x

Daniel Lanois – producerlegende og soloartist

Daniel Lanois – producerlegende og soloartist

Selvom Daniel Lanois er blevet hædret af musikbranchens spydspidser, både som producer og musiker, har det ikke steget ham til hovedet. Den lavmælte canadier sidder mageligt i en slidt lædersofa og med besmykkede fingre om en dampende kop kaffe, da jeg træder ind i det lille backstagelokale. Han takker mig ydmygt for min tid og besvarer hvert spørgsmål med afdæmpet eftertænksomhed.

Det er et halvt år siden, at han udgav det eksperimenterende instrumental-album med den meget sigende titel "Flesh And Machine". Et album, der er inspireret af ikke mindre end livet selv, forklarer han.

- Jeg er i studiet hele tiden og alt, hvad der sker omkring mig finder sin vej ind i musikken. På et tidspunkt i løbet af indspilningsprocessen - som det sker med de fleste albums, jeg arbejder med - tog pladen en retning af sig selv, og jeg besluttede mig for at forfølge den. Den blev mere ekstravagant og mere sonisk eksperimenterende end forventet. Jeg blev ført ind i en fremtid af lyd, og jeg kan godt lide ansvaret, der er forbundet med at udforske nye lydlandskaber, og jeg forsøger derfor ikke at gentage for mange klange fra fortiden.

På trods af de maskinelt forarbejdede lyde, forekommer det mig at være et meget organisk album. Hvordan opretholder du balancen mellem organiske og mekaniske lyde? Forsøger du at få maskiner til at lyde organiske eller omvendt?

- Alle lydene er menneskeskabte. Der er ingen synthesizere, så de maskinelle lyde refererer til mit indspilningsudstyr, mine samplers og mine dubbing-maskiner. Jeg ville synliggøre den teknologiske del af mit arbejde. Jeg synes, at det var okay at vise Frankenstein-boltene og syningerne i arbejdet. Jeg forestiller mig, at folk ikke er opmærksom på studieprocesserne, når de lytter til et album, men i dette tilfælde ville jeg stille skarpt på teknologien. Jeg kan godt lide, at man kan høre meget mekaniske lyde, som samtidig er meget følelsesladede. Nummeret "Sioux Lookout" genlyder af indfødt messen fra landsbyer. Jeg er vokset op tæt på et indfødt samfund, og jeg har altid følt en samhørighed med de mennesker, så jeg anskuer nummeret som en nutidig indfødt ytring efter balance. 

Det virker som om, at titlerne har haft stor betydning for numrene?

- Ja. Nummeret "Iceland" bærer også en indsigt i sig, selvom jeg aldrig har været på Island. Men det er overraskende, hvordan lyd kan bringe dig tættere på en forestilling om et sted, som du aldrig har besøgt. Titler er pudsige, fordi de er ligesom døre, der står på klem ind til meget store steder og vidtstrakte oplevelser. 

Hvordan overlapper dit arbejde som producer og som komponist?

- Jeg bruger så meget tid i studiet, at studiet bliver min inspiration. Når jeg opdager en ny lyd, som tiltaler mig, kan det blive et springbræt til at færdiggøre et værk. Det kan være en lang proces, fordi det ikke er den konventionelle måde at nedskrive sange på, og nogle gange kan det bare være et glimt af lyd, der enten frembringer et billede, nogle omgivelser eller en følelse, og det er nok at gå efter. Det kan være det mindste omrids af et helstøbt lydbillede, der gødes med kærlighed og omsorg, som lader det blomstre op til noget meget specielt. Jeg kan godt lide den tilgang, fordi det lover noget meget uventet og usædvanligt.

Så der er et symbiotisk forhold mellem dig og dine lyde?

- Jeg er ligesom en hund. Jeg går, hvor lydene fører mig hen.

Favoritproduktionerne

Du har produceret albums for mange forskellige kunstnere, bl.a. Bob Dylan, Peter Gabriel og U2. Kan du nævne nogle af dine favoritproduktioner?

Brian Eno "Deep Blue Day" (fra albummet "Atmospheres and Soundtracks", 1983)

- Det giver en følelse af, at alting flyder. Det er meget åndeligt og ud-af-kroppen og taler til den del af os, der vil ophøjes fra det jordiske. Det handler om den menneskelige tilbøjelighed til at længes efter en anden dimension. Nogle finder det igennem bønner, andre finder det igennem alkohol, stoffer eller seksualitet, men vi har helt klart en appetit efter at vide, hvad der foregår hinsides, og jeg tror, at "Deep Blue Day" berører den del af os. Det indeholder lyden af min pedal steel, som er et instrument, jeg har meget kært. Jeg kalder det "min kirke i en kuffert", fordi det er et meget spirituelt klingende instrument, som jeg kan tage med mig overalt. Det kan være søndag hver dag, og jeg kan tage i kirke med min lille kuffert.  

Peter Gabriel "Mercy Street" (fra albummet "So, 1986):  

Her begynder Daniel Lanois at synge de første strofer, der handler om poeten Anne Sexton. 

- Det er en sang om en fantastisk poet, der boede på Mercy Street, men som efterhånden mistede sin forstand. Peter Gabriel var meget berørt af hendes værker og skrev sangen om hende. 

Bob Dylan "Most Of The Time" (fra albummet "Oh Mercy", 1989)

- Nummeret rummer et strejf af personlig fortrolighed i et kraftfuldt kærlighedsudtryk. Det er en meget ægte måde at fortælle nogen, at man elsker dem. Det bliver ikke overdrevet.   

Bob Dylans "Man In The Long Black Coat" (fra albummet "Oh Mercy", 1989)

Daniel Lanois begynder efter et øjebliks grublen at recitere første vers og begynder først at forklare sig efter sidste frase "She gone with the man in the long black coat". 

- Der er noget stærkt omkring det billede, han beskriver i teksten, fordi vi har alle haft det der øjeblik i vores barndom, hvor vi har haft lyst til at løbe hjemmefra. Vi har oplevet en længsel efter noget, der kunne tage os væk fra vores hverdag. Jeg kan godt lide, at Bob Dylan-sangene brødføder den del af vores fantasi, der opfordrer os til at gøre noget usædvanligt. 

U2 "One" (fra albummet "Achtung Baby", 1991)

Det er en sang, som betyder meget for mig, og som jeg var meget involveret i. Når jeg hører den, mindes jeg samarbejdet og de mange forskellige inputs, der blev brugt. Det er et nummer, der berører en masse hjerter og betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Det lever videre i folks fantasi og er mere end nummeret i sig selv.  

Du lægger meget vægt på tekstuniverset i de eksempler, du er kommet med. Hvordan producerer du en lyd, der matcher teksten?

- Der er ikke en opskrift på, hvordan man skaber den perfekte ægtepagt mellem lyd og tekst. Det er meget individuelt. Jeg går i studiet og begynder mit arbejde, og det er formodentlig den del af mit arbejde, der er mest betydningsfuld, ud over talent, gode intentioner og kvalifikationer. Det er også den mest mystiske del af det, jeg laver – jeg kan ikke engang forstå det selv. Når jeg arbejder med en kunstner, får jeg et øjeblik af inspiration og åbenbaring. Jeg bruger normalt en teknik, hvor jeg forsøger at visualisere lydlandskabet på samme måde, som en filminstruktør vil gøre det. Jeg skaber en filmisk kulisse for teksten, og så forfølger vi den visualisering med lyd.

- Jeg er meget visuelt drevet, og det er en del af, hvem jeg er. Da jeg for eksempel arbejdede med Peter Gabriel, havde vi en varm lyd, der føltes som atmosfæren i en dagligstue. Der var noget meget intimt over det. Arbejdstitlen blev derfor "Living Room" . Det endte med at blive til sangen "Don't Give Up". Selvom det bevægede sig væk fra dagligstuen, fastholdt vi stadig den intime tonalitet og kommunikation, du kan føle i en dagligstue, men hvis jeg ikke havde foreslået det til Peter, havde sangen nok ikke udfoldet sig i den retning, som den gjorde.

 

Hvem har det sidste ord i produktionsprocessen – er det dig eller kunstneren?

- Det sidste ord er som regel dikteret af resultatet. Ikke kun det endegyldige resultat, men også resultater i løbet af processen, der skaber fodfæste for det næste skridt. Musik får sit eget liv, og når noget er virkelig godt, så er der som regel bred enighed. Du får kun en masse meninger, når noget er virkelig dårligt.

Balancen mellem kunstner og producer

Bob Dylan beskriver i første del af sine dagbøger, at du formåede at indfange hans "stage voice". Når du arbejder med en kunstner, som har et stort bagkatalog, hvordan formår du at bevare originaliteten i hans lyd, samtidig med at du tilfører innovative idéer og sætter dit eget præg?

- Jeg begyndte med at respektere Bob Dylans stemme, og hvis du tænker musikken som et billede, så var det vigtigt for mig at bevare hans nærvær i det billede, for at sikre mig, at kernen var kraftfuld. Vi fik en live-vokal, hvor vi ikke fokuserede på en vokalpræstation i slutningen, men i begyndelsen. Jeg sikrede mig, at vi havde en stor lyd og koncentrerede os om Bobs overlevering. Albummet "Oh Mercy" var mest lavet med en beatbox, og jeg leverede den maskinlyd til Bob igennem en scene-monitor, og så lagde vi trommerne på bagefter. Det tillod mig at hellige al energi og spænding til Bob, for hvis du har en masse mennesker i rummet, så tænker du på en masse forskellige komponenter. Men fordi det kun var mig, Bob og en beatbox, så lykkedes det os at få en meget koncentreret og stor lyd omkring teksterne.

Så selvom producerrollen er meget teknisk, befordrer den også det kreative udtryk?

- Ja. Min teknik er forberedelse. Jeg gør alting klart, før vi begynder med indspilningerne. Måden, jeg indfanger de magiske øjeblikke, er ved at være forberedt, så jeg ikke spilder kunstnerens tid. For at bruge en filmanalogi, så svarer det til at opbygge kulisserne og indfange alle øjeblikke – også dem, som skuespilleren ikke er bevidst om. Jeg sikrer mig, at min lyd og min station er klar. Jeg fastholder, at hvis du har smukke lyde klar, så kan man være klar på det uventede. 

Du spiller både pedal steel, skriver sange, komponere og producere. Hvad betyder de forskellige måder at arbejde på?

Jeg arbejder under titlen "Soul Music", og det mener jeg ikke som r'n'b, men som musik, der er hjertefølt og som rummer menneskelige følelser. Jeg værdsætter mange forskellige aspekter af musik, og jeg berører mange af dem med min egen musik. Jeg tror, at "Flesh And Machine" er meget stærk, fordi den berører meget af det, jeg laver som et helstøbt værk. Jeg tror, at variation er godt, fordi det repræsenterer livets krogede veje og afveje.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA