x

Mellemfolkeligt Samvirke åbner verdensmusikfestival på Nørrebro

Mellemfolkeligt Samvirke åbner verdensmusikfestival på Nørrebro

Café MellemRummet og Globalhagen Hostel, der er drevet af Mellemfolkeligt Samvirke, er for første gang del af en verdensmusikfestival i København. Det er lokale aktivister, som driver Globalhagen World Music Festival, som er en del af Copenhagen World Music Festival – en større festival, der for femte år i træk bliver afholdt på flere spillesteder i København. Overskuddet går til opbygningen af et computerlab i Lusaka, Zambia.

På Globalhagen World Music Festival kan du for eksempel opleve det kinesiske band Ajinai. De spiller rock på velkendte instrumenter som guitar og effektpedaler, hvilket i sig selv ikke er særligt eksotisk. Til gengæld tilføjes det orientalske element af mindre kendte instrumenter som hestehovedsviolin (Morin Khuur) og strubesang (Khoomei), der er traditionelle instrumenter i Mongoliet.

Men Ajinai er bare et enkelt eksempel på, hvad publikum kan opleve, når verdensmusikfestivalen løber af stablen den 7.-11. september. Henover weekenden er der mulighed for at opleve det dansk-tyske band 100 % Max Akwaaba, hvis medlemmer har rødder i Bli Glad og Analogik. Du kan få en smagsprøve på deres psykedeliske afro-beatmusik nedenfor. Feridah Rose (billedet), der har rødder i Uganda, optræder også. 

Programmet for festivalen ser således ud:

Onsdag den 7. september:

17.00: Åbning af kunstudstilling med Arsalan Chalabi (Iran)

Torsdag den 8. september:

12.00-16.00: Afrikansk marked ved NGO'en Dafrico Ghana Collection

21.00: LIVE -  Feridah Rose m. band (Uganda/Denmark), soul med inspiration fra r&b, jazz, funk og reggae.

Fredag den 9. september:

13.00-18.00: Afrikansk marked ved NGO'en Dafrico Ghana Collection

22.00: LIVE - 100% Max Akwaaba (DK/DE), psykedelisk afro-beat.  

Lørdag den 10. september:

21.00: LIVE - Ajinai (Mongoliet/Kina), folk-rock og verdensmusik fra Mongoliet

Søndag den 11. september:

12.00-16.00: Afrikansk marked ved NGO'en Dafrico Ghana Collection


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA