Nyhed

Noel Gallagher: Liam er stadig en meget vred mand

Der er stadig ikke udsigt til, at Oasis kommer tilbage, men Noel Gallagher afviser ikke solo-koncerter bestående udelukkende af Oasis-materiale

Noel Gallagher har luftet tanken om at spille solo-koncerter, hvor han udelukkende spiller Oasis-materiale, men han afviser en band-genforening. Det skriver NME.

"Jeg kunne personligt forestille mig en dag, hvor jeg selv spillede koncerter med kun Oasis-sange," siger Gallagher til en interviewer i Argentina, hvor han for nylig optrådte som en del af den sydamerikanske Lollapalooza Festival.

Men selvom den nylige genforening af Guns N'Roses måske kunne få nogle til at tro, at alle broer umiddelbart kan bygges igen, afviser Gallagher, at en genforening med Oasis er en mulighed på nuværende tidspunkt. Han har stadig et fjernt forhold til sin bror Liam Gallagher og er ikke interesseret i at fremprovokere en situation magen til den, der var skyld i bandets opløsning i 2009. "Liam er stadig en meget vred mand," bliver han citeret for at have sagt. "Så han er ikke cool. Han har tendens til at gøre selv de nemmeste ting besværlige."


Noel Gallagher fokuserer indtil videre på sit eget band, High Flying Birds. "Der kommer måske en dag, engang, hvor en genforening kan virke som en god idé, men jeg har så meget, jeg gerne vil gøre alene," siger han.

Liam Gallagher har tilsyneladende ikke nogle fremtidsplaner, efter at hans band Beady Eye gik i opløsning i 2014. I januar meldte han en nat ud på Twitter, at han absolut ingen planer om at lave et soloalbum. Hvorfor? Fordi han "er ikke en cunt". 

Sidste år rygtedes det ellers, at en Oasis-genforening var på tale, hvis bare betalingen var i orden. Det blev også dengang afvist af Liam Gallagher.


ANNONCE