x

Lyt: 11 essentielle sange i november

Lyt: 11 essentielle sange i november

Vi er i fuld gang med en ny måned, og derfor har vi valgt 11 nye, stærke sange, som du endelig ikke må gå glip af i november måned. Lyt til dem her og på en Spotify-playliste nedenfor.

Chromatics - Shadow

Med en fejende, luftig vokal i et sløvende lydunivers er nummeret som skræddersyet til det farveløse efterårsvejr. Det er fjerde single fra Chromatics' kommende udspil Dear Tommy, der blev annonceret allerede sidste år, har ligget færdigt siden foråret, men som endnu ikke er blevet udgivet. 

Blaue Blume - Sky

Blaue Blume gav skælvende genlyd over landet med debut-ep'en Beau & Lorette, der udkom sidste år. Nu er de klar med deres første album i fuld længde, der bærer den kryptiske titel Syzygy. Det er stadig den karakteristiske vokal fra Jonas Smith, der gennemsyrer lydbilledet, som er pulserende storladent og med samme betagende styrke som orkestrets tidligere singler.

Kanye West - Fade (I Feel Enslaved)

Under sit modeshow "Yeezy Season 2" lancerede Kanye West sin nye kollektion og tonerne af en dugfrisk single. Nummeret er lavet sammen med Ty Dolla $ign og Post Malone. Der er samples fra house-klassikerne "Can You Feel It" af Mr. Fingers og "Deep Inside" af Harddrive. Det er fjerde nummer fra det kommende album Swish, der endnu ikke har fået udgivelsesdato, men som tydeligvis er ved at finde formen.

Kurt Cobain - Sappy

Det vil være en tilsnigelse at kalde Sappy for en dugfrisk single. Nummeret blev indspillet af Nirvana i 1990, men bliver udgivet på albummet Montage Of Heck: The Home Recordings. Til forskel fra orkestrets hæsblæsende udgave er den nyudgivne single uspoleret minimalistisk med tyngdepunkt i Cobains karakteristiske vokal.

Naughty Boy feat. Beyonce, Arrow Benjamin - Runnin' (Lose It All)

Nummeret falder på et tørt sted. Det er nemlig lang tid siden, at Beyoncé sidst har givet lyd fra sig. De galoperende beats i omkvædet falder godt i spænd med teksten om at løbe alt, hvad remmer og tøj kan holde. Beyoncés og Arrow Benjamins vokaler udmønter sig i en demokratisk duet igennem nummeret, der ligger i grænselandet mellem seriøs, strygerbaseret ballade og energisk radiohit.

ZHU feat. AlunaGeorge - Automatic

Det er den unge producerspire Steven Zhu, der står bag kunstnernavnet ZHU. Han har fået den britiske electropop-duo med på sin energiske single, der kombinerer Aluna Francis' sødmefulde, barnagtige vokal med pulserende beats og en overraskende kitschet saxofonsolo.

Bloc Party - The Love Within

Bloc Party har været lagt på hylden i et par år, men med nyt blod og en hurtig afstøvning i krogene er de tilbage med singlen fra deres kommende album Hymns, der forventes at ramme gaden i begyndelsen af næste år. Det drilske og forførende synthpop-nummer er drevet af taktfaste tangentslag, melodiske skævvridninger og en slagkraftig vokal, der betræder nye lydlandskaber.

Sam Smith - Writing's On The Wall

Man kan mene, hvad man vil, men kan ikke krybe uden om Sam Smiths bidrag til den nye James Bond-film Spectre. Som det sømmer sig for et Bond-titelnummer, folder lydbilledet sig ud med storladne strygerarrangementer og eventyrlige melodifigurer. Singlen har fået en hård medfart fra fans, der brokker sig over melodiens forglemmelige karaktertræk, men singlen er alligevel strøget direkte ind på en historisk førsteplads.

Sia - Alive

Nummeret var oprindeligt tiltænkt Adele, men endte med at blive skrottet. Sia har fisket sangen op af skraldespanden og brager igennem med sin raspende vokal, som man kender hende fra Chandelier. Man kan finde singlen på hendes kommende album This Is Acting, der indeholder en stribe numre, som egentlig er blevet skrevet til andre kunstnere. Det bliver derfor en tur i udklædningskisten, hvor Sia forklæder sig i forskellige musikalske masker.

Hinds - Garden

Gruppens navn betyder hunkønnede hjorte og startede ud som en duo, men blev sidste år til en kvartet. Deres melodiøse lo-fi-garagerock er allerede blevet lovprist for sit teatralske udtryk. Der er noget uskyldsrent over singlen, der bliver drævende sunget og gennemsyres af unisont kor og et kækt guitarriff. Nummeret er forløber for debutalbummet Leave Me Alone, der udkommer næste år, og som bliver svært at holde fingrene fra.

Wolf Alice (Nao Remix) - Bros

Det britiske orkester udgav deres anmelderroste debutalbum My Love Is Cool i sommer, hvor nummeret Bros stammer fra. Den engelske sangerinde Nao har givet singlen en soulorienteret forklædning, hvor elektroniske kanter og hendes egen heliumvokal trækker orkestrets guitarbaserede melankoli-rock ind på klubbernes dansegulv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA