Her er årets tre største nordjyske talenter

Den nordjyske talentkonkurrence Band Battle på Aalborg-spillestedet Skråen kan i år fejre intet mindre end sit 40 års jubilæum og har gennem årene været med til at udklække talenter som The Blue Van, Rikke Thomsen (ja, hun er fra Sønderjylland, men boede i Aalborg, da hun gik på konservatoriet), Ginne Marker, Angående Mig, Åh Buster,  Rakkerpak, Schæfer,  Søvnmønster, Ria Qvist og Øjesten. Årets finale var trukket i festtøjet med rød løber, balloner og plakater fra alle de tidligere år og var noget af et tilløbsstykke. Mange var tydeligvis enten venner af eller i familie med finalisterne, og ved langbordene bagerst i salen sad de stolte forældre og bedsteforældre, mens vennerne havde taget opstilling ved scenekanten.

I år skulle der kåres to vindere af prisen ”Årets Nordjyske Artist” samt en Talentpris, og vinderne i de to kategorier ville modtage henholdsvis 15.000 og 5000 kroner samt sparring, rådgivning og muligheden for at spille på nogle af Aalborgs største scener – og måske andre steder i landet.

Seks bands og solister var gået videre til finalen den 15. maj efter seks indledende runder rundt i Region Nordjylland samt tre semifinaler på Skråen. Hver af disse seks finalister fik 15 minutter på scenen til at overbevise dommerne, en række personer fra musikbranchen.

Læs også: Interviews: Band Battle fylder 40 – her er finalisterne i den nordjyske talentkonkurrence

Alexander Raunholdt

Årets første finalist var den 19-årige sanger og sangskriver Alexander Raunholdt, der stillede op med et ret stort band bestående af to guitarister, bassist, keyboardspiller og trommeslager. Genremæssigt var vi et sted i grænselandet mellem pop og rock med ligefremme danske tekster, og Raunholdt gjorde sig især bemærket med en stor og udtryksfuld stemme, nogle ganske iørefaldende sange og en meget udadvendt attitude på scenen.

Den forholdsvis langsomme og guitartunge ”Verden” blev præsenteret med ordene ”Det her er en protestsang” med linjer som ”Verden er ikke god for os, vi laver verden om til kompost” og en velspillet guitarsolo, mens den hurtige, hjerteknuste ”Hvad vil du gøre?” var mere poppet og lød som et potentielt hit. Absolut lovende – men det her var jo også finalen, hvor fårene var blevet skilt fra bukkene.

Breakwave

Breakwave er en kvartet bestående af mere erfarne musikere – ifølge et nyligt interview i GAFFA er de i 30’erne – og musikalsk var nu ovre i hardrock-afdelingen med engelske tekster og associationer til både 90’er-grunge og 70’er-rock – og sortklædte og solbrillebærende musikere. Forsanger og rytmeguitarist Anders Mellerup fremførte sangene med en passende rå stemme, og både leadguitarist Mathias Jepsen og bassist Mads Westergaard faldt ind med flot kor. Sangene var forholdsvis melodiske, og åbningsnummeret ”City of Hope” bød på både finurligt call-response-guitarspil mellem Anders Mellerup og Mathias Jepsen og tæt parløb mellem de to, hvor de spillede synkrone passager.

Mathias Jepsen fik dog også mulighed for at spille mere fritløbende guitarsoloer, blandt andet i den afsluttende ”Confusing Times”, hvor han også kastede sig ud i regulær tapping. Breakwave fik måske ikke ligefrem genopfundet rocken, men fik dog bekræftet, at rygterne om dens død er stærkt overdrevne.

Victoria Bendixen

Herefter var det tilbage til den dansksprogede afdeling med endnu en ung solist, 20-årige Victoria Bendixen. Musikalsk var der tale om pop med inspiration fra r&b, hiphop og en smule jazz og rock, og Bendixen stillede op med fire musikere på guitar, bas, trommer og keyboard.

Bendixen havde en fin vokal, og sangene var forholdsvis melodiske, mens teksterne, så vidt jeg kunne bedømme, primært handlede om relationer. Nogle gange nærmede Bendixens sangstil sig rap, og i nummeret ”Spild af tid” faldt hendes guitarist Kristian Møllgaard Karnøe ind med et regulært rapstykke i andet vers. Det er i øvrigt sjældent, man ser guitarister rappe, eller rappere spille guitar, men det er så en anden historie. Trommeslageren Valdemar Eldorados stil var i øvrigt tydeligt inspireret af hiphoppens breakbeat, og det gjorde flere af sangene ganske dansevenlige. Den vuggende og melankolske ”For sent” var dog mere egnet til kinddans og rummede en flot guitarsolo, mens keyboardspilleren Caroline Jepsen serverede en funky lille solo i afslutningssangen. Victoria Bendixen har bestemt potentiale.

Felix the Human

Felix the Human havde som den eneste af aftenens optrædende taget det modige valg at stille op helt alene på scenen kun i selskab med sin spanske guitar. Et så skrabet setup stiller store krav til både sange og performance. Begge dele havde Felix heldigvis styr på. Han sang med en stor og nuancerig stemme, der både kunne trække dybt ned i mellemgulvet og tage smutture op i falsetten, og skiftede elegant mellem finger- og akkordspil på guitaren.

Akkordsammensætningen i eksempelvis sangen ”Somewhere” var heller ikke den mest forudsigelige – om end den på et tidspunkt fløj tæt på Beatles-klassikeren ”Blackbird” – og vidnede om et stort sangskrivertalent. Teksterne virkede også interessante, eksempelvis ”One Day” tilegnet Felix’ afdøde mor. Felix kom også med nogle fine introduktioner til sangene og havde ligeledes gjort noget ud af det visuelle med sit bordeauxfarvede jakkesæt og sin guitarkasse med Felix the Human-logoet placeret strategisk klogt midt på scenen. En særdeles løfterig optræden.

FIRA

Efter soloartisten Felix the Human var der hele seks musikere på scenen under FIRAs optræden – de fire officielle medlemmer på henholdsvis sang, guitar/kor, keyboard/kor og percussion/kor og to ekstramusikere på bas og trommer. Også FIRA havde gjort lidt ud af de visuelle og var alle klædt i rødt og sort. Teksterne var atter på dansk, og musikalsk befandt vi os et sted mellem pop, funk, r&b og jazz. Leadvokalist Julie Joest sang med en ganske ekspressiv stemme bakket op af fine korpassager, og sangene var overvejende forholdsvis langsomme og ret melodiske. Åbningsnummeret indeholdt linjer som ”Jeg er bange for fremtiden” og ”Verden er ikke som vi troede”, men musikken var ikke så dyster og snarere lettere opløftende.

Det samme gjaldt den mere relationsorienterede ”Vennekreds” med blandt andet linjen ”Når jeg stalker dig” og diskrete kantslag på trommerne. Vi fik også et par velspillede guitarsoloer undervejs, og så faldt guitarist Mads Bøystrup ind som udmærket duetpartner i den afsluttende sang, hvor linjen ”Giv mig mere af den følelse” var genkommende. Under FIRAs optræden kom jeg flere gange til at tænke på et navn som Mona Moroni (og dem kan jeg godt lide at tænke på, og endnu mere at lytte til), uden at FIRA på nogen måde kan ses som et plagiat. Endnu et fornøjeligt kvarter, der fløj af sted. På dette tidspunkt var scenegulvet i øvrigt næsten fyldt, og flere viftede med skilte med bandets navn.

Bølle

Aftenens sidste finalist var kvintetten Bølle, der også havde gjort noget ud af deres påklædning. De var nemlig iført kedeldragter i stærke farver, henholdsvis blå, grøn, hvid og to gange blå. Bølle spillede instrumentalmusik med besætningen trompet, guitar, bas, keyboard og trommer, og musikalsk befandt vi os et sted mellem jazz, fusion og funk.

Når der ikke er nogle tekster at forholde sig til, skal melodierne og fremførelsen af dem stå skarpt – og det gjorde de heldigvis hos Bølle, der er fem fremragende musikere. De instrumentale temaer gik rent ind, der var velspillede trompet- og guitarsoloer ad libitum – nogle gange synkront – og gruppen gjorde med stort held brug af skift i dynamik og tempo. Publikum begyndte hurtigt at råbe ”Bølle”, og bandet fik uden problemer salen til at sætte sig på hug, hoppe og klappe med. Det er imponerende, at de fem musikere er nået så langt i en alder af blot 21-22 år – og fremtiden ligger åben for dem.

Pausemusik: Øjesten

Mens dommerne noterede, var der 40 minutters optræden fra sidste års vindere Øjesten, der havde pyntet scenen med blomster og bød på melodisk, dansksproget poprock med strejf af dreampop/shoegaze takket være de mange drømmende guitareffekter som chorus, delay med mere – og så lidt altsaxofon til at krydre lydbilledet. Sangene, eksempelvis ”Skygge” og balladen ”Stjernekigger”, var ganske catchy, og forsanger Martin Rævdals ret dybe vokal fik mig flere gange til at tænke på et navn som Jung. Man forstår godt, hvorfor Øjesten vandt sidste år – og jeg undrer mig lidt over, at de endnu ikke er brudt bredere igennem. De kan nå det endnu – talentet er uomtvisteligt.

Og vinderne er…

Så var det endelig tid til at få kåret aftenens vindere. Først skulle æresprisen ”Årets arbejdshest” udråbes. Det blev Skråens mangeårige lydmand Remi Jensen, der ifølge konferenciererne havde lavet lyd på hele 80 Band Battle-koncerter gennem årene (altså inklusive de indledende runder).

Talentprisen gik til Victoria Bendixen, der modtog 5000 kroner, mens de to hovedpriser, de 15.000 kroner og titlen ”Årets Nordjyske Talent” gik til henholdsvis Felix the Human og Bølle. Det må siges at være fuldt fortjent – og ikke den store overraskelse. Ikke mindst Bølle fik i den grad sat fut i publikum, men alle seks finalister gjorde det godt og kan gå fra Skråen med rank ryg.

En helt igennem fornøjelig aften, som understregede, at Nordjylland har masser af talent. Ved sådanne arrangementer sker det i øvrigt ofte, at tidsplanen skrider, og sejrherrerne først bliver kåret ud på de små timer, men Band Battle formåede at gennemføre de seks gange 15 minutters optræden med et kvarters sceneskift mellem hver artist stort set uden forsinkelser, og derfor var alle priser uddelt inden midnat. Og husk navnene: Vi kommer helt sikkert til at høre meget mere til Felix the Human og Bølle – og formodentlig også de andre finalister.