Nyhed

Michael Poulsen fortæller for første gang om bruddet med bassist Anders Kjølholm

Album- og turnéaktuelle Volbeat fik ny bassist i maj. Nu fortæller Michael Poulsen for første gang om bruddet med tidligere bassist Anders Kjølholm

For første gang siden bruddet i efteråret 2015 fortæller Volbeats forsanger Michael Poulsen nu åbent om bassisten Anders Kjølholms exit fra bandet. I forbindelse med bandets turné i Nordamerika blev Michael Poulsen interviewet af den amerikanske avis The Salt Lake Tribune, og det var her, begrundelsen for bruddet kom frem:

"Det skete på en måde meget naturligt. Når vi slutter et års turne, sætter vi os altid ned og gør status og ser frem mod det nye år. Og det virkede som om, at vi ikke var på bølgelængde. Der var nogle ting, vi ikke kunne blive enige om. Vi var bare ikke på bølgelængde, og det skal man være. Jeg holdt op med at prøve at skubbe til tingene i en grad, så det ikke kan fikses. Det er bedre at være realistisk i forhold til situationen, og det var bedre for ham at blive hjemme med sin kone og unger. Og vi fortsætter på landevejen og arbejder med Volbeat og får det til at fungere.".

Anders Kjølholm blev tilbage i maj erstattet af Kaspar Boye Larsen, som både Michael Poulsen og trommeslager Jon Larsen kendte i forvejen.


Ved samme lejlighed købte Poulsen og Larsen Kjølholm ud af deres fælles firma Volbeat ApS for 19 millioner kroner.

Den 19. oktober påbegynder Volbeat deres omfattende Europaturné med en udsolgt koncert i Jyske Bank Boxen i Herning. Den 27. oktober giver de deres anden koncert i Danmark når de går på scenen i Forum, København. Også denne koncert er udsolgt. 

Den 3. juni udkom Volbeats sjette studiealbum "Seal The Deal & Let’s Boogie", og det første med Kaspar Boye Larsen som bassist. Albummet fik fire stjerner med på vejen af GAFFAs anmelder. Du kan læse anmeldelsen her.


 

I klippet herunder kan du høre singlen "Seal The Deal": 


ANNONCE