x

Se Mund de Carlo rap-fortolke gammelt dansk digt i Københavns gader

Se Mund de Carlo rap-fortolke gammelt dansk digt i Københavns gader

Rapperen Mund de Carlo er ude med en video til en akustisk udgave af nummeret "Gaden", der stammer fra sidste års udgivelse "Ordene Først" – en udgivelse GAFFA anmelder Maria Therese gav hele fem stjerner. Hele hendes anmeldelse kan læses her. "Gaden" er en moderne fortolkning af digteren Emil Bønnelyckes 99 år gamle tekst med samme navn og denne nye akustiske udgave indeholder ud over rap saxofon, guitar samt vokal fra Maria Lé Berg.  

"Det er en udfordrende og indsigtsrig oplevelse at skulle tage udgangspunkt i noget, en anden har skabt, og at det er fra en anden tid, gør det blot endnu mere spændende at sætte sig selv og sin egen nutid overfor. Gadens liv og atmosfære udvikler sig hvert øjeblik, og netop den konstante bevægelse gør det til noget af det mest inspirerende at skrive om," fortæller Mund de Carlo om sangen. 

Nummeret blev oprindelig til i forbindelse med et undervisningsprojekt ved navn "Rødder", der var ledet af rap-kollega Per Vers og som havde til formål at sætte fokus på, hvordan man præsenterer unge i uddannelse for materiale. Man kan læse mere om projektet her

Nu, et års tid efter "Rødder", er Mund de Carlo så klar med videoen til "Gaden", og om musikvideoen, optaget i indre København, siger rapperen selv: "Jeg var så heldig at møde instruktør Felix Meaker og hans dedikerede hold fra Apolar Media, der insisterede på at producere en video til "Gaden". Deres idéer og tag på nummeret har givet det endnu en dimension og er i virkeligheden ikke bare en musikvideo, men en fortolkning af en fortolkning. Jeg håber, at numre som dette og resten af "Rødder"-projektet kan gøre dansk rap til en mere integreret del af skoleundervisningen, og at folk vil se videoen og forelske sig i gadens fantastiske forskellighed og hvirvlende kaos."

Mund de Carlo kan opleves live, når han åbner P3 scenen til Smukfest i morgen, onsdag kl. 16:00. 

Se musikvideoen til "Gaden" nedenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA