Nyhed

Ophavsret: Musikernes fagforeninger ser positivt på nye ændringer i lovforslag

"Det giver ro at vide, at vi ikke skal til at arbejde for anerkendelse af digitalt udgivet musik i 2024"

De to musikfagforbund Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund råbte vagt i gevær, da kulturministeren fremsatte et lovforslag den 7. december 2023, som skulle modernisere den nuværende ophavsretslov. Lovændringen foreslog blandt andet, at ophavsretsloven skal omformuleres til at være kønsneutral, så det ikke længere hedder "ophavsretsmand", men i stedet "ophavsretsperson", hvilket blev mødt med opbakning fra de to fagforbund. Men lovforslaget indeholdt også en formulering, som betød, at "udgivne lydoptagelser" kun omfattede fysiske salg af musik, og altså ikke digitale formater. Det fik Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund til at indsende en fælles henvendelse til Kulturministeriet i håbet om at få omformuleret lovforslaget endnu en gang.

- Vi har på det kraftigste opfordret ministeren til at få den formulering ændret, så musikere forsat kan få betaling for musik de har udgivet digitalt. Det er meget lidt musik, der i dag bliver udgivet på lp’er eller cd, så det vil være katastrofalt for musikernes indtægter, hvis formuleringen bliver ændret sådan, som der er lagt op til, udtalte forperson i Dansk Musiker Forbund Thomas Sandberg på daværende tidspunkt. 

Den 20. marts 2024 fremsatte kulturminister Jakob Engel-Schmidt en ny version af det oprindelige lovforslag om ophavsret. Her er "udgivne lydoptagelser" blevet ændret til "offentliggjorte lydoptagelser". En ændring, som de to fagforeninger for musikere møder med "forsigtig optimisme".


- Det er tydeligt, at ministeren har lyttet til vores bekymring i forhold til at bibeholde artisternes og musikernes ret til direkte betaling for brug af deres musik i radio og på tv, uanset om det er udgivet fysisk eller digitalt. Det giver ro at vide, at vi ikke skal til at arbejde for anerkendelse af digitalt udgivet musik i 2024, siger Sara Indrio forperson i Dansk Artist Forbund.

Også Dansk Musiker Forbund ser positivt på, at kulturministeren har været lydhør overfor fagforeningernes opråb.

- Vi kan nu ånde lettet op og se frem mod en dialog om, hvordan indtægterne skal administreres. For os er det vigtigt, at de udøvende musikere er repræsenteret i det forum, der fordeler indtægter til musikerne for deres arbejde, siger Thomas Sandberg, forperson i Dansk Musiker Forbund.


Kønsneutralt lovforslag  
Kulturministerens fremsatte lovforslag indeholder også ændringer i det generelle sprogbrug i lovforslaget. Ophavsretsloven skal som tidligere nævnt omformuleres til at være kønsneutral således, at det eksempelvis ikke længere hedder "ophavsretsmand", men i stedet "ophavsretsperson". Denne ændring i lovforslaget bliver begrundet med, at kønnede betegnelser "kan give det indtryk, at bestemmelserne alene vedrører personer af det mandlige køn", og at "ophavsretten til et værk opstår efter gældende ret hos ophavsmanden som en fysisk person uanset vedkommendes køn. Personers køn har således i praksis ingen betydning for bestemmelsernes anvendelsesområde. De kønnede betegnelser har ikke noget selvstændigt formål", som det står beskrevet i det fremlagte forslag fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Denne kønsneutrale sprogændring har været ønsket fra både Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund.

- Det virker måske som en lille ting, men det betyder faktisk ret meget. At ændre sproget til at være kønsneutralt, er med til at ændre hvordan vi, som samfund, ser på musikerne. Det er med til at gøre op med forestillingen om hvordan en musiker eller artist er, og anerkende at de kan have forskellige køn, siger forperson i Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg.


- Det er klart et skridt i den rigtige retning at ændre og modernisere sproget, og det styrker vores branche, at alle rettighedshavere kan føle sig inkluderet i lovens beskrivelser, tilføjer Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund.

Hvad med den kunstige intelligens?
De tre fagforbund Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund og Dansk Skuespillerforbund har tidligere slået kræfterne sammen i kampen om at beskytte kunstnere mod AI-efterligninger. Dette kan eksempelvis være, hvis en musikers stemme bliver efterlignet i en sang eller, hvis en skuespillers ansigt bliver kopieret virtuelt uden samtykke. Den ændring er dog ikke inddraget i det nye forslag til lov om ophavsret, og de to organisationer ønsker at presse på, for at ændringen bliver tilføjet.

- Artisternes og musikernes individuelle, kunstneriske udtryk repræsenterer en stor værdi. Både som indtægtsgrundlag for musikkens kunstnere, og som en del af samspillet med publikum. Den unikke værdi skal beskyttes mod AI-genererede kopier af udtryk og optræden, siger Sara Indrio, som bliver bakket op af forperson i Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg.


- Vi har set, at ophavsretsloven beskytter autorer mod efterligninger af deres værker, men den giver ikke tilstrækkelig beskyttelse til de udøvende kunstnere. Vi mener, at det er på tide at ændre loven for at beskytte de udøvende kunstnere.

Et lovforslag skal behandles tre gange i Folketingssalen, før det kan blive til en gældende lov. Det fremlagte forslag til lov om ændring af ophavsretsloven skal behandles for første gang i morgen den 11. april 2024. 

LÆS OGSÅ: POESI OG POLITIK: Kan en digter finde poesi i noget så røvsygt som EU-politik?


ANNONCE