Franz Beckerlee om DMA: Hvor blev oprøret af?

Franz Beckerlee om DMA: Hvor blev oprøret af?

(Billede: Morten Larsen)

GAFFA-redaktionen har modtaget et indlæg fra Franz Beckerlee, hvor han undrer sig over weekendens DMA-show, og kunstnernes begejstring for de uddelte priser.

Her er indlægget i uredigeret form:

"Jeg ved godt, at min stemme som gammel rotte, er en stemme fra fortiden, men jeg må altså lige af med den her.

Danish Music Award 2007 blev afholdt lørdag den 3 marts i KB-hallen, og jeg blev meget overrasket over, hvor alvorligt og højtideligt man deltog i denne event.

Det var, som om man var til Oscar-uddeling, og selvfølgelig er det også pladebranchens intention at lægge sig tæt op ad amerikanske Grammy.

Men jeg havde ikke den fjerneste fornemmelse af, at der var nogen som helst af de tilstedeværende kunstnere, der vidste, hvad det her i virkeligheden er for noget. - So pay attention!

Danish Music Award (IFPI) er pladebranchen, der fejrer sig selv! - Og i den anledning har man inviteret sine kunstnere med til fest og prisuddeling, så de mest populære artister kan blive bekræftet i deres bestræbelser og succes. Hestene skal ha’ sukker!

I bliver jo kørt rundt i manegen som får, mens pladebranchen sidder og klapper på tilskuerpladserne, tildeler jer nogle priser og går smilende ned i banken med pengene. Penge som er tjent på jeres musik og hvor I så får en femmer, et klap på skulderen og en pris. For så bli’r I jo så glade!

Prøv selv og se hvorledes Simon Kvamm fra Nephew sprang op af stolen, slog knytnæver ud i luften mens han råbte: “YES! SÅDAN!” som havde han scoret det afgørende mål i VM i fodbold. - Betyder det virkelig så meget?

Hvis I tror det er løgn, at det er pladeselskaberne der tjener pengene her, så prøv at spørge jeres selskab, hvor meget de har tjent på jeres sidste CD. - Jeg vil forære jer al den the der findes i Kina, hvis I får et ærligt svar.

Så derfor spørger jeg: “Hvor er oprøret blevet af? Hvor er gadedrengene og de frække chicks blevet af i dansk rock?!”

Jeg så rigtig mange, pæne unge mennesker gå op og få en 13-tals-pris, oppe hos en tv-vært der opførte sig så tåbeligt, at jeg har glemt, hvad han hedder. Hold kæft hvor var det corny!

I skylder ikke pladeselskaberne noget. De har deres ansatte, som får deres løn for at skaffe penge til firmaet. Det er derimod firmaet, der skylder jer noget! Uden jer, ingen pladeselskab. Det er jer, de lever af! Og det gør de længe efter, I er opløst og gået på pension. Så lad jer ikke ta’ til takke med en pris.

At ha’ en holdning, ha’ mod og fantasi nok til at sige nej tak er mere værd end alverdens pladeselskabs priser.

Jeg forstår ikke, at man som seriøst rockband ikke undlader at deltage i denne selvglade branchebegivenhed, som oven i købet har verdens grimmeste trofæ. Hvem gider ha’ sådan en stående?

Kan man få et 13-tal i rock 'n’ roll? Kan man få et 13-tal i oprør eller i holdninger? Det er jo dybt go’nat.
Derfor siger jeg: “Som gadedreng betaler man prisen – man modtager den ikke!”

– Franz Beckerlee


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA