x

Video: Radiohead spiller 'Glass Eyes' live for første gang

Video: Radiohead spiller 'Glass Eyes' live for første gang

Radiohead spillede for første gang tracket "Glass Eyes" fredag aften til en koncert på The Roundhouse i London. Det skriver NME. Du kan se et fanfilmet videoklip her forneden.

Radiohead har taget hul på deres verdensturné, og koncerten i London var deres sjette af slagsen. Koncerten er i de britiske medier blevet rost, og The Guardians anmelder Harriet Gibsone sammenligner den med Radioheads musik; den bygger langsomt og ildevarslende op til en fantastisk livsbekræftende afslutning.

"Glass Eyes" stammer fra Radioheads niende album, "A Moon Shaped Pool". Efter stor interesse og spænding på nettet udkom albummet søndag den 8. maj og blev øjeblikkeligt hyldet som en af årets største og mest anmelderroste udgivelser. GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fem stjerner og skrev: "Man bliver ikke færdig med A Moon Shaped Pool sådan lige med det samme, og efter alt at dømme har vi her at gøre med et af de album, man vil fremhæve, når Radioheads samlede produktion på et tidspunkt skal evalueres. Det er fem meget store stjerner, der deles ud her."

Det er dog ikke kun nye sange, som Radiohead dykker ned i på deres igangværende turné. Også gamle klassikere, såsom gennembrudshittet "Creep" fra Oxford-bandets første album, "Pablo Honey" (1993), blev for nylig luftet for første gang i syv år.

Radioheads igangværende Europaturné går desværre uden om Danmark, hvor gruppen ikke har spillet siden Roskilde Festival 2008

Se "Glass Eyes" fremført live på The Roundhouse her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA