The Mountains tager hul på ep-trilogi – og giver koncerter

The Mountains tager hul på ep-trilogi – og giver koncerter

Elektropopgruppen The Mountains skyder foråret i gang med den nye ep "Horizons", der det første kapitel i en kommende EP-triologi.  "Horizons" e baseret på to dugfriske numre samt støttesangen "Sorry", der udkom på støttealbummet "Sammen" i 2015. Udgivelsen er del af en trilogi, der vil udkomme i løbet af de kommende ni måneder. Den nye ep er derfor første skud på stammen. Hver ep har en unik tematisk tråd gennem alle numre. 

Gruppen giver også to koncerter til efteråret:

07.10 Store Vega, København

08.10 VoxHall, Aarhus

Ep frem for studiealbum

Fremfor at udgive et helt studiealbum på 11 numre har den elektroniske trio valgt at producere en ep baseret på tre numre:

– Det kan godt virke for stort, at man fyrer så mange numre af, som man godt kan lide på en enkelt dag, siger forsangeren Michael Møller. Ifølge sangeren afspejler valget af ep-genren nutidens musiklytning. Tidligere hørte man den filmomsvøbte plasticskive forfra og bagfra, før den blev sat på cd-hylden. I dag er lytterne nogle flyvske spyfluer, der flyver rundt mellem playlister, albums, ep og singler efter det øreguf, de søger. Ud over at imødekomme lytternes flyvske adfærd har bandet en speciel grund til at fremhæve ep-genren frem for studiealbummet:

– Man kun skal forholde sig til tre numre ad gangen med tre måneders mellemrum. Dels fordi vi er glade for de her numre. Men også for at give numrene deres eget fokus. Så man ikke får 11 numre på en dag, lyder det fra Michael Møller. Derudover forklarer forsangeren, at numrene passer unikt sammen i forhold til tematik og lydprofil.

Tematisk handler sangene om ikke at kunne løsrive sig fra et forhold, man egentlig burde. Forhold, som er fyldt med undskyldninger uden en reel handling.

Blandede inspirationskilder

Selvom albummet favner et specifik tematik, er det ikke gennem et specifikt tema, at musikken skabes hos The Mountains:  

– Vores musik foregår på den måde, at jeg giver mig til at synge. Så opstår der ligesom nogle ord, som man digter videre på, siger Michael Møller.

The Mountains er kendt for sange som "Kings" og "There is Always Hope". Derudover har bandet hittet med sangen "The Valleys", der blev en del af soundtracket til computerspillet FIFA 15.

Som udgangspunkt er bandet ikke inspireret af en specifik kunstner eller sanger. Bandet henter inspiration igennem hinanden. Michael Møller har fundet meget inspiration igennem indierock, mens Frederik Nordsø er stærkt inspireret af r%b-toner:

– Det, vi synes, der er sjovt ved at være i vores band, er den uenighed, der er i forhold til den musik, vi hver især lytter til. Men vi er enige om bandets lyd. Vi forener derfor noget meget poppet med r&b og min intellektuelle indiesmag, forklarer Michael Møller, der blandt andet henter inspiration fra kunstnere som Kanye West, The Flaming Lips og Pet Shop Boys.

Hvad med Moi Caprice?

Ud over forsangeren Michael Møller består The Mountains af tvillingebrødrene Frederik og Fridolin Nordsø. De to tvillingebrødre kommer fra rockgruppen The William Blakes, mens Michael Møller har sunget i indierockbandet Moi Caprice. Et band, der har været lidt stille på udgivelsesfronten. Bandets seneste udgivelse var "We Had Faces Then", der udkom i 2008. Ifølge forsangeren er bandet dog ikke opløst:

– Vi er jo ikke gået i opløsning. Jeg ved bare ikke, om vi får lavet den sidste plade. Men jeg er ikke sikker på, at vi finder energien til det, siger Michael Møller, der dog lover, at der bliver udgivet en masse Moi Caprice-sange på et tidspunkt. Dog er det uvist, om sangene bliver udgivet som Moi Caprice-numre eller som Michael Møllers soloudgivelse. Ved siden af The Mountains arbejder Michael Møller på sit eget soloprojekt, som forventes at udkomme inden for halvandet år.

Mens vi venter på soloudgivelsen, kan vi høre trekløverets nye ep "Horizons"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA