Nyhed

Se livestreaming af Phlake-koncert i aften

Koda, der varetager musikernes interesser, fylder i dag 90 år. Dette fejres på en moderne og nutidig måde, når organisationen i aften livestreamer en koncert med Phlake.

I dag fylder Koda 90 år. Dette fejrer de med en Phlake-koncert, der bliver livestreamet via Facebook. 

For præcis 90 år siden begyndte Koda sit arbejde for musikken. Et arbejde, der både handler om at sikre ophavsretten for musikkens skabere, så de bliver betalt for brugen af deres musik, og samtidig om at sørge for så enkel adgang til hele verdens musikrepertoire som muligt. 

I den anledning fejrer Koda sin fødselsdag med at invitere hele Danmark til koncert med Phlake via et livestream på Kodas facebookside. Phlake blev med hele fem statuetter den helt store vinder ved dette års Danish Music Awards, og de repræsenterer derfor den danske musikscene lige nu. 


Koda har, ligesom alle andre, skullet vænne sig til den ekspanderende digitalisering, som musikindustrien har gennemgået. Om netop dette og fødselsdagen siger Kodas administrerende direktør Anders Lassen: "I Koda sælger vi adgangen til et produkt, som ingen mennesker vil undvære. Musik er følelser, musik er fællesskab – og det er netop glæden ved musikkens kraft, vi fejrer. Men musik er også forretning. Og den forretning er blevet vanskeligere for rigtig mange musikskabere at opretholde på et fornuftigt niveau med de nye digitale distributionsformer. Så når vi den 30. november inviterer hele Danmark til koncert via et livestream på Kodas facebookside, er det også fordi, vi ønsker at slå et slag for musikkens kraft og den værdi, den repræsenterer. En værdi, som kun findes i vores liv, hvis dem der skaber musikken, bliver ordentligt betalt for deres arbejde, og det må vi ikke tage for givet, hvis vi også ønsker et stærkt og mangfoldigt musikliv."

Koncerten med Phlake kan livestreames via Kodas facebookside fra klokken 20.00.

ANNONCE