Nyhed

Saul Williams forærer album væk

Rapperen tilbyder i samarbejde med Trent Reznor gratis download af albummet "NiggyTardust!"

Nine Inch Nails-hovedmanden Trent Reznor har produceret det kommende album fra Saul Williams, der har fået den lange titel "The Inevitable Rise And Liberation Of NiggyTardust!", og de to hovedmænd bag pladen har nu besluttet sig for at forære den væk.

På nin.com skriver Reznor om beslutningen:

"Som mange af jer ved har jeg arbejdet tæt sammen med Saul Williams på hans nye plade. Vi har tilbragt mange timer i hoteværelser, busser, backstage og i studier verden over og har arbejdet på noget, vi vidste var fantastisk. Dette er det dybeste, jeg har været involveret i et projekt uden for NIN siden [Marilyn Manson-pladen, red.] "Antichrist Superstar", og jeg har ventet utålmodigt på, at I skulle få muligheden for at høre det".


Reznor fortæller desuden, at der er paralleller mellem den måde, de vælger at udsende deres album på, og den måde Radiohead valgte at udsende "In Rainbows" på, men at de føler, at de har forbedret metoden til forbrugernes fordel.

Dette bliver tydeligere, hvis man besøger niggytardust.com. Her kan man nemlig forudbestille det kommende album på to måder. Enten kan man hente pladen gratis i 192kbps mp3-format, eller også kan man vælge at hente det samtidig med, at man donerer fem dollars.

Vælger man den sidste løsning, har man til gengæld mulighed for at vælge, hvilken kvalitet man vil hente materialet i. Udover de 192kbps kan man også vælge 320kbps eller det ukomprimerede FLAC-format (Free Lossless Audio Codec).


Dermed skulle eventuelt brok fra folk, der både vil have gratis musik samt god kvalitet, være afværget.

Ud over Reznor medvirker også CX Kidtronik og Thavius Beck på pladen, der kan forudbestilles nu, men som først udkommer 1. november.


Bestil NiggyTardust

ANNONCE