I dag udkommer første del af Allan Olsens selvbiografi "Tilfældigt Strejfet". Vi har læst den og fået en underholdende og opklarende snak efterfølgende.
Allan Olsen har udgivet en bog. En rigtig fremragende bog, endda. I hudløst ærlige Tilfældigt Strejfet følger man sangskriverens barndom og ungdomsår i Frederikshavn, og det er gribende og inspirerende læsning. GAFFA har i anledning af udgivelsen sat Olsen stævne hjemme i privaten, hvor der gavmildt uddybes og svares på nogle af de spørgsmål, man måtte sidde tilbage med efter endt læsning.
Som Olsen også skriver i forordet til bogen, var det oprindeligt journalist Dan Philipsens projekt at skrive biografien om vores hovedperson, men Allan endte med selv at gå til tasterne efter at have læst uddrag af Philipsens manuskript. Hvad sagde forfatteren til bøger om blandt andre Anja Andersen, Nicki Pedersen og Ole Olsen egentlig til, at hans hovedperson selv overtog forfatterrollen?
– Det er da klart, at han lige skulle synke snottet, men der var ikke så meget andet at gøre. Dan havde skrevet en glimrende bog, ud fra hvad jeg har læst af den, men der manglede bare en dimension i den, som jeg synes er nødvendig, hvis man skal skrive den bog – om mig. Og den kan være svær at finde ind til, hvis ikke lige man er mig. Og der var to ting at gøre: Enten skulle jeg selv skrive den om, eller også skulle den ikke udkomme. Jeg har kun mig selv, jeg skal passe på, men det skal jeg til gengæld så også gøre ordentligt. Jeg sælger jo kun mit eget brand her i livet, så det var der ikke så meget at gøre ved.
Din egen bog dækker jo dine barndoms- og ungdomsår. Var det samme tilfældet med Philipsens fortælling?
– Nej, den beskæftigede sig med mit liv helt frem til, at jeg udgav Jøwt for et par år siden. Men jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle skrive den om, var jeg nødt til at lave den i mere end et bind. Jeg havde kun 14 dage til at skrive den, og det var jo bare at gå i gang fra en ende af. Jeg har ikke engang selv læst den – det har jeg ikke haft tid til. Det er der jo også nogle andre, der sidder og gør. Forlaget var helt med på, at jeg lavede den i flere bind, så jeg starter fra begyndelsen og slutter der, hvor jeg forlader den del af mit liv, der foregår i Vendsyssel – i hvert fald rent fysisk.
Hvor mange bind forestiller du dig, der skal komme?
– Altså, jeg tror da, at hvis jeg får skrevet ét bind mere om resten af min tilværelse, så er det vel også fint nok. Så kan det være, der kommer et tredje bind, der kommer til at handle om, hvad der sker fra nu af, og til jeg skal køres til kirkegården. Det kunne være meget interessant at forsøge at gætte sig frem til, hvad der kommer til at ske resten af livet, og så se hvor vidt det kommer til at passe. Jeg kan jo lave det som en drejebog og så forsøge at leve efter det.
Dylan, Townsend og Crosby
Læser du selv musikbiografier?
– Ja, jeg har læst nogle stykker. Bland andre Dylans Chronicles, hvor vi jo stadig venter på bind to på 11. år.
Jeg kan i hvert fald huske at have set dig bladre i Pete Townsends selvbiografi. Er der nogle, du vil anbefale?
– David Crosbys biografi er en fuldstændig fantastisk bog. At han overhovedet lever, efter hvad han har været igennem og indtaget, er helt ufatteligt. Patti Smiths Just Kids er også en fantastisk bog, og Keith Richards selvbiografi er fremragende. Pete Townsends er også god, men den bliver en smule for intellektuel i længden.
Du skriver i bogens forord, at du ikke var tilhænger af, at der overhovedet skulle laves en bog om dig. Hvorfor ikke?
– Jeg synes, det er lidt at pille ved noget, man skal holde sig fra. Men altså, for 50 år siden var mennesker over 60 jo slidt op, så de holdt bare deres kæft og satte sig til at dø. Nu om dage er de jo først i gang med deres tredje uddannelse eller noget i den stil, så det vælter ud med memoirer alle mulige steder fra, og det synes jeg egentlig er meget fedt, for man må i hvert fald som udgangspunkt gå ud fra, at folk ved, hvad de snakker om. Der er så mange, der snakker om noget, de ikke ved noget om.
Bestemt, og som læser får man lov at høste af andre folks erfaringer…
– Netop, og man opdager også, hvor meget man har til fælles på kryds og tværs af alder og kultur og alt muligt andet.
Er du begyndt at skrive på andet bind?
– Ja, for jeg har tiden til det, og jeg synes, det er ret sjovt. Det er lidt ligesom at have en hobby med at gå og samle på insekter eller noget i den stil. Noget man fordyber sig i, som egentlig ikke er ens metier. Jeg er jo ikke forfatter. Det er lidt ligesom at skrive sange, men på en eller anden banal og basal måde er det også mere tilfredsstillende, for når man har skrevet 60 sider, er der altid et eller andet, der kan bruges, hvorimod man sagtens kan skrive 60 sider til en sang, uden at der nødvendigvis kommer noget brugbart ud af det.
En af bogens kvaliteter er, at du skriver ligesom du taler, og man kan virkelig genkende dig i den måde, du vælger at formulere dig på.
– Ja, og det er også noget, jeg har måttet skændes lidt med forlaget om. For jeg bruger nogle ord og nogle vendinger, som de ikke rigtig kender eller forstår på Politikens Forlag, og i første omgang troede de, det var fejl. Men det er noget, jeg gør helt bevidst, og også noget jeg gør i mine sange. Det er et greb, Randy Newman i øvrigt også benytter sig af. De har ændret et ord på side 12 i bogen, hvor jeg har skrevet, at en skovl "baldrede hen ad asfalten", det har de rettet til "buldrede", fordi de troede, det var en fejl. Det er ting, jeg stædigt fastholder, og det irriterer mig, at jeg ikke opdagede det, før bogen kom i trykken. Men ligesom jeg ikke hører mine plader, når de er færdige, har jeg heller ikke læst bogen og kommer heller ikke til det.
Hvorfor ikke?
– Det er meget simpelt: Det er, fordi jeg ikke kan lave noget om. Og der er kun ærgrelser og irritation ved at se på eller lytte til det, man har lavet. For man skal videre…
Kratluskeren
Er der nogle episoder i bogen, du har været betænkelig ved at beskrive?
– Jeg har selvfølgelig forsøgt at tage hensyn til afdøde og nulevende personer og deres familier. Men ellers var jeg måske lidt betænkelig ved at skrive om, at jeg rendte rundt i folks haver og kiggede ind ad vinduer efter mørkets frembrud, for det vil jo for evigt stemple mig som kratlusker. Men der var ikke noget at gøre, for det var en vigtig ting. Nu kan jeg jo se, hvad jeg havde gang i – det kunne jeg ikke dengang. Det var bare en indskydelse, som blev en ting, jeg gjorde.
Hvad var det så, du havde gang i?
– Jeg øvede mig i at betragte noget, der ikke var klar over, at der blev iagttaget. Jeg havde ingen seksuelle interesser i det overhovedet. Der var en stilstand og tomhed i at betragte noget uden lyd, som tiltalte mig. Jeg ville ikke udlevere det på nogen måde, men det gav mig en ro og en indsigt, som jeg syntes var nødvendig. I parcelhuskvarterer vokser man op og ser alting fra facaderne, og jeg havde hele tiden lyst til at se bagsiden. Det var en tryg følelse – jeg var ellers relativt mørkeræd, men ikke når jeg var i de der haver. Siden fik jeg noget andet at tage mig til…
Hvad var der sket, hvis du var blevet opdaget?
– Det ville være den sikre dødsdom. Så ville jeg og hele min familie og slægt være nødt til at forlade landsdelen.
Du skriver om, at du havde et uheld med et barberblad og fik en dyb flænge på venstre arm. Har du stadig arret?
– Ja, det har jeg (brætter ærmet op og fremviser den selvpåførte skamfering, red.). Den har jeg jo båret altid. Det slipper man jo ikke for. Generelt synes jeg, ar er spændende, fordi de fortæller en historie, som er uafrystelig. Og hver gang jeg møder nye mennesker i en eller anden sammenhæng, og jeg ser, de har et ar, spørger jeg dem bramfrit, hvor det kommer fra. Og det er sjældent, der er nogen, der ikke vil fortælle det. Ar er spændende! Meget mere spændende en tatoveringer. En tatovering er jo en beslutning – som regel en forkert én – men ar, de kommer lige pludselig.
Læs med i anden del af interviewet her på GAFFA.dk, hvor Olsen blandt andet fortæller om Beverly Hills, Sigøjnere og den ene kop kaffe, han har drukket i sit liv. Tilfældigt Strejfet er på gaden i dag.
