Feature

REPORTAGE: Det føles som om Smukfest aldrig har holdt pause

Efter dag to - mandag - på årets Live Camp, føles det allerede som om der aldrig har været pause.

Der er en indforstået aftale om, at når vi siger ”Sidste år”, så betyder det sidste gang der var festival. Næsten alt det praktiske er faldet på plads, og der er helt ro på til at nyde musikken.

Teknik Eller Personlighed

Et gennemgående træk er at musikerne er dygtige. Hvor vi under tidligere udgaver af Smukfest har hørt bands med idéer der var bedre end udførslen, så spiller alle godt i år. Der er tydeligvis mange der har brugt de to corona-år hjemme, på at øve sig. Til gengæld ser vi stadig nogle af de bands, der er så tekniske, at de lidt har glemt, at musik mest handler om hjertet. Hvor konservatoriet primært har lært dem, at spille alt liv ud af en sang. 

Det så vi for eksempel med Philip Hedegaard og SALLY. Hedegaard spiller kystbanefunk så man kan mærke at 80’ernes kokaindrøm stadig lever. Med vind i de flotte krøller og solen i ansigtet strålede de af dyrt overskud og trang til at blive elsket. Som publikum føles det en smule tomt, når alt på scenen kun er for at behage, og jeg kan slet ikke mærke menneskerne deroppe. Hvad vil de, udover at elskes? Det er ikke helt samme følelse med SALLY og hendes band, men vi nærmer os. Det starter fint ud, men det bliver tydeligere og tydeligere, at hvis der har været liv i de sange, så er det blevet spillet ihjel. De keder sig på scenen, og det smitter. 

Det modsatte gælder selvfølgelig også. Når musikerne elsker at performe, så smitter det også af på publikum. Når JU KAIA ligner sangglæde personificeret, kommer smilene helt automatisk frem. Det havde de nok gjort alligevel. Musikken emmer af lækker luksus og overskud, og Ju Kaia selv ligner sin lyd 100 procent. Musikken er tilbagelænet og håndspillet hiphop med sjæl, hjerte og klasse. Og alligevel er hun ikke for cool til at juble lykkeligt over at være på Smukfest.

Det nævner jeg for hende bagefter, og hun lyser op og slår fast, at ”man aldrig skal være for cool til at nyde øjeblikket”. Her var helt klart et band, der laver det de elsker, sammen med dem de elsker, og det var umuligt ikke at blive lidt forelsket. Da storskærmen viste en panorering af de forreste lyttere, var der også en pige der flashede i bar begejstring og kort efter udbryder Ju Kaia ”Smuk, Smukkere, Smukfest!". 

Sol Fra Både Himlen og Scenen

Dagen startede ud med sol fra både himlen og scenen. Lukas Vanggaard spiller så traditionel dansk pop, at selv Thomas Helmig må blive lidt beklemt. Men det er den helt rigtige setting, og nok det mest perfekte valg at høre klokken 14 i solen ved badesøen. Han lyder så meget som sin stil, at jeg har lidt svært ved at høre hvad han selv bringer til, men det er tidligt i forløbet og det kan sagtens være at han finder det. De er dygtige og charmerende og kan helt sikkert skrive en popsang. Jeg undrer mig stadig over hvad sætningen ”Giv mig en chance før jeg fucker op” betyder, men jeg kan huske den, og det må da være positivt.

Der har jeg lidt sværere ved at genkalde mig Beinir. Ingen tvivl om at han spiller vanvittigt godt på guitar, men settingen var nærmest umulig for ham. De fleste på Live Camp er ukendte for næsten alle på Kærligheden. Det kræver lidt at lokke folk ned foran scenen, og endnu mere at få folk til at blive. Så at stå alene med en akustisk guitar og synge inderlige sange, er lige stramt nok for de flestes opmærksomhedstærskel. Han er nok en kunstner der gør sig bedre i radioen eller i egne højtalere, for selvom han er dygtig til både at skrive og spille sine sange, så kom det ikke langt udover scenekanten.

Det gjorde De Frigjorte til gengæld. Der er absolut ingen dybe tallerkner i fare, men deres helhjertede pikrock er skabt til koncerter og masser af fadøl. De er tændte lige fra første sekund og spiller til. Med en herlig selvironi ved de godt at det er gammeldags det de spiller, men de er svære ikke at holde af. ”Selvfølgelig vinder vi ikke! De tager da et eller andet ungdommeligt. Men nu har vi spillet på Smukfest, og det gør vi gerne igen.”

De spiller fedt sammen og der er en god kemi på scenen, og når man synger en sang om at have pis i sine sko, så ved man nok godt hvor vi er henne. Det er rawk, spade og livslede, men det meste kan drikkes væk.

Anderledes indadvendt og reflekterende er dagens anden soloartist, SARC. Johanne står alene på scenen med sine maskiner og er nok den mest fejlcastede i forhold til setting. Hendes musik er lyden af den farligste natklub, med dominerende bass og iskolde produktioner. Hendes lyd er så skarp at du kan skære dig på den, og det er ærgerligt at de mørke maskiner dundrer i solen udover mark og sø, og ikke i den sitrende nat som den klart er skabt til.

Jeg fornemmer at hun er i en udvikling, og der er markant forskel på numrene i settet. Jo mørkere og hårdere, jo bedre er hun. Hvor hendes techno savner et ekstra gear, så er de industrielle produktioner langt mere sammenhængene og færdige. Der er så meget potentiale i SARC, og jeg glæder mig til at høre hvor det fører hen.

Hvorfor Live Camp?

I det hele taget er det en relevant overvejelse, hvornår bands ”bør” spille på Live Camp. Er det de helt unge der har brug for et skulderklap, er det de garvede der ved hvordan man gør det og kan garantere et kompetent show eller er det dem der har et selskab i ryggen og en solid karriereplan gennemtænkt?

Det er bestemt ikke alle der er lige egnede til at stå på den scene, så man kan godt overveje hvem der får mest ud af det, både af publikum, artist og branche. Generelt virker det til, at mentorerne er gået lidt væk fra at det nødvendigvis skal være helt unge artister. For selvom det er fedt at mærke den generations sult og stjernedrømme, så er det alt for mange bands der slet ikke har været klar, og ofte er opløst og i nye konstellationer få måneder efter.

Lukas Vanggaard understreger, at lige nu er det perfekte tidspunkt for ham, fordi han har fået samlet et hold omkring sig til alt det andet, så han kan koncentrere sig om at skrive sange.

Men det er da fristende at smide et helt ungt navn på, og Drengestreger opfylder i hvert fald det kriterie. De ser ud til at være på præcis samme alder som alle publikum, og deres umiddelbare poprock er nemt at forholde sig til. Med de kedelige voksenbriller virker de mere nuttede end egentlig gode, og jeg er sikker på at de med tiden finder deres egen lyd og stemme. Det tror jeg at ROYA har, i hvert fald lyden. Supergennemarbejdet og flot produktion. En meget tjekket, men også lidt voksen lyd, og jeg er ikke helt sikker på præcis hvor de vil hen med det. Det hele lyder internationalt og professionelt, men ikke særlig personligt. 

Det bliver endnu tydeligere når SZIM går på scenen bagefter og sætter ild til det hele med en personlighed der når helt ned til bagerste telte. Det er kun hende og en DJ, og hun er iført hoodie og med håret i en knold. Det hele handler om skills, og hun kan det. Det er en hæsblæsende fest hun holder, med fed houset vibe og produktioner der går lige i benene. Jeg får flashbacks til dengang Benal spillede på samme scene for en håndfuld år siden, og det er umuligt ikke at smile.

På et tidspunkt falder lyden fra DJ’en ud, og hun tager det i stiv arm og højt humør. Hun fortæller mig bagefter, at ”,an føler sig simpelthen så velkommen her, og det er den bedste følelse at gå på scenen med. Så kan man lige lidt mere”. 

Det var aftenens sidste indslag i det egentlige Live Camp. Bagefter spillede Emma Schack forrygende techno, og det var skønt at komme rundt om det også. Smukfest har samlet kaldt natteprogrammet for EDM, og det er lidt ærgerligt, når det nu er ren techno og det aftenen før var house.

Live Camp fortsætter i dag - tirsdag - med yderligere otte koncerter samt lidt comedy først og mere fest bagefter. ved midnat bliver vinderne af både Live Camp og Tak Rock afsløret fra scenen af, og lige nu er det et tæt felt med i hvert fald fem gode bud på velfortjent sejr.

ANNONCE