Nyhed

David Bowie udgiver nyt skørt album til januar

Legenden fejrer sin 69 års fødselsdag ved at udgive sit 25. album, Blackstar

Når David Bowie den 8. januar fylder 69 år, udgiver han samtidig sit album nummer 25, "Blackstar". Det er dog ikke helt sikkert, om det vil tilfredsstille fans af Bowies klassiske glamrock-udgivelser fra 70'erne. Det skriver NME.

Ifølge avisen The Times skulle "Blackstar" være den musikalske kamæleons "mest mærkelige album til dato" og "fuldstændig skørt". De tyske elektro-pionerer Kraftwerk er blandt andet blevet nævnt som sammenligningsgrundlag ligesom adskillige jazz-inspirationskilder.

I 2013 overraskede Bowie alle med den pludselige udgivelse af albummet "The Next Day", der markerede enden på 10 års albumstilhed. Siden har han udgivet ny musik i form af temaet til tv-serien, "The Last Panthers". Dette nummer skulle angiveligt blive førstesinglen.

"Blackstar" har en spilletid på 45 minutter og indeholder kun syv numre. Albummet er indspillet i The Magic Shop i New York med en gruppe jazzmusikere. Selve titelnummeret skulle vare 10 minutter, og The Times skriver, at Bowie ikke har i sinde at lave et radio-edit, han vil i stedet præsentere singlen som et "alt eller intet". Nummeret, som indeholder "Gregoriansk kor, en soul-del, forskellige elektroniske beats og bip-lyde, og Bowies særegne vokal", er sat til at udkomme den 19. november.


Vi skal nok ikke forvente at se David Bowie på en "The Blackstar and Spiders Tour", da han har frasagt sig nogensinde at tage på turné igen. Den triste udmelding kom fra en af Storbritanniens største festivalarrangører, David Giddings fra Isle of Wight. I et interview med Music Week udtalte han følgende:

"David er en af de bedste artister, jeg nogensinde har arbejdet sammen med, men hver gang jeg ser ham nu, og før jeg i det hele taget siger noget, siger han "Jeg turnerer ikke", og jeg svarer "Jeg spørger dig heller ikke". Han har bestemt sig for at gå på pension. Som med Phil Collins er han ikke typen, du kan kræve ud på scenen igen og igen. Jeg er meget glad og stolt over, at det sidste show, han nogensinde gav i Storbritannien var på Isle Of Wight Festival i 2004."

Bowies sidste danske koncert var i Forum i København i oktober 2003. Han skulle have spillet på Roskilde Festival i 2004, men endte med at aflyse turnéen efter sin koncert på Hurricane Festival i Tyskland 25. juni 2004, hvilket er hans sidste fuldlængde-koncert til dato. Herefter gennemgik han en hjerteoperation.

GAFFAs musikanmelder Finn P. Madsen kvitterede med fire stjerner for "The Next Day". Han skrev: "The Next Day er som et fotoalbum fyldt med snapshots, der samler højdepunkterne fra en enestående musikkarriere og smelter dem sammen til der, hvor Bowie står i dag. Hvad mere kan der forlanges af en musiker, der intet har at bevise og for længst har sat sit aftryk i rockhistorien."

 


ANNONCE