Nyhed

Saybia skriver dansk rockhistorie

Første gang et debutband går direkte ind som nr. 1 på hitlisten

Efter at have været ude i bare få dage er Saybias debutalbum "The Second You Sleep" gået direkte ind på førstepladsen på den officielle danske albumhitliste. Det er første gang nogensinde, det sker for et debuterende dansk band. Til sammenligning gik Dizzy Mizz Lizzys debutalbum ind på en fjerdeplads, da det udkom i 1994.

Førstepladsen er den foreløbige kulmination på den succes, der har fulgt Saybia, siden de udgav deres debut-ep i sensommeren. De er blevet spillet massivt i P3, har givet koncerter for udsolgte huse, fik P3-prisen i december, blev kåret til "Årets Nye Navn" af GAFFAs læsere i januar og er nomineret til to Danish Music Awards, nemlig i kategorierne "Årets Nye Danske Navn" og "Årets Danske Rockudgivelse" - begge på baggrund af ep’en fra sidste år. Priserne uddeles i Forum 2. marts.


Dagen før Danish Music Awards starter Saybia en lang Danmarksturné i Odense, og de spiller 23 jobs frem til og med d. 27. april. En af koncerterne er i Forum d. 23. marts sammen med D-A-D, Allan Vegenfeldt og Jupiter Day.


ANNONCE