, selvom de ikke var i nærheden af det kendis-niveau, de har haft siden Highway To Hell og Back In Black få år senere. Både engelske og amerikanske prominente punks tabte kæben – det var ikke gensidigt. Rygtet gik, og bandet turnerede konstant, ofte under kummerlige forhold. Da de første gang besøgte Danmark som support for Black Sabbath i april '77, var der kun en skriverkarl og en fotograf, der gad at møde op til det "ukendte" supportbands pressemøde. Sidstnævnte hed Jørgen Angel.

Jeg havde et dedikeret eksemplar af Jørgen bog Beat m.m. til Angus i Düsseldorf, hvor man blandt andet kan læse, at guitaristen dengang flashede sine to kunstige tænder, da de ægte var slået ud af en guitar. Senere begyndte islænderklædte Young at strippe længerevarende på Store Kannikestræde og var i øvrigt svært tilfreds med at befinde sig i det land, der havde frigivet pornoen.

– Haha, fedt! Husk nu, at det ikke var mig der opfandt fri porno. Prøv at se "what a handsome devil", det her burde komme på forsiden af Vogue Magazine. (Vender bog og viser billede, red.)

Vi ved alle, hvor I var musikalsk, men hvor var I personligt, mentalt og spirituelt dengang?

Angus: – Jeg er ret sikker på, at de smed mig ud af hotellet i København. Men det var gode dage, da vi altid skulle erobre nye territorier, spille for folk, der aldrig havde set os før. Vi skulle vinde publikum hver aften. Vi har altid haft en grundlæggende energi, og har villet ud med den. Det var vores brændstof.

Bon snakker i et klassisk gammelt filmklip om, at stjerner er noget på himmelen, ikke noget der har med ham at gøre. Men I var stjerner, folk vidste det bare ikke. Hvad var så specielt ved den tid for jer?

– Vi startede altid fra bunden, det var nyt og spændende. Fundamentalt er vi det samme i dag; et rockband. Vi har bare bedre hotelværelser nu, det er den største forskel. Og så er det meget sjovere end mit første job, som var på fabrik.

 

Om AC/DC:

Malcolm og familiens Benjamin, Angus, har seks ældre søskende. Søster Margareth fandt i sin tid på bandnavnet.

Faren Will, der var maler og flymekaniker under Anden Verdenskrig udvandrede i 1963 fra Skotland til Australien.

Black Ice solgte otte millioner album og var klodens næstbedst solgte efter Coldplays Viva La Vida or Death and All His Friends i 2008. Den gik nummer et i 27 lande.

Back In Black estimeres at have solgt 50 millioner eksemplar og er i flere statistikker rangeret som det næstbest sælgende i musikhistorien, efter Michael Jacksons Thriller.

AC/DC har solgt omkring 200 millioner album, heraf de 71 i USA alene.

Efter en whisky-brandert som 17-årig har Angus været afholdsmand – i stærkt kontrast til resten af holdet.

AC/DC spillede første koncert nytårsaften 1973, Down Under.

Bon Scott var ved sin første AC/DC-koncert iført en T-shirt med billede af sin pik, drak to flasker bourbon og tog godt med speed og coke.

Back In Black udkom mindre end fire måneder efter Bon Scotts død, som tog hårdt på særligt Angus. I AC/DC skriver sangeren teksterne. Den helt nyrekrutterede mand Brian Johnson fik at vide, at der skulle være en hyldest til Bon, men den måtte hverken være "mourning or morbid". Johnsons svar var Hells Bells.

Når en mand er faldet fra, har AC/DC næsten altid rekrutteret fra egne rækker, oftest i familien. Denne gang er det nevøen Stevie, der i stedet for Malcolm holder akkorderne, så Angus kan gå "bonkers".

AC/DC har gader opkaldt efter sig i Madrid og Melbourne.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA