Kommentar

KOMMENTAR: Ved du egentlig, hvad musikere lever af?

Forestillingen om limousiner, champagneflasker og et liv i luksus er langt fra den virkelighed, som langt de fleste musikere i Danmark lever i.

Henrik Jansberg er forperson for DMF Hovedstaden

Forestillingen om limousiner, champagneflasker og et liv i luksus er langt fra den virkelighed, som langt de fleste musikere i Danmark lever i. Faktisk får to ud af tre musikere størstedelen deres samlede indtægt andre steder fra end via deres kunstneriske virke.

Og mens det ikke er en menneskeret at kunne leve af at være musiker, så siger tallene noget om den virkelighed, som langt de fleste musikere lever i.

I den første undersøgelse af kunstnernes indkomstforhold lavet af Danmarks Statistik viser tallene nemlig, at blot 36 procent af danske musikere tjener 75 til 100 procent af deres samlede indtægt fra deres kunstneriske virke som musikere. Godt godt 40 procent tjener mellem 0 og 25 procent mens resten – 24 procent - tjener mellem 25 og 75 procent af deres indtægt via musikken.

Og den virkelighed står nok i kontrast til det billede, mange danskere har af professionelle musikere. Mens enkelte musikere rigtig nok tjener mange penge i perioder, så ligger musikerne blandt de lavestlønnede i samfundet, når man regner det ud over et helt liv.


For langt de fleste musikere består deres arbejdsliv af forskellige indtægtskilder, hvor undervisning, forskellige bijobs og dagpenge i perioder udgør hovedparten af deres indtægt.

Der er intet i vejen med at tage andet arbejde end at spille musik, men det handler også om prioriteringer – både politisk og hos den almindelige dansker.

For som kulturminister Jakob Engel-Schmidt sagde op til sidste års julegaveræs, så bør vi blive bedre til at bruge vores penge på danske kulturoplevelser fremfor sweatre og køkkenudstyr, når vi vil glæde andre.

Som forperson for Dansk Musiker Forbund Hovedstaden vil jeg følge op på den udmelding og opfordre til, at vi bliver bedre til at sætte pris på alle de professionelle musikere, der præsenterer os for musikkens mangfoldighed.

Politisk handler det blandt andet om at sikre, at alle musikere, der spiller i offentligt støttede projekter, på spillesteder og festivaler, som minimum aflønnes ordentligt.

Og på det personlige plan skal vi blive bedre til at vælge musikken til, når vi prioriterer egne oplevelser. Det kan være at hyre et band til den næste fest, eller tage til koncert, næste gang vi skal ud med kæresten eller vennerne.


For den danske live-scene er ikke bæredygtig uden et publikum, der vælger de mindre koncerter og spillesteder til. Frem for blot at se Coldplay i Parken så jeg derfor gerne, at vi bliver mere opmærksomme på det store udbud af koncerter med dygtige og spændende danske musikere, hvor billetten tilmed er langt billigere. Det gør nemlig en enorm forskel for de danske musikere, der ligger blod, sved og tårer i at skabe musik til glæde og gavn for os alle.

Så brug nu den levende danske musik, dens død bliver, at vi tager den for givet.

LÆS OGSÅ: Musik er den største kunstgenre i Danmark: Ny statistik viser at klart flest kunstnere er musikere

ANNONCE