Nyhed

The Killers udsender b-sider

Gruppen samler materiale på opsamling, der udsendes til november

I weekenden kunne englænderne opleve The Killers på V festivalen, og ved den lejlighed fortalte frontmanden Brandon Flowers NME, at hans band lige nu arbejder på en b-side-opsamling.

Bandet vil gerne igang med at skrive materiale til deres tredje album, men alligevel har de valgt at bruge noget tid på at finde forskellige b-sider og remixes frem fra gemmerne til et album, der formodentlig kommer ud til november.

Det drejer sig blandt andet om bandets version af country-klassikeren "Ruby Don't Take Your Love To Town" og Morrisseys "Why Don't You Find Out For Yourself", der var en b-side på singlen "All These Things That I've Done".


Flowers kunne desuden fortælle, at de ville vælge de bedste remixes ud, hvilket inkluderer Jacques Lu Conts Thin White Duke Mix af "Mr Brightside".

Flowers kunne desuden fortælle, at de igen i år har skrevet en julesang til fordel for aids-organisationen RED. Sidste års sang hed "A Great Big Sled", og den nye har fået titlen "Don't Shoot Me Santa".

Der foreligger hverken officiel titel eller udgivelsesdato for det kommende album, men Flowers forventer, at det vil blive udsendt til november.


ANNONCE