x

Video: Bisse anmelder livet til seks hjerter

Video: Bisse anmelder livet til seks hjerter

I dag offentliggør Bisse andensinglen til sit kommende album "Højlandet". Den nye single hedder "Seks Hjerter" og består af seks vers om kærligheden til selve livet. I videoen cykler Bisse rundt i det danske sommerland, drikker sin morgenkaffe, spiser en isvaffel og bader i havet, imens han anmelder selve livet til seks hjerter. 

Med singlen "Seks hjerter" tager Bisse et stort skridt væk fra tidligere albums massive lydmur og præsenterer et blødt lydbillede, han selv kalder "faretruende tæt på at kamme over i noget Bo Kaspers Orkester Jam". Sangens poetiske univers er lyst, og Bisse reflekterer over det, der virkelig betyder noget her i livet, som familie, venner og den ventende kærlighed.   

"Seks Hjerter er en sang til livet, og for livet, på et album, der ellers handler om at se døden i øjnene," forklarer Bisse og fortsætter: "Jeg anmelder livet i seks behjertede vers. Det er min bryllupssang, en kærlighedserklæring til verden.” Inspirationen til den nye single er blandt andet kommet igennem et arbejde på et fritidshjem for børn og unge. 

Bisse kan opleves på et væld af spillesteder i hele landet i efteråret 2016 og har netop annonceret sin største koncert nogensinde i Store Vega den 13. maj 2017. Singlen "Seks Hjerter" vil være at finde på det kommende album "Højlandet", der er på gaden den 3. oktober.  

Se videoen til singlen "Seks Hjerter" nedenfor.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA