Nyhed

Dinosaur Jr. udsender dvd

Det gendannede band samler live-optagelser fra deres 2005-turné under titlen "Dinosaur Jr.: Live In the Middle East"

Efter syv plader lagde frontmand J Mascis i 1997 bandet Dinosaur Jr. på hylden, otte år efter at han havde sparket bandets anden grundlægger, Lou Barlow ud af bandet.

Men i 2005 blev trioen gendannet og tog på en turné, hvorfra en række koncertoptagelser nu udsendes på en dvd med titlen "Dinosaur Jr.: Live In the Middle East".

Dvd'en består primært af optagelser fra et spillested i Boston, der hedder Middle East, samt Irving Plaza i New York plus et par andre steder.


På bandets første dvd-udgivelse kan man desuden finde interviews med bandets tre medlemmer samt interviews med Kim Gordon og Thurston Moore fra Sonic Youth og skuespilleren Matt Dillon.

Dinosaur Jr. er lige nu på en ny turné, der bringer dem til Europa i slutningen af juli, hvor de blandt andet spiller på den spanske Benicàssim Festival.

"Dinosaur Jr.: Live In the Middle East" udsendes 29. maj.


ANNONCE